Stones skinangreb på Bush
3.0
Da jeg hørte, at Oliver Stone lavede en film om George W. Bush, tænkte jeg - som vel de fleste andre - at det lød som et spændende, politisk og kontroversielt projekt. Men resultatet er overraskende nok blevet et velproduceret, sobert og egentlig ret uinteressant præsidentportræt. Stones politiske holdninger skinner igennem, men kun indirekte. I stedet har han forsøgt at fokusere på mennesket Bush, uden at det for alvor lykkes at komme tæt på ham.
Filmens nutid foregår omkring den beslutning, som for altid vil definere George W. Bushs præsidentskab: Angrebet på Irak. Undervejs i det forløb klipper Stone så tilbage i en serie flashbacks, der beskriver, hvordan Bush udviklede sig fra at være en talentløs Yale-studerende til at blive præsident. Det er en klassisk måde at lave portrætfilm på, og det virker glimrende som ramme for "W.".
Det er primært i portrættet af personen George W. Bush, at "W." har noget at fortælle. Filmen er bygget op omkring den tese, at Bush junior endte med at gå efter præsidentposten for at bevise over for sin far, at han kunne - faderen mente nemlig, at det var lillebror Jeb, som havde talentet til at blive commander-in-chief. Det er selvsagt en interessant historie, at et mindreværdskompleks fører til posten som verdens mest magtfulde mand. "W." giver et overraskende sympatisk portræt af en mand, der starter som alkoholiseret døgenigt, bliver præsident på trods og ender med selv at måtte erkende, at det var mere, end han kunne klare.
Den del fungerer godt, men alligevel virker portrættet af hovedpersonen temmelig ufuldstændigt. Stone springer let og elegant hen over Bushs genfødsel som fundamentalistisk evangelistisk kristen - det bliver bare konstateret, ikke uddybet. Og man får heller aldrig en forklaring på, hvordan manden bar sig ad med først at beslutte at angribe Irak uden håndgribelige beviser på masseødelæggelsesvåben - og senere lyde, som om han selv var 100% overbevist, når han sagde, at de var sikre på, at Saddam Hussein havde dem. Jeg savnede simpelt hen nogle brikker i puslespillet, hvis filmen gerne ville give et dybt portræt af George W. Bush.
I skildringen af den politiske proces kommer "W." ikke videre end det, man allerede ved eller har hørt rygter om. Det er ikke overraskende, at geopolitisk dominans, adgang til olie og ønsket om at blive genvalgt indgår i beslutningen om at gå i krig. Den personlige dynamik mellem medlemmerne af Bushs regering har også været beskrevet tidligere, bl.a. i Bob Woodwards bog "Plan of Attack".
"W." kunne have været langt skarpere, for det ville ikke have været svært at stille mere direkte spørgsmål ved Bushs indsats som præsident. I stedet nøjes Stone med at lade manden være til grin via offentlige udtalelser, som jo allerede er kendte, og ved satirisk at bruge "The Yellow Rose of Texas" som underlægningsmusik udvalgte steder. Det understregede for mig, at Stone ikke har respekt for manden - og hvis den slags er dagsordenen, foretrækker jeg Michael Moores frontalangreb.
Bortset fra det er "W." så i øvrigt en velproduceret film. Nydeligt skruet sammen rent visuelt med skuespillerne fint manipuleret ind i historiske billeder, godt klippet og generelt velspillet. Skuespillerne har ellers en stor udfordring i at spille virkelige mennesker, vi har set på tv for ganske nylig, men det virker o.k.
Josh Brolin er glimrende som en George W. Bush, der er mere værdig end virkelighedens, og omkring ham er der en stribe fine spillere i birollerne. Richard Dreyfuss er fantastisk som kabinettets store manipulator, Dick Cheney, Elizabeth Banks gør Laura Bush utroligt sympatisk, og James Cromwell dominerer sine scener som George Bush senior. Hvis tid som præsident i øvrigt fremstår som langt mere fornuftig, når man ser på, hvad sønnike har bedrevet. I den anden ende af skalaen havde jeg det især svært med Thandie Newtons parodiske udgave af Condoleezza Rice, der virker som en nikkedukke uden den åbenlyse power og intelligens, hun har i virkeligheden.
