// Oliver Stones nuancerede men sure opstød //
5.0
Vi går nye tider i møde.
De sidste 8 år har verdens mægtigste og mest krævende stilling været besat af en mand, som mildest ikke har efterladt sig et godt ry. George W. Bush har måske gjort mere end nogen for Afrika, men han er måske blandt de præsidenter, som har flest ridser i lakken. Hans retoriske evner har været et stort emne på Youtube, The Late Show, The Daily Show osv., og vi har andre har virkelig grint af det (jeg har i hvert fald). Irak-krigen er dog måske den bedrift (eller manglende deraf), som W. vil blive huske bedst for. En krig af den mest kontroversielle kaliber, fordi den i virkeligheden aldrig skulle have fundet sted. Oliver Stone har påduttet sig en stor og krævende opgave - selvom det efterhånden er noget tid siden, vi har set et rustikt håndværk fra instruktøren - er han stærkt tilbage med det satiriske drama "W.". En historie om hvordan en mand, som Bush Jr. (Josh Brolin) kunne komme til roret som præsident.
Handlingen er sådan set ikke så spændende at skrive om, fordi den er ganske lineær. Der er flashbacks til Bush's unge "all-or-nothin'"-days, hvor han mest af alt er en redneck, der især er glad for sprut, piger og poker. Han får aldrig nogen bekræftelse af faderen, som tager utroligt tungt på ham (hvilket jo er ganske naturligt). Han går gennem et liv, hvor faderen hiver i trådene, og på intet tidspunkt er han selv nødt til at anstrenge sig specielt meget. Indtil han bestemmer sig for at stille op til guvernørvalg i 80erne. Forældrene er selvfølgelig meget mistroiske, men det lykkes ham alligevel at fuldføre sit mål. Han hjælper til ved faderens præsidentkampagne, men er fyldt med ambivalente følelser omkring affæren. Hvad skal der ske med ham, hvis han bliver valgt? Vil han overhovedet have faderen til at vinde? Som vi jo alle ved, så vandt Bush sr. præsidentvalget og vandt Golfkrigen, som nok er et af historiens mindst blodige krige. En stor bedrift. Men økonomien i indlandet hænger ikke sammen, og nederlaget til Clinton tager ufatteligt hårdt på hele Bush-klanen.
Bush Jr. finder sit kald i kristendommen, og iflg. ham selv, er det Gud som ønsker at han skal stille op til præsidentvalg; han føler sig udset til at ændre verden. Man hører ikke videre om den fusk ved valget som endte med at være til fordel for Bush, og det har sådan set heller ingen betydning for filmens historie. Fokus ligger i optakten til Irak-krigen, og hvilke tanker og grundlag der blev fremstillet og diskuteret for at starte krigen. Særligt ejendommelige er scenerne, hvor det sådan set kun er Bush's bagland (Rumsfeld, Powell, Rice, Cheney osv.) der sådan set fremstiller sagerne. Bush sidder blot i baggrunden og nærmest beundrer deres intelligenser. Et scenarie, som jeg sagtens kunne forestille mig virkeligheden. Men som vi alle vidste, er det jo i realiteten olien, som er det sande mål. Hårene begynder også så småt at rejse sig, når Cheney (fremragende spillet af Richard Dreyfuss) begynder at snakke om det amerikanske imperium, at friheden og demokratiet SKAL indføres, no matter what. Der er altså ikke langt til diktatorer som Hitler, Stalin og Hussein for den sags skyld. Dertil fremfører Stone også et motiv fra Bush's egen side; hævne sin fader ved at fjerne Hussein fra magten. Og som Sr. også fortæller sin søn, så er det yderst vitalt at holde personlige følelser adskilt fra politik.
