Banal ensembleromantik

2.0
Romantisk komedie lavet som ensemblefilm om en stribe Baltimore-beboeres forskellige problemer med kærligheden. Titlen er taget fra en replik i "Sex and the City", som guddødemig inspirerede et par forfattere til en selvhjælpsbog om at forstå mænds signaler - og det har filmens egentlige hovedperson da også ret svært ved. Men historien kommer også forbi flere andre udgaver af ikke-gengældt eller problematisk tiltrækning.

Som nævnt er "He's Just Not That into You" lavet i ensemblestil, hvilket altså giver mulighed for at lave de her mange variationer over det romantiske tema. Men jeg synes, det bliver en stor svaghed ved filmen, for der kommer ikke rigtig dybde i nogen af kærlighedshistorierne. Den holder sig heller ikke til det overordnede tema om at forstå det andet køns signaler, men plasker i stedet bare rundt i overfladen af forskellige problemer med at få forhold til at begynde eller fungere.

Jeg forventer mig slet ikke dyb indsigt af en film af denne type, men her er skildringen af de romantiske udfordringer utroligt banal - selv for en film i en genre, der ofte er banal. Og selv om "He's Just Not That into You" har en pæn del morsomme øjeblikke drysset ud over hele filmens spilletid, er de slet ikke nok til at hive helheden op. Så det blev en ganske langtrukken affære, der også irriterede mig mere end gennemsnittet med sin insisteren på normalitetens lyksaligheder.

Der er ellers en ganske imponerende samling nye og lidt ældre stjerner med i filmen. Ikke mindst Justin Long, der her er afslappet morsom som barejer med stor indsigt i den mandlige dating-psyke. Det er også fint at se Scarlett Johansson tilbage i én af den slags søde og charmerende roller, der grundlagde hendes karriere, og Jennifer Aniston er god som den lidt for tryghedssøgende kæreste. Der bliver i det hele taget spillet udmærket i filmen, også af bl.a. Jennifer Connelly, Drew Barrymore, Ben Affleck og Bradley Cooper. Det er ikke skuespillernes skyld, at deres materiale er så svagt. Men hvem er det dog også, der har fundet på at filmatisere en selvhjælpsbog?
Han er bare ikke vild med dig