"Take this sinking boat and point it home"
5.0
Vidunderlig lille irsk film om musik, kreativitet og kærlighed. En fyr står på strøget i Dublin og spiller sine sange, da en tjekkisk pige kommer forbi. Hun overlever ved at sælge blomster og The Big Issue (Hus Forbi), men det viser sig, at hun også er musiker - og den åbenlyse kemi mellem de to bliver på en uges tid til både musikalsk inspiration og gensidig tiltrækning.
"Once" fortæller egentlig en banal historie om to mennesker, der mødes tilfældigt og lynhurtigt finder en dyb samhørighed. Men ud af det kommer der en meget smuk film om musik som universelt sprog, og om at turde være kreativ, tage imod andres impulser og forfølge sine drømme. Samtidig er det en meget melankolsk fortælling, der endda også har en socialrealistisk undertone i sin nøgterne skildring af, hvordan dens personer hutler sig gennem tilværelsen.
Forfatter-instruktør John Carney har gjort et fantastisk job og skruet en fremragende film sammen for få midler - "Once" er lavet på et budget på ca. 1 mio. kr. Ét af Carneys største kup er, at han har castet musikere frem for skuespillere i de to hovedroller. De to, Glen Hansard og Markéta Irglová, har selvfølgelig ikke den store skuespilteknik at trække på, men klarer sig igennem på entusiasme (Hansard) og underspil (Irglová). Og til gengæld har de en helt, helt anden pondus, end et par skuespillere ville have haft, når de spiller og synger løs i filmens centrale musikalske scener. Det er også de to, der har skrevet størstedelen af filmens sange - ligesom Hansards anekdoter om at synge på gaden til at begynde med var med til at inspirere John Carney til at lave filmen.
Selv om "Once" fortæller en sød og fin lille historie, er det nemlig musikscenerne, der hæver den op til det fremragende. I moderne Hollywood-musicals kan man formentlig finde sangscener, der har kostet mere at lave end hele den her film tilsammen. Men de blegner ved siden af opsætningerne i "Once". Især mod slutningen, hvor de er i studiet for at indspille en demo af fyrens sange, bliver musikken leveret med en power og intensitet, som man meget sjældent finder på film. Helt simpelt fotograferet med klip mellem musikerne, der dybt koncentreret spiller *med* hinanden og spiller sig ud, mens Hansards vokal pitcher højere og højere og river én med. Fantastisk effektivt. Og én af sangene, "Falling Slowly", gav i øvrigt Hansard og Irglová en Oscar for Bedste Sang tidligere på året.
Som jeg allerede har skrevet: Vidunderlig film. Bør ses af alle kreative sjæle.
"Once" fortæller egentlig en banal historie om to mennesker, der mødes tilfældigt og lynhurtigt finder en dyb samhørighed. Men ud af det kommer der en meget smuk film om musik som universelt sprog, og om at turde være kreativ, tage imod andres impulser og forfølge sine drømme. Samtidig er det en meget melankolsk fortælling, der endda også har en socialrealistisk undertone i sin nøgterne skildring af, hvordan dens personer hutler sig gennem tilværelsen.
Forfatter-instruktør John Carney har gjort et fantastisk job og skruet en fremragende film sammen for få midler - "Once" er lavet på et budget på ca. 1 mio. kr. Ét af Carneys største kup er, at han har castet musikere frem for skuespillere i de to hovedroller. De to, Glen Hansard og Markéta Irglová, har selvfølgelig ikke den store skuespilteknik at trække på, men klarer sig igennem på entusiasme (Hansard) og underspil (Irglová). Og til gengæld har de en helt, helt anden pondus, end et par skuespillere ville have haft, når de spiller og synger løs i filmens centrale musikalske scener. Det er også de to, der har skrevet størstedelen af filmens sange - ligesom Hansards anekdoter om at synge på gaden til at begynde med var med til at inspirere John Carney til at lave filmen.
Selv om "Once" fortæller en sød og fin lille historie, er det nemlig musikscenerne, der hæver den op til det fremragende. I moderne Hollywood-musicals kan man formentlig finde sangscener, der har kostet mere at lave end hele den her film tilsammen. Men de blegner ved siden af opsætningerne i "Once". Især mod slutningen, hvor de er i studiet for at indspille en demo af fyrens sange, bliver musikken leveret med en power og intensitet, som man meget sjældent finder på film. Helt simpelt fotograferet med klip mellem musikerne, der dybt koncentreret spiller *med* hinanden og spiller sig ud, mens Hansards vokal pitcher højere og højere og river én med. Fantastisk effektivt. Og én af sangene, "Falling Slowly", gav i øvrigt Hansard og Irglová en Oscar for Bedste Sang tidligere på året.
Som jeg allerede har skrevet: Vidunderlig film. Bør ses af alle kreative sjæle.
06/10-2008
