Halvgjort midtvejskrise

2.0
Den glemte dogmebroder, Kristian Levring, har lavet sin første rent danske film i mere end 20 år med denne fabel om en midaldrende mand, der er utilfreds med sit liv. Han har taget orlov fra sit arbejde og laver ingenting, så da hans svoger skal teste en ny depressionsmedicin, tilbyder han at deltage. Men pillerne fjerner hans sociale hæmninger, og snart begynder han at terrorisere sin kone og datter psykisk.

På overfladen ligner "Den du frygter" en klassisk thriller om den almindelige, småkedelige ægtemand, der viser sig at være en psykopat. Men Levrings historie handler i virkeligheden om midtvejskrise. Om en mand, der er låst fast i det pæne liv med familie og fast ejendom og kontorjob og parmiddage, og som ikke kan finde ud af at bryde sin trummerum. Når filmen hedder "Den du frygter", hentyder det ikke til, at konen og datteren skal frygte hovedpersonen, men derimod at han frygter sig selv. Han tør ikke se sig selv i øjnene og indrømme, at han ikke lever op til sine egne forventninger - det kommer kun frem med pillerne som katalysator.

Jeg synes, filmens tema er spændende, og at Levring angriber det fra en interessant vinkel. Men jeg synes bare ikke, han lykkes særlig godt i udførelsen. "Den du frygter" er sløv i optrækket og temmelig fortænkt - især understreget af hovedpersonens dagbog, der tjener som en irriterende spekulativ voice-over. Filmen får aldrig taget et hårdt greb om sit tema, men bliver bekvemt på den intellektuelle overflade. Jeg kom hurtigt til at kede mig, og så hjælper det ikke meget, at historiens ene store twist faktisk er rigtig godt udført, da det kommer i sidste tredjedel. Og derefter synker Levring så ned i at lave banal thriller, som alligevel ikke bliver rigtig spændende.

Rent teknisk er filmens ellers godt skruet sammen, særligt med nogle fine billeder undervejs. I hovedrollen gør Ulrich Thomsen det glimrende som endnu en træmand i opløsning, og der er også solide birolle-præstationer af især Paprika Steen som hans kone og Bjarne Henriksen som hans bedste barndomsven.

Men det ændrer ikke ved, at "Den du frygter" føles alt for halvgjort. Man kan sige, at Kristian Levring og medforfatter Anders Thomas Jensen har lokaliseret lorten og såmænd også har fundet sig en pind - men de nøjes med pirke lidt forsigtigt til lorten frem for at finde modet til at jage pinden lige ned i midten.
Den du frygter