Traditionel film om utraditionelt tema
4.0
Så sent som i november sidste år stemte et befolkningsflertal i Californien for at forbyde ægteskab blandt homoseksuelle; op imod hver fjerde europæer er imod homo-ægteskaber og alene herhjemme er såkaldte hate-crimes imod bøsser intet særsyn. Tematisk har Milk, der udspiller i 1970’ernes San Francisco, med andre ord stadig sin aktualitet i behold.
I kampen mod magthavernes diskrimination har de amerikanske filmstudier spyttet utallige film ud om de sortes kamp for frihed og rettigheder, mens homoseksuelles kamp meget sjældent har været et tema for film. Om end dødssyge Tom Hanks havde sin sag for i Philadelphia, og makkerparret Ledger/Gyllenhaal i følelsesmæssig forstand kæmpede deres kamp i Brokeback Mountain.
I Milk hiver den evigt interessante instruktør Gus van Sant, der selv er bøsse, en af de homoseksuelles absolutte frontkæmpere frem i lyset. Da Harvey Milk i 1978 blev valgt til byrådet i San Francisco var han således den første erklærede bøsse, der blev valgt til et offentligt embede i Californien. Han var personificeringen på bevægelsen. Og på kampen imod de omrejsende homohadere, sangerinden Anita Bryant og senator John Briggs, der med Gud som sandhedsvidne vil have fyret offentligt ansatte homoseksuelle og det, der er værre. Og i tilsyneladende mindre grad i kampen mod den tvetydige politiske modstander på rådhuset Dan White (Josh Brolin).
Vi følger Harvey Milk fra hans 40-års fødselsdag, hvor han møder kæresten Scott (James Franco), over udviklingen til først gadeaktivist med hippielook, siden kortkippet politikertype med jakkesæt og til hans død kort efter valget til byrådet. At Harvey Milk ender som martyr for homobevægelsen er ingen hemmelighed allerede fra start af filmen.
Milk er en god film. Milk er en rigtig god film. Interessant, vigtig og velspillet. Selvfølgelig ikke mindst i form af det 21. århundreds bedste skuespiller so far – Sean Penn – i den altdominerende hovedrolle. Han spiller sin frontkæmpet til kanten, men aldrig over og stjæler hver en scene fra et i øvrigt velspillende cast.
Men Milk er også en meget, meget traditionel biografi-film. Og det er den største skuffelse ved en film, som kritikere står i kø for at udnævne som den mest værdige Oscar vinder senere på måneden. Der er noget episodisk over Milk, hvor enkeltstående vigtige begivenheder lige skal have et par scener, inden vi skal videre til det næste. En sygdom rigtig mange film i genren i større eller mindre grad lider under.
Det er i langt højere grad et portræt af politikeren Harvey Milk end mennesket Harvey Milk. Det er vel i grunden ikke et forkert fokus, men det betyder blandt andet at Milks privatliv – hvor James Franco undervejs bliver byttet ud med Diego Luna – præsenteres så drypvis, at det er strengt taget umuligt at engagere sig, selv da der sker endog meget alvorlige sager.
I kampen mod magthavernes diskrimination har de amerikanske filmstudier spyttet utallige film ud om de sortes kamp for frihed og rettigheder, mens homoseksuelles kamp meget sjældent har været et tema for film. Om end dødssyge Tom Hanks havde sin sag for i Philadelphia, og makkerparret Ledger/Gyllenhaal i følelsesmæssig forstand kæmpede deres kamp i Brokeback Mountain.
I Milk hiver den evigt interessante instruktør Gus van Sant, der selv er bøsse, en af de homoseksuelles absolutte frontkæmpere frem i lyset. Da Harvey Milk i 1978 blev valgt til byrådet i San Francisco var han således den første erklærede bøsse, der blev valgt til et offentligt embede i Californien. Han var personificeringen på bevægelsen. Og på kampen imod de omrejsende homohadere, sangerinden Anita Bryant og senator John Briggs, der med Gud som sandhedsvidne vil have fyret offentligt ansatte homoseksuelle og det, der er værre. Og i tilsyneladende mindre grad i kampen mod den tvetydige politiske modstander på rådhuset Dan White (Josh Brolin).
Vi følger Harvey Milk fra hans 40-års fødselsdag, hvor han møder kæresten Scott (James Franco), over udviklingen til først gadeaktivist med hippielook, siden kortkippet politikertype med jakkesæt og til hans død kort efter valget til byrådet. At Harvey Milk ender som martyr for homobevægelsen er ingen hemmelighed allerede fra start af filmen.
Milk er en god film. Milk er en rigtig god film. Interessant, vigtig og velspillet. Selvfølgelig ikke mindst i form af det 21. århundreds bedste skuespiller so far – Sean Penn – i den altdominerende hovedrolle. Han spiller sin frontkæmpet til kanten, men aldrig over og stjæler hver en scene fra et i øvrigt velspillende cast.
Men Milk er også en meget, meget traditionel biografi-film. Og det er den største skuffelse ved en film, som kritikere står i kø for at udnævne som den mest værdige Oscar vinder senere på måneden. Der er noget episodisk over Milk, hvor enkeltstående vigtige begivenheder lige skal have et par scener, inden vi skal videre til det næste. En sygdom rigtig mange film i genren i større eller mindre grad lider under.
Det er i langt højere grad et portræt af politikeren Harvey Milk end mennesket Harvey Milk. Det er vel i grunden ikke et forkert fokus, men det betyder blandt andet at Milks privatliv – hvor James Franco undervejs bliver byttet ud med Diego Luna – præsenteres så drypvis, at det er strengt taget umuligt at engagere sig, selv da der sker endog meget alvorlige sager.
06/02-2009
