Vigtig snarere end god
3.0
Da tyskerne invaderede Polen i 1939, var én af følgerne af Hitler og Stalins ikkeangrebspagt, at russerne også rykkede ind og snuppede den østlige del af Polen. Russerne tog ca. 8.000 polske officerer til fange, og et halvt år senere foreslog Beria, den berygtede chef for Stalins hemmelige politi, så en krigsforbrydelse, der selv efter 2. Verdenskrigs målestok var grum. Sammen med ca. 14.000 andre polske fanger blev det polske officerskorps kørt ud i skoven nær landsbyen Katyn, hvor russerne nakkeskød dem én efter én. Berias bagtanke var formentlig, at russerne dermed fik ram på en stor del af den polske intelligentsia.
Massegravene blev senere fundet af tyskerne, men russerne påstod helt frem til 1989, at det var tyskerne selv, der myrdede fangerne. Og den dag i dag kører der en sag ved den europæiske menneskerettighedsdomstol om Katyn-massakren, fordi Putin-regeringen stadig nægter at åbne arkiverne og lade polakkerne finde ud af, præcis hvad der skete.
Én af de myrdede officerer hed Jakub Wajda, og han havde en søn, Andrzej, der skulle blive én af Polens største filminstruktører gennem tiderne. "Katyn" er Andrzej Wajdas film om massakren, og det er selvsagt en stærkt personlig sag om en ufatteligt brutal hændelse.
Wajda forsøger i filmen at spille på to strenge i to forskudte handlinger. Historien om officererne, der sidder i fangelejr for til sidst at blive ført til deres død, bliver krydsklippet med historien om de pårørende, der under og lige efter krigen forsøger at få svar på, hvad der skete. Formålet er åbenlyst, at han ikke bare vil vise selve massakren, men også hvor ondt det gjorde på ham selv og de andre pårørende, at alting blev fortiet.
Desværre synes jeg ikke, at mikset lykkes særlig godt. For det første er sammenklipningen ikke ubetynget vellykket, men det er især delen med de pårørende, der kikser. Wajda favner enormt bredt omkring en masse menneskeskæbner, der hver for sig viser forskellige måder at tackle situationen på - fra væbnet oprør til passiv accept af betingelserne bag Jerntæppet. Men de mange personer betyder, at man aldrig kommer tæt på nogen af dem - mange er kun med i et par scener. Og når filmen er slut, sidder man tilbage med en masse løse ender, for kun få af personhistorierne bliver afsluttet.
Der gemmer sig en enorm vrede og frustration i "Katyn". Det er en rystende film - både fordi dens centrale begivenhed er så brutal, og fordi filmen viser eksempler på en utrolig arrogance fra både nazister og kommunister. Den er også glimrende lavet rent teknisk med en god rekonstruktion af Polen under krigen. Og skuespillerne gør det fint, uden at nogen for alvor markerer sig, for filmen har nærmest ikke engang en hovedrolle.
Men Wajda har også haft så meget personligt på spil, at han har mistet overblikket. Fortællestrukturen er virkelig kluntet, og der er som nævnt mange løse ender - selv når man tænker på, at sagen reelt ikke er afsluttet, og at løse ender derfor næsten er en pointe i sig selv. På den led er "Katyn" også et politisk indlæg, og det er altså en film, jeg nærmere vil kalde vigtig og væsentlig end egentlig god.
Massegravene blev senere fundet af tyskerne, men russerne påstod helt frem til 1989, at det var tyskerne selv, der myrdede fangerne. Og den dag i dag kører der en sag ved den europæiske menneskerettighedsdomstol om Katyn-massakren, fordi Putin-regeringen stadig nægter at åbne arkiverne og lade polakkerne finde ud af, præcis hvad der skete.
Én af de myrdede officerer hed Jakub Wajda, og han havde en søn, Andrzej, der skulle blive én af Polens største filminstruktører gennem tiderne. "Katyn" er Andrzej Wajdas film om massakren, og det er selvsagt en stærkt personlig sag om en ufatteligt brutal hændelse.
Wajda forsøger i filmen at spille på to strenge i to forskudte handlinger. Historien om officererne, der sidder i fangelejr for til sidst at blive ført til deres død, bliver krydsklippet med historien om de pårørende, der under og lige efter krigen forsøger at få svar på, hvad der skete. Formålet er åbenlyst, at han ikke bare vil vise selve massakren, men også hvor ondt det gjorde på ham selv og de andre pårørende, at alting blev fortiet.
Desværre synes jeg ikke, at mikset lykkes særlig godt. For det første er sammenklipningen ikke ubetynget vellykket, men det er især delen med de pårørende, der kikser. Wajda favner enormt bredt omkring en masse menneskeskæbner, der hver for sig viser forskellige måder at tackle situationen på - fra væbnet oprør til passiv accept af betingelserne bag Jerntæppet. Men de mange personer betyder, at man aldrig kommer tæt på nogen af dem - mange er kun med i et par scener. Og når filmen er slut, sidder man tilbage med en masse løse ender, for kun få af personhistorierne bliver afsluttet.
Der gemmer sig en enorm vrede og frustration i "Katyn". Det er en rystende film - både fordi dens centrale begivenhed er så brutal, og fordi filmen viser eksempler på en utrolig arrogance fra både nazister og kommunister. Den er også glimrende lavet rent teknisk med en god rekonstruktion af Polen under krigen. Og skuespillerne gør det fint, uden at nogen for alvor markerer sig, for filmen har nærmest ikke engang en hovedrolle.
Men Wajda har også haft så meget personligt på spil, at han har mistet overblikket. Fortællestrukturen er virkelig kluntet, og der er som nævnt mange løse ender - selv når man tænker på, at sagen reelt ikke er afsluttet, og at løse ender derfor næsten er en pointe i sig selv. På den led er "Katyn" også et politisk indlæg, og det er altså en film, jeg nærmere vil kalde vigtig og væsentlig end egentlig god.
05/03-2009
