"This Town Needs An Enema" SPOILER
5.0
Før man kaster sig i næsegrus beundring over Nolans mørke og stadigvæk dybt fængende Batman univers skal man ikke glemme hvad der banede vejen for disse mere seriøse filmatiseringer: Tim Burtons Batman.
For Batman anno 1989 Gotham er et gotisk udseende skyskraber helvede med Anton Furst' dæmoniske statuer og skumle gyder, blandet med Bob Ringwoods syrede og farvestrålende gangsterhabitter og Roger Pratts neo-noir inspirerede fotografering. Det er en mærkelig kombination, men som det ligesom er tilfældet ved mange af Burtons andre film får han gjort alle disse elementer gjort troværdige inden for filmens egne rammer.
I Burtons hænder er Batman/Bruce Wayne figuren en endnu større freak og særling end Christian Bale gør ham til. For hvor Nolan gør sin Batman realistisk i den virkelige verden gør Burton Batman figuren realistisk i en semi-realistisk verden (giver det mening?). Michael Keaton har bedre end nogen anden (endnu bedre i Returns) vist Bruce Wayne som den indelukkede og sky millionær som er dybt mærket af forældrenes tragiske skæbne og sjældent henvender sig til nogen anden end sin butler Alfred.
Filmens Joker er et andet bevis på at Burton vil gøre Batman universet troværdigt, men stadigvæk aldrig bevæge sig helt væk fra tegneserieterræn. Jack Nicholson skaber en morbid, sorthumoristisk og morderisk legeonkel som måske bedre end nogen anden har fanget den originale Joker ånd fra Bob Kanes tidlige Batman univers uden at det bliver direkte campy.
Sam Hamm og Warren Skaarens manuskript roder meget med Batman mytologien (blandt andet genistregen at gøre Jokeren til Waynes forældres morder) som dermed gør Batman til en hævngerrig tosse der ikke gør sine gerninger af kærlighed til sine medmennesker i Gotham men mere for at opnå personlig frelse som han i øvrigt aldrig opnår. Helt i Burtons ånd. Dette ville aldrig være gået i Nolans Batman-univers fordi de er to vidt forskellige ting.
Underholdningsværdien i Burtons Batman er også stadig utrolig høj (for mit vedkommende) mange har anklaget filmen for ikke at have nok action, som jeg ikke mener er en retfærdig. Jovist, indrømmet er Batman ikke (og bør aldrig blive) et actionmonstrum, da det er figurene der skal undersøges, og ikke være Schumacher lalleglade festfyrværkerier.
Til sidst skal nævnes Danny Elfmans score som for mit vedkommende altid vil være det ultimative Batman score, fordi selvom James Newton Howard og Zimmers musik er suverænt er der en sær fængende og melankolsk stemning over Elfmans noder.
Man kan ikke sammenligne Nolans og Burtons Batman universer. De er fæstet i hver deres virkelighed så derfor vil jeg våge at påstå at Burtons Batman er den mest nøjagtige filmatiseringer af Bob Kanes tidlige Batman univers (kun 1989 udgaven, 1992 Returns var næsten ren Burton tematik). Og Nolans udgave er den idelle filmudgave af Millers endu mindre tegneserieagtige streg og derfor er det helt op til ens sindsstemning hvilket univers man betragter som det definitive. Batman eller Batman Begins.
For Batman anno 1989 Gotham er et gotisk udseende skyskraber helvede med Anton Furst' dæmoniske statuer og skumle gyder, blandet med Bob Ringwoods syrede og farvestrålende gangsterhabitter og Roger Pratts neo-noir inspirerede fotografering. Det er en mærkelig kombination, men som det ligesom er tilfældet ved mange af Burtons andre film får han gjort alle disse elementer gjort troværdige inden for filmens egne rammer.
I Burtons hænder er Batman/Bruce Wayne figuren en endnu større freak og særling end Christian Bale gør ham til. For hvor Nolan gør sin Batman realistisk i den virkelige verden gør Burton Batman figuren realistisk i en semi-realistisk verden (giver det mening?). Michael Keaton har bedre end nogen anden (endnu bedre i Returns) vist Bruce Wayne som den indelukkede og sky millionær som er dybt mærket af forældrenes tragiske skæbne og sjældent henvender sig til nogen anden end sin butler Alfred.
Filmens Joker er et andet bevis på at Burton vil gøre Batman universet troværdigt, men stadigvæk aldrig bevæge sig helt væk fra tegneserieterræn. Jack Nicholson skaber en morbid, sorthumoristisk og morderisk legeonkel som måske bedre end nogen anden har fanget den originale Joker ånd fra Bob Kanes tidlige Batman univers uden at det bliver direkte campy.
Sam Hamm og Warren Skaarens manuskript roder meget med Batman mytologien (blandt andet genistregen at gøre Jokeren til Waynes forældres morder) som dermed gør Batman til en hævngerrig tosse der ikke gør sine gerninger af kærlighed til sine medmennesker i Gotham men mere for at opnå personlig frelse som han i øvrigt aldrig opnår. Helt i Burtons ånd. Dette ville aldrig være gået i Nolans Batman-univers fordi de er to vidt forskellige ting.
Underholdningsværdien i Burtons Batman er også stadig utrolig høj (for mit vedkommende) mange har anklaget filmen for ikke at have nok action, som jeg ikke mener er en retfærdig. Jovist, indrømmet er Batman ikke (og bør aldrig blive) et actionmonstrum, da det er figurene der skal undersøges, og ikke være Schumacher lalleglade festfyrværkerier.
Til sidst skal nævnes Danny Elfmans score som for mit vedkommende altid vil være det ultimative Batman score, fordi selvom James Newton Howard og Zimmers musik er suverænt er der en sær fængende og melankolsk stemning over Elfmans noder.
Man kan ikke sammenligne Nolans og Burtons Batman universer. De er fæstet i hver deres virkelighed så derfor vil jeg våge at påstå at Burtons Batman er den mest nøjagtige filmatiseringer af Bob Kanes tidlige Batman univers (kun 1989 udgaven, 1992 Returns var næsten ren Burton tematik). Og Nolans udgave er den idelle filmudgave af Millers endu mindre tegneserieagtige streg og derfor er det helt op til ens sindsstemning hvilket univers man betragter som det definitive. Batman eller Batman Begins.
15/08-2008
