Livet i bakgear

4.0
”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns,” skrev Søren Kierkegaard engang i første halvdel af det 19. århundred, men han nåede selvfølgelig heller aldrig at se ’The Curious Case of Benjamin’ Button. Fablen om end mand, der i 1918 på selv samme aften som første verdenskrig afsluttes, fødes som en gammel mand og siden vokser sig yngre og yngre og yngre. Indtil der ikke er flere år at tage af.

Med Kierkegaards begavede ord in mente, er den bagvendte ’The Curious Case of Benjamin Button’ så et tænksomt indspark til, hvordan vi lever - eller bør leve - vores liv? Nej, ikke rigtigt. Du bliver hverken livsklogere eller ser lyset her. Men mindre kan afgjort også gøre det.

Oscarnominerede Brad Pitt spiller titelrollen. Moderen dør under fødslen, og faderen løber skrigende bort og efterlader pensionistbabyen hos den godhjertede Queenie (ligeledes Oscarnominerede Taraji P. Henson), der arbejder og bor på et plejehjem. Her vokser Benjamin op, mens han bliver yngre, indtil han er klar til at begive sig ud i verden på egen hånd. Det sker ikke mindst ombord på en slæbebåd med den bramfri Kaptajn Mike (Jared Harris) ved roret.

Det bringer ham blandt meget andet ind i anden verdenskrig og til Rusland, hvor han oplever kaviar og ømhed hos en forsømt britisk kvinde (Tilda Swinton). Men den altoverskyggende kærlighed er Daisy (Cate Blanchett), som Benjamin møder første gang, da han er gammel mand og hun er en ung pige. Det er ingen overdrivelse at sige, at kærlighed kompliceres en del af, at man ældes hver sin vej.

Når man nu er færdig med at undre sig over, at eminente David Fincher for en stund har lagt seriemordere og voldspsykopater fra sig for at lave et filosoferende drama - hvilket han som udgangspunkt ikke skal klandres for - så kan man begynde at undre sig over, at han underspiller sit eget fantasifulde udgangspunkt så meget, som han gør.

For ’The Curious Case of Benjamin Button’ er, trods sin eventyrlige præmis, i meget høj grad et stykke klassisk drama i realismens tone. Jo, Benjamin Button er en særling med ekstraordinære udfordringer, der troskyldigt og efter bedste evne dribler rundt blandt medmennesker og historiske begivenheder - den ofte nævnte sammenligning med ’Forrest Gump’ er altså helt på sin plads.

Men modsat ’Forrest Gump’, der gjorde en pragtfuld film ud af en perlerække enkeltstående øjeblikke, så dæmper Finchers film ekstremerne. Hvilket er både modigt og ærgerligt.

Klart stærkest er filmens første halvdel. Brad Pitt er både bedre og mere troværdig som gammel end som ung, og selv om tempoet er adstadigt, bydes der på rigtig fine øjeblikke: En opfindsom intro til Benjamin Buttons fødsel er et eksempel. Benjamins møde med pigen Daisy (der senere bliver til Cate Blanchett) - som han mentalt er på alder med - og de forbudte følelser, det medfører, et andet. Og Benjamins far, der dukker op, men hemmeligholder familiebåndet, et tredje.

Men som filmen skrider frem, forsvinder egentlige højdepunkter. ’The Curious Case of Benjamin Button’ bliver måske aldrig decideret kedelig, men Fincher kunne snildt have snittet noget tid af slutningen om den umulige kærlighed mellem Benjamin og Daisy. Det føles på mange måder meget ordinært. Opfindsomheden er til at overse, og virkelig gribende bliver det aldrig.
Benjamin Buttons forunderlige liv