Be happy, don't be judgmental
5.0
En dejlig lille film, hvor det lykkes forfatter-instruktør Mike Leigh at skildre et livssyn frem for en decideret handling. Jeg elskede den ukueligt optimistiske skolelærer Poppy fra første scene, hvor hun opdager, at hendes cykel er blevet stjålet, og meget hurtigt bare griner og siger: "Men vi fik ikke engang sagt ordentligt farvel". Hvorefter hun beslutter sig for at tage kørekort i stedet.
Det er så heller ikke rigtigt, at der ikke er nogen handling i filmen, for lige præcis forløbet omkring kørekortet er det, der rammer hele filmen ind. Fra cyklen bliver stjålet, til Poppy til sidst kommer op at toppes med sin indestængt rasende kørelærer, der hader hele verden.
Og netop kørelæreren er én af de ting, der løfter "Happy-Go-Lucky" over det banale. For Poppy er ikke så positiv, at hun er naiv. I hendes verden findes der også grimme og væmmelige ting. Ud over kørelæreren er der en dreng i hendes skoleklasse, som får tæv derhjemme, og vi får også et par glimt af konflikter i Poppys egen familie. Og der er en stærk pointe i, at Poppy ikke er en lalleglad optimist, der bare tager sit 'happy face' på og håber, problemerne går væk. I stedet tør hun se folk i øjnene, spørge ind bag facaden og forsøge at hjælpe. Det bliver bedst illustreret i filmens allerbedste scene, hvor hun møder en gal hjemløs mand og trods sin egen åbenlyse nervøsitet opnår nogle få øjeblikke af menneskelig kontakt, inden galskaben opsluger ham igen.
Leighs pointe er ikke "be happy, don't worry", men "be happy, don't be judgmental" - og det er et meget klogt budskab.
Derudover er filmen så også rigtig godt udført. Leighs semi-improviserende arbejdsstil og tætte samarbejde med skuespillerne giver ikke mindst Sally Hawkins plads til at spille bragende godt som Poppy. Hun er med al sin livsglæde et meget levende og farvestrålende menneske. Men det er også værd at bemærke, hvor stærkt Alexis Zegerman spiller som Poppys bedste veninde og bofælle, Zoe. Hun er klart åndsbeslægtet med Poppy, men har lige lidt mere kynisme i sig - og derfor er scenerne med de to veninder noget af det, som skarpest definerer Poppy. Og så er Eddie Marsan også virkelig god og overraskende nuanceret som kørelæreren fra helvede.
Min eneste anke mod "Happy-Go-Lucky" er, at den bliver en smule langtrukken, fordi der netop ikke er en konstant fremadskridende handling. Men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at jeg accepterede Poppy og hendes livssyn fra første færd - og altså ikke først skulle overbevises om, at hun ikke var en naiv tosse.
"Happy-Go-Lucky" er en meget livsbekræftende oplevelse. Kan man andet end elske en film, hvis morale er, at man skal lade være med at blive voksen og sur - og i stedet uden omsvøb møde livet med glæde?
Det er så heller ikke rigtigt, at der ikke er nogen handling i filmen, for lige præcis forløbet omkring kørekortet er det, der rammer hele filmen ind. Fra cyklen bliver stjålet, til Poppy til sidst kommer op at toppes med sin indestængt rasende kørelærer, der hader hele verden.
Og netop kørelæreren er én af de ting, der løfter "Happy-Go-Lucky" over det banale. For Poppy er ikke så positiv, at hun er naiv. I hendes verden findes der også grimme og væmmelige ting. Ud over kørelæreren er der en dreng i hendes skoleklasse, som får tæv derhjemme, og vi får også et par glimt af konflikter i Poppys egen familie. Og der er en stærk pointe i, at Poppy ikke er en lalleglad optimist, der bare tager sit 'happy face' på og håber, problemerne går væk. I stedet tør hun se folk i øjnene, spørge ind bag facaden og forsøge at hjælpe. Det bliver bedst illustreret i filmens allerbedste scene, hvor hun møder en gal hjemløs mand og trods sin egen åbenlyse nervøsitet opnår nogle få øjeblikke af menneskelig kontakt, inden galskaben opsluger ham igen.
Leighs pointe er ikke "be happy, don't worry", men "be happy, don't be judgmental" - og det er et meget klogt budskab.
Derudover er filmen så også rigtig godt udført. Leighs semi-improviserende arbejdsstil og tætte samarbejde med skuespillerne giver ikke mindst Sally Hawkins plads til at spille bragende godt som Poppy. Hun er med al sin livsglæde et meget levende og farvestrålende menneske. Men det er også værd at bemærke, hvor stærkt Alexis Zegerman spiller som Poppys bedste veninde og bofælle, Zoe. Hun er klart åndsbeslægtet med Poppy, men har lige lidt mere kynisme i sig - og derfor er scenerne med de to veninder noget af det, som skarpest definerer Poppy. Og så er Eddie Marsan også virkelig god og overraskende nuanceret som kørelæreren fra helvede.
Min eneste anke mod "Happy-Go-Lucky" er, at den bliver en smule langtrukken, fordi der netop ikke er en konstant fremadskridende handling. Men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at jeg accepterede Poppy og hendes livssyn fra første færd - og altså ikke først skulle overbevises om, at hun ikke var en naiv tosse.
"Happy-Go-Lucky" er en meget livsbekræftende oplevelse. Kan man andet end elske en film, hvis morale er, at man skal lade være med at blive voksen og sur - og i stedet uden omsvøb møde livet med glæde?
28/09-2008
