Fantasiens helt store triumf

Som taget ud fra ens egen vilde fantasi om rumkrige, universet og aliens, stormer der et buldrende, imponerende bombastisk rumskib laserskydende efter et lille, rumfartøj, underlagt tonerne af monstrøs symfoni, som stadig den dag i dag, ejer en sjælden form for episk perfektion, hen over skærmen. En visuel mester har på enlig vis, formået at skabe et elsket univers, som gav og stadig giver sin famøse efterklang af lyssværd, et hvis tungt åndedræt og laserskud gennem hele filmhistorien. En efterklang som ved premieren gav slagkraft af dimensioner og lagde grundstenen for ægte, store Hollywood-blockbusters, eller decideret tog dette fænomen til nye højder.

’Star Wars’ – eller som jeg nostalgisk elsker, at kalde den, ’Stjernekrigen’ – har siden, George Lucas frygtløs kastede sig over projektet, skød alt i det han ejede og havde for efter, at kaste de enormt imponerende og grænseflyttende, fantastiske billeder i hovedet på os, revolutionerede filmhistorien, som det største filmprodukt nogensinde. Noget det stadig er i dag. For ’Stjernekrigen’ er fantasifuld, kommerciel underholdning med stort K. En stor og slagkraftig triumf for noget så barnligt og elskværdigt som fantasien.

’Stjernekrigen’ er først og fremmest et visuelt og fejende flot eventyr, som er en ren introduktion og en nødvendig grundsten for rejsen til en galakse langt, langt væk. Uden ’Stjernekrigen’ ville vi ikke have haft de efterfølgende film (det siger måske sig selv), og det syntes også, at være selve Lucas’ vision med hans første ’Star Wars’ film – at fortælle kerneinformationerne, forklare universet i korte og klare træk, for at udbasunerer de helt store og fantastiske elementer i den endnu bedre femmer. Derfor er ’Stjernekrigen’ også den mest nødvendige af filmene. Lucas er meget kortfattet i, at fortælle historien – og endda i perioder alt for hurtig, men det er et led i, at vi skal indvie os i det store univers hurtigst som muligt.

Desværre er det også ’Stjernekrigens’ helt store minus, foruden det meget teatralske og kantet skuespil. Lucas giver sig aldrig tid til, at arbejde med figurernes følelser (Lukes pludselig tab af Obi Wan bliver dårligt nok bearbejdet, kun af prinsesse Leia, som sødt og klicheagtigt trøster Luke) og han stiller det hele meget firkantet op for, at komme så let og ubesværet henover det. Alt med grunden til, at jappe videre til et endnu mere imponerende og betagende billedeelement i det store univers. Det er i sig selv også ganske forståeligt, da kræfterne mere skal ligges i den udbyggende ramme og ikke i selve øjnene hos figurerne – når de nu har nogle. Det gør Lucas til gengæld også, og man kan sige, at hvis karakterarbejdet havde været grundigere, ville filmen også have taget dobbelt så lang tid. Simpliciteten, de åbenlyse kontraster mellem de gode og onde – og den neutrale Han Solo, som er selvironiens fortællerstemme, som desuden bevirker til, at det hele ikke bliver alt for selvhøjtideligt – gør, at universet bliver let medgørligt og åbent for alle.

Hvad man så kan beundre og stadig fascineres over, er Lucas' sans for forførende, stor og enkel billedmagi. Han er visuel effects mester – måske endda den bedste i sin tid, utrolig innoverende – og han giver sig også godt rum til, at slynge ud af godteposen af store planet-panoreringer, store ørkenlandskaber, en svævende land-cruiser og et selvlysende sværd. Visuel lir som uomtvisteligt må have begejstret alle, der så filmen på det store lærred. Alt sammen tegnede med en yderst detaljeret hånd, som vækker en glædelig form for barnlig lyst til, at gå ud i haven og trække sin bambus pind, mens man imiterer Darth Vaders kyniske kampform og symbolske åndedræt. Akkurat samme opskrift Ringenes Herre filmene er bygget over.

’Stjernekrigen’ er et must for vel enhver med hang til eventyr. Lucas’ rumepos har nok sine psykologiske mangler, men den er også et visuelt perfektum, medrivende i sine mest farverige space-battles og intense i sin enlige sværdduel. Med andre ord, så skabte George Lucas det fundament, som Peter Jackson har byggede videre på, da han visuelt blændede verden væk med sine tre ligeså monstrøse og gode fantasy-epos. Hvor ’Ringens Herre 1’ er den bedste i rækken, så er ’Stjernekrigen’ det ikke. Men et bedre afsæt til en efterfølgende, legendarisk saga, kunne man næppe drømme om. Og så har man ikke engang hørt den tårepersende ”I am your father”, eller stiftet bekendtskab med en grønlig, baglæns talende jedi-goblin. Eventyret er nemlig først lige begyndt.