Kærlighedskarussel
5.0
Max Ophüls er en vidunderlig instruktør med sublim sans for iscenesættelse og fortælling på film.
I ”La Ronde” tager han os på en rundtur i en kærlighedskarussel. En prostitueret fisker en soldat fra gaden. Soldaten danser med en tjenestepige. Tjenestepigen forfører sin unge herre. Den unge mand tilbringer en nat med en rigmands hustru. Og så videre, og så videre.
I midten af karussellen står en altvidende fortæller (Anton Walbrook). Han sætter det hele i gang ved at give den prostituerede sin rolle. Han gemmer sig i krogene som tjenestemand, som forbipasserende, som underbo. Han fører endda personerne fra den ene scene til den anden. Han valser elegant ud af den fjerde mur.
Hele filmen er gennemsyret af selvbevidst ironi. Som da en poet (spillet af Jean-Louis Barrault fra ”Les Enfants du Paradis) fyrer lange romantiske smører af til en pige og bruger det i sit teaterstykke, hvorpå skuespillerne hånligt siger til ham, at sådan er der ingen, der taler i virkeligheden. Der gøres grin med selvhøjtidelige hanrejer og enhver anden, der bilder sig ind at kærlighed er andet end flygtige, forfængelige bekendtskaber. Der eksisterer ikke en lykke, kun en flygtig glæde. Som en karakter siger: ”The future is unknown, the past is melancholy, we only have the present.”
Max Ophüls mise-en-scene er så elegant med bløde tracking shots i smukke kulisser, at filmen er en uimodståelig fornøjelse for filmfjolser som mig. Vores fortæller punkterer ethvert anslag til seriøs kærlighed med perfekt komisk timing. ”La Ronde” er forførende filmkunst.
I ”La Ronde” tager han os på en rundtur i en kærlighedskarussel. En prostitueret fisker en soldat fra gaden. Soldaten danser med en tjenestepige. Tjenestepigen forfører sin unge herre. Den unge mand tilbringer en nat med en rigmands hustru. Og så videre, og så videre.
I midten af karussellen står en altvidende fortæller (Anton Walbrook). Han sætter det hele i gang ved at give den prostituerede sin rolle. Han gemmer sig i krogene som tjenestemand, som forbipasserende, som underbo. Han fører endda personerne fra den ene scene til den anden. Han valser elegant ud af den fjerde mur.
Hele filmen er gennemsyret af selvbevidst ironi. Som da en poet (spillet af Jean-Louis Barrault fra ”Les Enfants du Paradis) fyrer lange romantiske smører af til en pige og bruger det i sit teaterstykke, hvorpå skuespillerne hånligt siger til ham, at sådan er der ingen, der taler i virkeligheden. Der gøres grin med selvhøjtidelige hanrejer og enhver anden, der bilder sig ind at kærlighed er andet end flygtige, forfængelige bekendtskaber. Der eksisterer ikke en lykke, kun en flygtig glæde. Som en karakter siger: ”The future is unknown, the past is melancholy, we only have the present.”
Max Ophüls mise-en-scene er så elegant med bløde tracking shots i smukke kulisser, at filmen er en uimodståelig fornøjelse for filmfjolser som mig. Vores fortæller punkterer ethvert anslag til seriøs kærlighed med perfekt komisk timing. ”La Ronde” er forførende filmkunst.
19/01-2009