Filmen er først og fremmest nuanceret. Bush bliver ikke blot skildret som præsident, men også som menneske. Og mellem disse to størrelser er der en stor uligevægt. Bush har levet i skyggen af sin fader, og har aldrig kunne stille ham tilfreds uanset hvad. Det var den ældre søn Jeb Bush, som familien havde sine store forventninger til, og han tabte sit guvernørvalg i Florida, på samme tid som Bush Jr. vandt sit. Et faktum, som familien aldrig rigtig kommer sig over. Og det har garanteret ikke været nemt for manden. Det er dog vigtigt at bide mærke, at dette faktum så ikke retfærdiggør Bush som præsident. Manden så sit præsidentembede som et svar fra Gud, hvilket jo er på grænsen til religiøs fundamentalisme. Det er jo ikke et hvilket som helst embede, og det er netop hvad Stone fremstiller. Filmen er et slags surt opstød over hvordan den gængse amerikaner (og resten af verden) sådan kunne lade sig narre af en mand, som aldrig nogensinde skulle sidde ved posten. Han er ganske enkelt som en marionetdukke uden nogen form for individualitet, men som blot blev styret af sit bagland, og lige så snart journalister og diverse politikere forsøgte at klippe trådene over, kunne han ikke længer stå på egne ben. Specielt een scene fremfører dette effektivt, hvor en journalist ganske enkelt spørger hvilke fejl, han selv synes, at han har begået som præsident. Svaret står ikke på papiret, og Jr. bevæger sig dybere og dybere ud på det store hav, og kan ganske enkelt ikke svare på et såre simpelt spørgsmål. Dette er Bush i en nøddeskal, hvilket også nærmest poetisk vises i filmens sidste scene. Bush står i jakkesæt på et tomt baseball-stadion. En baseball bliver skudt afsted og han begynder at løbe bagud for at kunne gribe den. Han stopper dog op og kan ikke se bolden, og kameraet zoomer langsomt ind på en Bush, som befinder sig i ingenmandsland. Han er klar til at gribe bolden, men hvilket nytte gør det, hvis man i virkeligheden ikke forstår spillet.
W. er en rigtig god film, som oser af professionalitet. Der er steder, som godt nok irriterer mig som seer, fx valget af Scott Glen som Rumsfeld virker ikke troværdigt nok, for det første fordi han ikke ligner ham. De få sekunder som Ioan Gruffudd giver den som den tidlgere engelske premiereminister Blair virker ganske enkelt heller ikke overbevisende, hvilket Bush's telefonsamtale med den tidligere franske præsident Jacques Chirac sådan set heller ikke gør; scenen er alt for påtvunget og grænser nærmest op til en kliché. Resten af skuespillerne er dog helt oppe at ringe; Thandie Newton er lige så røvirriterende som virkelighedens Condoleezza Rice, Tobey Jones er helt igennem perfekt som Bush's rådgiver Karl Roven, Jeffrey Wright ER Colin Powell og som nævnt tidligere giver Richard Dreyfuss den også hele armen som Dick Cheney, og det er ganske enkelt en fryd at se på. Men der er vist ikke store tvivl om, at det er Josh Brolin som er virtuosen. Hvad har vi ikke at takke Rodriguez og Coen-brødrene for, at de har udviklet Brolin til den skuespiller, han er i dag. Hans eneste "rigtige" rolle før Planet Terror og No Country... var som Dr. Matthew Kensington i den skrækkelige Hollow Man. Siden da har Brolin spillet den ene fantastiske rolle efter den anden, og han er i virkeligheden måske den bedste mandlige skuespiller i USA for tiden. Der er momenter, hvor man ikke kan se forskellen mellem Brolin og Bush, og det kan man så tyde som man vil. I filmen virker det i hvert fald helt fantastisk. Mimikken, accenten, grinet og udseendet rammer ganske enkelt helt plet, og jeg kan simpelthen ikke pege på noget negativt ved hans præstation. Hvis ikke andet, så burde filmen ses bare på grund af ham.
Heldigvis er der også andre kvaliteter, og som altid viser Stone, at han altså også er god til at skrue en meningsfuld historie sammen (som dog nogle gange kan virke en smule rodet i W.). Billedsiden er også ganske flot udført, her tænkes især på Bush's løbetur, hvor kameraet filmer ham i et nærbillede og følger hans løbeskridt. Her er man helt inde i livet på ham, råt og ligepå. Phedon Papamichael (3:10 To Yuma, Walk The Line, Sideways) har endnu engang vist sig at være en sand poet, når det kommer til lys og skygger. Alt i alt er det helt sikkert et af de bedste film, der vises i biografen for tiden, og jeg synes den udgøres af en række habile elementer, som gør den værd at se. Det er et yderst svært projekt Stone har bevæget sig ud på, og jeg synes han har lavet en film, som ikke rigtig kunne laves bedre - om der overhovedet har været behov for W. kan man jo så altid diskutere. En ting er i hvert fald sikkert; vi går en ny tid i møde, og det er altid sundt at bearbejde tidligere hændelser for at man kan starte på et nyt kapitel. Lad os håbe, at Bush (og det han repræsenterer) som præsident nu for alvor er et overstået kapitel, og så ønsker jeg ham sådan set al fred og lykke fremover. Det er vigtigt at huske, at han også er et menneske ligesom dig og mig; som har brug for at sidde og stene til sportsnyhederne med en øl og sin sorte hund, sin kones trøst, sin faders anerkendelse osv. En præsident er han i hvert fald ikke, og det skal amerikanerne til at bearbejde nu, hvilket ikke er en nem opgave.
