Filmnørden anmelder Inkheart
3.0
Inkheart leger med den samme form for bog-bliver-til-virkelighed, som forrige uges Bedtime Stories, men hvor Bedtime Stories var en anorektisk tynd Adam Sandler-film, der bør ekskludere ham fra at lave film igen, sætter Inkheart sig til bordet, med en del mere kød på benet.
Mortimer (Fraser) er en såkaldt "sølvtunge" - når han læser op fra en bog, er der som oftest en person fra bogen, der bliver til virkelighed. Ulempen er, at en person fra vores verden, ryger ind i bogen. For ti år siden kom Mortimer på denne måde til, at opsluge sin kone i bogen Inkheart og siden da har han og hans datter Maggie, ledt efter den, for når noget kommer ind, må der også komme noget ud. Og det der kom ud, kan MEGET bedre li' at være i vores verden, end i bogen, og er derfor på jagt efter hvert eneste eksemplar af bogen, så de kan blive brændt og Mortimers kone fanget i historien for altid.
Det lyder lidt langt ude, men det giver mening i filmen, for dette er rigtigt eventyr. Normalt kan Brendan Fraser ikke bære en hel film som hovedrolleindehaver, hvilket han udmærket ved. Derfor blev han nok lidt lettet, da han så birollerne skulle spilles af folk som Paul Bettany, Helen Mirren, Andy Serkis, Jim Broadbent og Jennifer Connelly, med geniale Roger Allam som fortæller. Det sjove er, at Brendan faktisk gør det ganke godt. Ja, indimellem kommer den der1930'er-actionhelt-B-films-ting op i ham, men kun i meget få øjeblikke og resten af skuespillerne er en fornøjelse at se på. Især de onde, sådan som de skulker og tumler rundt med bostaver brændt ind i huden, fordi deres "transformation" fra bogen til den virkelige verden ikke helt er gået som planlagt.
Kender du den fornemmelse, at en film lidt er lukket inde i sig selv? Som om filmens verden ikke helt har foldet sig ud og ikke helt vil lade andres fantasier få adgang? Sådan føles Inkheart. Ja, i børnebogen der ligger til grund for filmen, foregår handlingen i Italien og det sydlige Europa, men de locations filmen er optaget på, virker næsten for eventyrlige. Hele historiens præmis kræver, at der etableres to meget forskellige verdener: den virkelige verden og Inkhearts verden. Problemet er, at instruktør Iain Softley har valgt, at filme den virkelige verden, på så eventyrlige steder (Italienske bjerg-landsbyer, middelalderlige slotte, skumle godser ved Como Søen), at den virkelige verden bliver umulig at identificere sig med. Hvorfor foregår så mange eventyr- og science fiction-film i enten New York eller i en No-Name-amerikansk-by? Fordi enhver tungnem, vestlig klaphat ved præcist hvordan der er i sådan en by og kan idnetificere sig med dens indbyggere. Det er ikke ret mange der ved hvordan det er, at være i en hemmelige Italiensk bjerg-landsby. Resultatet hjælper ikke filmen, for hele idéen med bog-til-virkeligheds-forvandling bliver gjort mere virkelighedsfjern - og det var vel ikke meningen?
Lidt synd, for resten af filmen er egentlig ganske underholdende og, ikke mindst, original - ingen tvivl om det. Inkhearts eventyrlige locations ødelægger da heller ikke filmen fuldstændig, og filmens primære målgruppe (teenagere og derunder) vil da helt sikkert også labbe den i sig. Alligevel er det Inkhearts valg af locations, der er den største grund til, at den falder lidt til jorden og derfor ryger der en stjerne fra den karakter Filmnørden ellers ville ha' givet.
Filmnørdens karakter:
Helt fin, men filmen lukker sig aldrig helt op
http://www.filmnoerden.com/
Mortimer (Fraser) er en såkaldt "sølvtunge" - når han læser op fra en bog, er der som oftest en person fra bogen, der bliver til virkelighed. Ulempen er, at en person fra vores verden, ryger ind i bogen. For ti år siden kom Mortimer på denne måde til, at opsluge sin kone i bogen Inkheart og siden da har han og hans datter Maggie, ledt efter den, for når noget kommer ind, må der også komme noget ud. Og det der kom ud, kan MEGET bedre li' at være i vores verden, end i bogen, og er derfor på jagt efter hvert eneste eksemplar af bogen, så de kan blive brændt og Mortimers kone fanget i historien for altid.
Det lyder lidt langt ude, men det giver mening i filmen, for dette er rigtigt eventyr. Normalt kan Brendan Fraser ikke bære en hel film som hovedrolleindehaver, hvilket han udmærket ved. Derfor blev han nok lidt lettet, da han så birollerne skulle spilles af folk som Paul Bettany, Helen Mirren, Andy Serkis, Jim Broadbent og Jennifer Connelly, med geniale Roger Allam som fortæller. Det sjove er, at Brendan faktisk gør det ganke godt. Ja, indimellem kommer den der1930'er-actionhelt-B-films-ting op i ham, men kun i meget få øjeblikke og resten af skuespillerne er en fornøjelse at se på. Især de onde, sådan som de skulker og tumler rundt med bostaver brændt ind i huden, fordi deres "transformation" fra bogen til den virkelige verden ikke helt er gået som planlagt.
Kender du den fornemmelse, at en film lidt er lukket inde i sig selv? Som om filmens verden ikke helt har foldet sig ud og ikke helt vil lade andres fantasier få adgang? Sådan føles Inkheart. Ja, i børnebogen der ligger til grund for filmen, foregår handlingen i Italien og det sydlige Europa, men de locations filmen er optaget på, virker næsten for eventyrlige. Hele historiens præmis kræver, at der etableres to meget forskellige verdener: den virkelige verden og Inkhearts verden. Problemet er, at instruktør Iain Softley har valgt, at filme den virkelige verden, på så eventyrlige steder (Italienske bjerg-landsbyer, middelalderlige slotte, skumle godser ved Como Søen), at den virkelige verden bliver umulig at identificere sig med. Hvorfor foregår så mange eventyr- og science fiction-film i enten New York eller i en No-Name-amerikansk-by? Fordi enhver tungnem, vestlig klaphat ved præcist hvordan der er i sådan en by og kan idnetificere sig med dens indbyggere. Det er ikke ret mange der ved hvordan det er, at være i en hemmelige Italiensk bjerg-landsby. Resultatet hjælper ikke filmen, for hele idéen med bog-til-virkeligheds-forvandling bliver gjort mere virkelighedsfjern - og det var vel ikke meningen?
Lidt synd, for resten af filmen er egentlig ganske underholdende og, ikke mindst, original - ingen tvivl om det. Inkhearts eventyrlige locations ødelægger da heller ikke filmen fuldstændig, og filmens primære målgruppe (teenagere og derunder) vil da helt sikkert også labbe den i sig. Alligevel er det Inkhearts valg af locations, der er den største grund til, at den falder lidt til jorden og derfor ryger der en stjerne fra den karakter Filmnørden ellers ville ha' givet.
Filmnørdens karakter:
Helt fin, men filmen lukker sig aldrig helt op
http://www.filmnoerden.com/
03/04-2009
