Filmnørden anmelder Fanboys

2.0
Super-dedikerede fans har altid været godt foder til en komedie og indtil videre har et af de bedste eksempler været Galaxy Quest, hvor skuespillerne fra en meget Star Trek-lignende TV-serie, pludselig befandt sig ude i rummet, hos et rumfolk hvis samfund er opbygget på basis af serien. Her spillede hyper-nørderne dog kun en birolle, hvor de i Fanboys (som titlen snedigt antyder) spiller hovedrollen.

Året er 1998. Eric, Linus, Windows og Hutch er mega Star Wars-fans. De glæder sig hysterisk til at George Lucas bliver færdig med Star Wars episode 1. Det viser sig imidlertid at Linus er hårdt ramt af kræft og kun har et halvt år tilbage at leve i. Han lever altså efter al sandsynlighed ikke på premieredagen. Drengene vil derfor gøre alt for at Linus får filmen at se, inden han dør, så de begiver sig ud på et halsbrækkende road trip-eventyr, med det formål, at finde George Lucas' Skywalker Ranch og bryde ind og se filmen inden premieren.

Man kan mærke på Fanboys, at den virkelig prøver at være en god og hjertevarm drengerøvs-komedie, men det er den ikke. Det har i høj grad noget at gøre med filmens åbenlyse mangel på godt filmhåndværk, hvilket især kan ses på den måde filmen er klippet. Lige præcis komedier er dybt afhængige af timing og tempo og her er det altså vigtigt at de klippes helt perfekt. Fanboys falder i visse scener helt sammen, fordi den er klippet så råddent som den er.

Derudover er det ikke overraskende en streng nødvendighed, at du kender til Star Wars-filmene, for Fanboys har næsten flere Star Wars-referencer, end Star Wars selv har. Det betyder naturligvis også at målgruppen er ret hårdt defineret - har du ikke set Star Wars, får du slet ikke noget ud af Fanboys. Men selvom du er nede med Boba Fett og ved hvad en Gundar er, så skal du stadig være ret lattermild, for at få nogle gode grin ud af Fanboys.

Udover nogle enkelte sjove scener (blandt andet med Seth Rogen som verdens største Star Trek-nørd), er eneste lyspunkt skuespillerne. De er en samling forholdsvis charmerende drengerøve, men de kan ikke hjælpe på, at Fanboys aldrig bliver mere end en tam (men helhjertet) ode til George Lucas og hans elskede Star Wars-film.

Filmnørdens karakter:
Tam, usammenhængende og forfærdeligt klippet

http://www.filmnoerden.com/
Fanboys