De sidste 8 år har verdens mægtigste og mest krævende stilling været besat af en mand, som mildest ikke har efterladt sig et godt ry. George W. Bush har måske gjort mere end nogen for Afrika, men han er måske blandt de præsidenter, som har flest ridser i lakken. Hans retoriske evner har været et stort emne på Youtube, The Late Show, The Daily Show osv., og vi har andre har virkelig grint af det (jeg har i hvert fald). Irak-krigen er dog måske den bedrift (eller manglende deraf), som W. vil blive huske bedst for. En krig af den mest kontroversielle kaliber, fordi den i virkeligheden aldrig skulle have fundet sted. Oliver Stone har påduttet sig en stor og krævende opgave - selvom det efterhånden er noget tid siden, vi har set et rustikt håndværk fra instruktøren - er han stærkt tilbage med det satiriske drama "W.". En historie om hvordan en mand, som Bush Jr. (Josh Brolin) kunne komme til roret som præsident.
Handlingen er sådan set ikke så spændende at skrive om, fordi den er ganske lineær. Der er flashbacks til Bush's unge "all-or-nothin'"-days, hvor han mest af alt er en redneck, der især er glad for sprut, piger og poker. Han får aldrig nogen bekræftelse af faderen, som tager utroligt tungt på ham (hvilket jo er ganske naturligt). Han går gennem et liv, hvor faderen hiver i trådene, og på intet tidspunkt er han selv nødt til at anstrenge sig specielt meget. Indtil han bestemmer sig for at stille op til guvernørvalg i 80erne. Forældrene er selvfølgelig meget mistroiske, men det lykkes ham alligevel at fuldføre sit mål. Han hjælper til ved faderens præsidentkampagne, men er fyldt med ambivalente følelser omkring affæren. Hvad skal der ske med ham, hvis han bliver valgt? Vil han overhovedet have faderen til at vinde? Som vi jo alle ved, så vandt Bush sr. præsidentvalget og vandt Golfkrigen, som nok er et af historiens mindst blodige krige. En stor bedrift. Men økonomien i indlandet hænger ikke sammen, og nederlaget til Clinton tager ufatteligt hårdt på hele Bush-klanen.
Bush Jr. finder sit kald i kristendommen, og iflg. ham selv, er det Gud som ønsker at han skal stille op til præsidentvalg; han føler sig udset til at ændre verden. Man hører ikke videre om den fusk ved valget som endte med at være til fordel for Bush, og det har sådan set heller ingen betydning for filmens historie. Fokus ligger i optakten til Irak-krigen, og hvilke tanker og grundlag der blev fremstillet og diskuteret for at starte krigen. Særligt ejendommelige er scenerne, hvor det sådan set kun er Bush's bagland (Rumsfeld, Powell, Rice, Cheney osv.) der sådan set fremstiller sagerne. Bush sidder blot i baggrunden og nærmest beundrer deres intelligenser. Et scenarie, som jeg sagtens kunne forestille mig virkeligheden. Men som vi alle vidste, er det jo i realiteten olien, som er det sande mål. Hårene begynder også så småt at rejse sig, når Cheney (fremragende spillet af Richard Dreyfuss) begynder at snakke om det amerikanske imperium, at friheden og demokratiet SKAL indføres, no matter what. Der er altså ikke langt til diktatorer som Hitler, Stalin og Hussein for den sags skyld. Dertil fremfører Stone også et motiv fra Bush's egen side; hævne sin fader ved at fjerne Hussein fra magten. Og som Sr. også fortæller sin søn, så er det yderst vitalt at holde personlige følelser adskilt fra politik.