Generelt har "W." også en stor udfordring i at skulle portrættere en præsident og hans regering, mens manden endnu er ved magten, og den når på ingen måde frem til den endelige konklusion om George W. Bushs præsidentskab, selv om den altså er velproduceret og sober. Jeg er sikker på, at der vil blive lavet markant bedre film om Bushs præsidentperiode, når begivenhederne er kommet lidt mere på afstand.
Filmens nutid foregår omkring den beslutning, som for altid vil definere George W. Bushs præsidentskab: Angrebet på Irak. Undervejs i det forløb klipper Stone så tilbage i en serie flashbacks, der beskriver, hvordan Bush udviklede sig fra at være en talentløs Yale-studerende til at blive præsident. Det er en klassisk måde at lave portrætfilm på, og det virker glimrende som ramme for "W.".
Det er primært i portrættet af personen George W. Bush, at "W." har noget at fortælle. Filmen er bygget op omkring den tese, at Bush junior endte med at gå efter præsidentposten for at bevise over for sin far, at han kunne - faderen mente nemlig, at det var lillebror Jeb, som havde talentet til at blive commander-in-chief. Det er selvsagt en interessant historie, at et mindreværdskompleks fører til posten som verdens mest magtfulde mand. "W." giver et overraskende sympatisk portræt af en mand, der starter som alkoholiseret døgenigt, bliver præsident på trods og ender med selv at måtte erkende, at det var mere, end han kunne klare.
Den del fungerer godt, men alligevel virker portrættet af hovedpersonen temmelig ufuldstændigt. Stone springer let og elegant hen over Bushs genfødsel som fundamentalistisk evangelistisk kristen - det bliver bare konstateret, ikke uddybet. Og man får heller aldrig en forklaring på, hvordan manden bar sig ad med først at beslutte at angribe Irak uden håndgribelige beviser på masseødelæggelsesvåben - og senere lyde, som om han selv var 100% overbevist, når han sagde, at de var sikre på, at Saddam Hussein havde dem. Jeg savnede simpelt hen nogle brikker i puslespillet, hvis filmen gerne ville give et dybt portræt af George W. Bush.
I skildringen af den politiske proces kommer "W." ikke videre end det, man allerede ved eller har hørt rygter om. Det er ikke overraskende, at geopolitisk dominans, adgang til olie og ønsket om at blive genvalgt indgår i beslutningen om at gå i krig. Den personlige dynamik mellem medlemmerne af Bushs regering har også været beskrevet tidligere, bl.a. i Bob Woodwards bog "Plan of Attack".
"W." kunne have været langt skarpere, for det ville ikke have været svært at stille mere direkte spørgsmål ved Bushs indsats som præsident. I stedet nøjes Stone med at lade manden være til grin via offentlige udtalelser, som jo allerede er kendte, og ved satirisk at bruge "The Yellow Rose of Texas" som underlægningsmusik udvalgte steder. Det understregede for mig, at Stone ikke har respekt for manden - og hvis den slags er dagsordenen, foretrækker jeg Michael Moores frontalangreb.
Bortset fra det er "W." så i øvrigt en velproduceret film. Nydeligt skruet sammen rent visuelt med skuespillerne fint manipuleret ind i historiske billeder, godt klippet og generelt velspillet. Skuespillerne har ellers en stor udfordring i at spille virkelige mennesker, vi har set på tv for ganske nylig, men det virker o.k.
Josh Brolin er glimrende som en George W. Bush, der er mere værdig end virkelighedens, og omkring ham er der en stribe fine spillere i birollerne. Richard Dreyfuss er fantastisk som kabinettets store manipulator, Dick Cheney, Elizabeth Banks gør Laura Bush utroligt sympatisk, og James Cromwell dominerer sine scener som George Bush senior. Hvis tid som præsident i øvrigt fremstår som langt mere fornuftig, når man ser på, hvad sønnike har bedrevet. I den anden ende af skalaen havde jeg det især svært med Thandie Newtons parodiske udgave af Condoleezza Rice, der virker som en nikkedukke uden den åbenlyse power og intelligens, hun har i virkeligheden.
Generelt har "W." også en stor udfordring i at skulle portrættere en præsident og hans regering, mens manden endnu er ved magten, og den når på ingen måde frem til den endelige konklusion om George W. Bushs præsidentskab, selv om den altså er velproduceret og sober. Jeg er sikker på, at der vil blive lavet markant bedre film om Bushs præsidentperiode, når begivenhederne er kommet lidt mere på afstand.
09/12-2008
