- Vanvid -

6.0
”The Thing”s eftermæle er af ikoniske dimensioner, og det er så sandelig med rette. Carpenters opus magna om et sagesløst hold forskere der i den bidende antarktiske kulde angribes af et mystisk væsen, er en sindssyg nervepirrende gyser, der forlanger og skam også får sin seers fulde opmærksomhed.

Det der forsegler værket som unikt fascinerende og decideret epokegørende (selvom Ridley og ”Alien” også har sin del af æren her) er den bragende kontrast mellem scenerne, hvor den dystre stilhed og det larmende helvede skiftes til at afløse hinanden. Transformationsscenerne ligner et mareridt fra et sygt sind - der er massiv gore for alle pengene i en sådan grad, at Carpenters mentale helbred gentagne gange tages op til revurdering. Netop denne galskab, manifesteret i de blodige kadavere, gør filmen sjældent mindeværdig - fantasien og vanviddet er på sit højeste her, særligt i form af effektarbejdet som er et lille mesterstykke i sig selv og i dag et skønt levn fra en svunden filmtid.

Ennio Morricones blændende lydside lukker og slukker i en über-cool slutscene, og mens man prøver at ryste den bidende uvished af sig under rulleteksterne, mærker man snigende at frygten først lige er begyndt. ”The Thing” tager fat i vores frygt for det ukendte, vrider den og hænger den bloddryppende til tørre i stiv kuling.
Det grusomme udefra