En tur i manegen
3.0
Klovnerier og gale streger fra Coen-brødrene
De nørdede brødre Joel og Ethan Coen laver ikke kedelige film. Deres produktion spænder fra fremragende filmkunst som "Fargo" eller "Barton Fink" til nips-ting fra den mere pjattede afdeling som "Det store spring" eller "Blood Simple". Men kedelige, det er de ikke, og kan man ikke være sikker på at blive kunstnerisk udfordret eller beriget, så kan man altid regne med lidt sjov, grov underholdning.
Nihilister på hippie-jagt
Det er da også præcis, hvad "The Big Lebowski" er leveringsdygtig i. Jeff Bridges spiller "The Dude", en overlevende hippie-type, der bruger sin rigelige fritid på at spille bowling med drengene, John Goodman og Steve Buscemi. The Dude har det borgerlige navn Lebowski, og det deler han med en stor fed rig mand. På grund af navnefællesskabet bliver The Dude pludselig viklet ind i en ekstremt kompliceret kidnapningsaffære, hvor der bliver pisset på ægte tæpper, og dødsensfarlige nihilister ikke giver en skid for noget som helst, mens de gør livet surt for en stakkels fredelig hippie.
The Dude er lidt forvirret over alt postyret og blander Goodman ind i affæren - han er gammel paranoid Vietnam-veteran og ser straks en chance for at tage god gammeldags affære. Som man kunne gætte på, går tingene da først for alvor op i en spids. Har De, kære læser, forvirret Dem? Så fortvivl ej, thi netop dét er også meningen. "The Big Lebowski" er af den slags film, der dynger på af vanvittige optrin og indfald, og for det meste er det så morsomt, at den totalt ligegyldige historie præcis bliver -ligegyldig.
Mere skæg end snot
Lad os så få dét sat på plads: "The Big Lebowski", er en af letvægterne i brødrene Coens filmografi. Der jongleres lidt med de gode gamle Hollywood-genrer, der imponeres med et par rigtig flotte drømmesekvenser, John Turturro dukker op i sin måske mindste rolle indtil nu og er lår-klas-ken-de morsom, men det er altsammen hundekunster og narrestreger. Det er Jeff Bridges med mælkeskæg, men det grinede vi til gengæld meget af den sommer.
De nørdede brødre Joel og Ethan Coen laver ikke kedelige film. Deres produktion spænder fra fremragende filmkunst som "Fargo" eller "Barton Fink" til nips-ting fra den mere pjattede afdeling som "Det store spring" eller "Blood Simple". Men kedelige, det er de ikke, og kan man ikke være sikker på at blive kunstnerisk udfordret eller beriget, så kan man altid regne med lidt sjov, grov underholdning.
Nihilister på hippie-jagt
Det er da også præcis, hvad "The Big Lebowski" er leveringsdygtig i. Jeff Bridges spiller "The Dude", en overlevende hippie-type, der bruger sin rigelige fritid på at spille bowling med drengene, John Goodman og Steve Buscemi. The Dude har det borgerlige navn Lebowski, og det deler han med en stor fed rig mand. På grund af navnefællesskabet bliver The Dude pludselig viklet ind i en ekstremt kompliceret kidnapningsaffære, hvor der bliver pisset på ægte tæpper, og dødsensfarlige nihilister ikke giver en skid for noget som helst, mens de gør livet surt for en stakkels fredelig hippie.
The Dude er lidt forvirret over alt postyret og blander Goodman ind i affæren - han er gammel paranoid Vietnam-veteran og ser straks en chance for at tage god gammeldags affære. Som man kunne gætte på, går tingene da først for alvor op i en spids. Har De, kære læser, forvirret Dem? Så fortvivl ej, thi netop dét er også meningen. "The Big Lebowski" er af den slags film, der dynger på af vanvittige optrin og indfald, og for det meste er det så morsomt, at den totalt ligegyldige historie præcis bliver -ligegyldig.
Mere skæg end snot
Lad os så få dét sat på plads: "The Big Lebowski", er en af letvægterne i brødrene Coens filmografi. Der jongleres lidt med de gode gamle Hollywood-genrer, der imponeres med et par rigtig flotte drømmesekvenser, John Turturro dukker op i sin måske mindste rolle indtil nu og er lår-klas-ken-de morsom, men det er altsammen hundekunster og narrestreger. Det er Jeff Bridges med mælkeskæg, men det grinede vi til gengæld meget af den sommer.
19/11-2018
