Da guitaren mødte klaveret

Når jeg kaster mine tanker tilbage på den minimalistiske musikfilm ”Once”, står i særdeleshed en enkelt scene frem som det indiskutable højdepunkt. Den er såre simpelt bygget op: Den kvindelige hovedperson fører den mandlige hovedperson ind i en klaustrofobisk musikbutik, baner sin vej igennem den smalle midtergang og viser manden en samling klaverer. Hun vælger et og sætter sig behørigt til rette. Hun spiller. Manden lytter. Det er en smuk melodi, og hun spiller den med knivskarp præcision. Manden roser hende, tager sin guitar frem og fremfører for hende en hjemmekonstrueret melodi. Hun fanger inden for et minuts tid de rigtige toner. Og så spiller de ellers, med teksten hængende på et stativ, med en godt gennemhullet guitar og et temmeligt middelmådigt klaver.

Det nummer, der udføres på denne særegne facon hedder ”Falling Slowly” og vandt en velfortjent statuette for bedste sang til årets Oscarfestival. En knugende, længselsfyldt popsang i form af en upåklagelig ørehænger, er hvad den mirakuløse Oscarvinder bedst kan betegnes som. Det er imidlertid ikke selve nummeret – hvor pragtfuldt det end måtte være – der gør det ovenstående eksempel unikt. Det er en særdeles brillant sammensmeltning af musik- og filmmagi, der berettiger alverdens lovprisende skamroser til at regne ned over eksekveringen af denne - på overfladen - harmløse filmkoncert. Hvis det ikke er emotionel indlevelse og rendyrket virtuositet, der fremkalder så store følelser ud af et gråt og grumset ingenmandsland, ja, så havde jeg fået noget seriøst i øjnene.

Måske er den lille musikalske/filmiske opvisning højdepunktet i ”Once”, men den er også rigeligt karakteriserende for den resterende film. Med et budget på en halv snes skillinger og en samling skuespillere uden ”Titanic” eller ”Ringenes Herre” på CV’et, kan det i forvejen være en udfordring at greje, hvor præcist musikfilmens åbenlyse kvaliteter skulle stamme fra. Selv efter filmen er man i tvivl. Er det i virkeligheden ikke noget af en b-film? Billederne er håndholdte og ligner ved første øjekast noget, der er skudt af en flok godtroende dilletanter. Nogen reel handling lader heller ikke til at fremstå markant i løbet af de første minutter, der langsomt og uengagerende forløber med, at en påvirket tyveknægt stjæler den mandlige hovedpersons hårdt tjente skillinger.

Det er, som det lyder. Ikke særligt ophidsende. Men som minutterne passerer, begynder ”Once” at give mening. Og da den unægtelige kulmination nås ved hittet ”Falling Slowly”, synes filmens tematik og charme at stemme omtrent ligeså godt som Bob Dylans guitar. Man sluges ind i det øjensynligt primitive univers og forføres af skuespillerne og filmskabernes mindste træk, der lader til at indeholde de størst tænkelige følelser. Det er sågar med en tåre ubønhørligt hængende i øjenkrogen, at man bevidner ”Once”s genialitet, på trods af at filmen i grunden burde være en livsbekræftende humørbombe uden lige. Intet menneske skæres kantet eller koldt. Alle er glade, varme og trods hårde betingelser tilfredse med tilværelsen.

Alligevel er ”Once” nådesløst sørgelig. Ligesom den er hjerteskærende smuk. Ikke alle af Glen Hansards (mandlig hovedperson) og Marketa Irglovas (kvindelig hovedperson) hjemmestrikkede sange er lige legendariske, men set fra et bredt perspektiv er de forbløffende velkomponerede. De indtager under alle omstændigheder en central plads i fortællingen om en mandlig og en kvindelig musiker, der forelsker sig i hinanden. Det er slående enkelt og forbandet smukt.