Filmen er først og fremmest nuanceret. Bush bliver ikke blot skildret som præsident, men også som menneske. Og mellem disse to størrelser er der en stor uligevægt. Bush har levet i skyggen af sin fader, og har aldrig kunne stille ham tilfreds uanset hvad. Det var den ældre søn Jeb Bush, som familien havde sine store forventninger til, og han tabte sit guvernørvalg i Florida, på samme tid som Bush Jr. vandt sit. Et faktum, som familien aldrig rigtig kommer sig over. Og det har garanteret ikke været nemt for manden. Det er dog vigtigt at bide mærke, at dette faktum så ikke retfærdiggør Bush som præsident. Manden så sit præsidentembede som et svar fra Gud, hvilket jo er på grænsen til religiøs fundamentalisme. Det er jo ikke et hvilket som helst embede, og det er netop hvad Stone fremstiller. Filmen er et slags surt opstød over hvordan den gængse amerikaner (og resten af verden) sådan kunne lade sig narre af en mand, som aldrig nogensinde skulle sidde ved posten. Han er ganske enkelt som en marionetdukke uden nogen form for individualitet, men som blot blev styret af sit bagland, og lige så snart journalister og diverse politikere forsøgte at klippe trådene over, kunne han ikke længer stå på egne ben. Specielt een scene fremfører dette effektivt, hvor en journalist ganske enkelt spørger hvilke fejl, han selv synes, at han har begået som præsident. Svaret står ikke på papiret, og Jr. bevæger sig dybere og dybere ud på det store hav, og kan ganske enkelt ikke svare på et såre simpelt spørgsmål. Dette er Bush i en nøddeskal, hvilket også nærmest poetisk vises i filmens sidste scene. Bush står i jakkesæt på et tomt baseball-stadion. En baseball bliver skudt afsted og han begynder at løbe bagud for at kunne gribe den. Han stopper dog op og kan ikke se bolden, og kameraet zoomer langsomt ind på en Bush, som befinder sig i ingenmandsland. Han er klar til at gribe bolden, men hvilket nytte gør det, hvis man i virkeligheden ikke forstår spillet.
W. er en rigtig god film, som oser af professionalitet. Der er steder, som godt nok irriterer mig som seer, fx valget af Scott Glen som Rumsfeld virker ikke troværdigt nok, for det første fordi han ikke ligner ham. De få sekunder som Ioan Gruffudd giver den som den tidlgere engelske premiereminister Blair virker ganske enkelt heller ikke overbevisende, hvilket Bush's telefonsamtale med den tidligere franske præsident Jacques Chirac sådan set heller ikke gør; scenen er alt for påtvunget og grænser nærmest op til en kliché. Resten af skuespillerne er dog helt oppe at ringe; Thandie Newton er lige så røvirriterende som virkelighedens Condoleezza Rice, Tobey Jones er helt igennem perfekt som Bush's rådgiver Karl Roven, Jeffrey Wright ER Colin Powell og som nævnt tidligere giver Richard Dreyfuss den også hele armen som Dick Cheney, og det er ganske enkelt en fryd at se på. Men der er vist ikke store tvivl om, at det er Josh Brolin som er virtuosen. Hvad har vi ikke at takke Rodriguez og Coen-brødrene for, at de har udviklet Brolin til den skuespiller, han er i dag. Hans eneste "rigtige" rolle før Planet Terror og No Country... var som Dr. Matthew Kensington i den skrækkelige Hollow Man. Siden da har Brolin spillet den ene fantastiske rolle efter den anden, og han er i virkeligheden måske den bedste mandlige skuespiller i USA for tiden. Der er momenter, hvor man ikke kan se forskellen mellem Brolin og Bush, og det kan man så tyde som man vil. I filmen virker det i hvert fald helt fantastisk. Mimikken, accenten, grinet og udseendet rammer ganske enkelt helt plet, og jeg kan simpelthen ikke pege på noget negativt ved hans præstation. Hvis ikke andet, så burde filmen ses bare på grund af ham.
Heldigvis er der også andre kvaliteter, og som altid viser Stone, at han altså også er god til at skrue en meningsfuld historie sammen (som dog nogle gange kan virke en smule rodet i W.). Billedsiden er også ganske flot udført, her tænkes især på Bush's løbetur, hvor kameraet filmer ham i et nærbillede og følger hans løbeskridt. Her er man helt inde i livet på ham, råt og ligepå. Phedon Papamichael (3:10 To Yuma, Walk The Line, Sideways) har endnu engang vist sig at være en sand poet, når det kommer til lys og skygger. Alt i alt er det helt sikkert et af de bedste film, der vises i biografen for tiden, og jeg synes den udgøres af en række habile elementer, som gør den værd at se. Det er et yderst svært projekt Stone har bevæget sig ud på, og jeg synes han har lavet en film, som ikke rigtig kunne laves bedre - om der overhovedet har været behov for W. kan man jo så altid diskutere. En ting er i hvert fald sikkert; vi går en ny tid i møde, og det er altid sundt at bearbejde tidligere hændelser for at man kan starte på et nyt kapitel. Lad os håbe, at Bush (og det han repræsenterer) som præsident nu for alvor er et overstået kapitel, og så ønsker jeg ham sådan set al fred og lykke fremover. Det er vigtigt at huske, at han også er et menneske ligesom dig og mig; som har brug for at sidde og stene til sportsnyhederne med en øl og sin sorte hund, sin kones trøst, sin faders anerkendelse osv. En præsident er han i hvert fald ikke, og det skal amerikanerne til at bearbejde nu, hvilket ikke er en nem opgave.
08/12-2008
