Filmnørden anmelder Antichrist
4.0
Baseret på reaktioner i pressen og reportager fra Cannes, er det ikke underligt hvis du sætter dig i biffen og ser Antichrist, med en vis forventningfuld spænding. Dette er jo åbenbart en film, der kan få tilskueren til at blive svimmel, kaste op og besvime og det tyder jo på hård kost - dette er filmmarkdsføring der ikke kan købes for penge og både Trier og Aalbæk hygger sig utvivlsomt ved dette faktum. Men hvad er det egentlig for en film Trier har bikset sammen denne gang?
Et navnløst forældrepar mister deres lille søn, da denne en nat vælger at hoppe ud af vinduet fra tredje sal. Faderen er psykolog/terapeut og han begynder, at bearbejde sorgen lige efter bogen. Moderen derimod, bliver fuldstændig opslugt af sin sorg, hvilket får hendes mand til at prøve at hjælpe hende. Han finder frem til at hendes største hindring for at komme igennem sorgen, er hendes frygt. Efter flere terapeutiske samtaler finder de sammen ud af, at det hun er absolut mest bange for, er skovområdet omkring deres hytte (kaldet Eden). Hendes mand ser kun en løsning: at tage op til Eden og konfrontere frygten direkte. Desværre fungerer hans kone ikke helt sådan, for hun bliver nemlig mere og mere sindssyg af at være der, indtil hun til sidst går godt og grundigt fra forstanden.
Lad os ta' det mest presserende emne op først. Ja, denne film har nogle meget voldelige og blodige scener. Derudover er der også en del eksplicitte sexscener der er ekstremt grafiske. Både vold, blod og sex bliver endda blandet sammen her og der. Om det er chokerende? Det kommer helt og aldeles an på hvad du er vant til. Har du set Cannibal Holocaust eller Ichi The Killer, så er det her ingenting. Blev du derimod rystet i din grundvold af Remains Of The Day, jo, så vil du blive dybt chokeret. Under alle omstændigheder er det efter denne anmelders mening langt fra så klamt og chokerende, som man gennem pressens Trier-besættelse har fået indtryk af. Klam... men ikke SÅ klam - og lad os så lukke bogen (for nu) på den del af filmen, for det er slet ikke det der er spændende.
Antichrist er nemlig en utrolig flot film på rigtigt mange andre punkter. Mest iøjenfaldende er Anthony Dodd Mantles fotografering. Det er nogle næsten ufattelige billeder han har komponeret, hvilket kun bliver understreget af, at han har brugt et såkaldt Red One-kamera, der digitalt kan optage godt 1.000 billeder i sekundet. Resultatet er optagelser der gengives i så langsom slowmotion, at man i splitsekunder tror man ser på still-billeder - en effekt der bruges flere gange i løbet af filmen, men som havde været ubetydelige, havde det ikke været for Mantles billedkomposition. Wow! Det var ikke i mangel af bedre, at han fik en Oscar.
En anden imponerende del af Antichrist er skuespillet. Trier kan et eller andet med, at få sine skuespillere helt ud på overdrevet, uden nogensinde at miste publikum eller realismen og dette gælder denne gang især Charlotte Gainsbourg. Willem Defoe gør det skam også godt, men hans rolle er ikke nær så krævende som Gainsbourgs, så det er hende der løber med opmærksomheden.
Selve filmens plot og (be)tydningen af dette, virkede efter forevisningen mærkeligt uvæsentlig for oplevelsen af filmen, pånær én ting: det terapeutiske aspekt. De mange samtaler Defoe og Gainsbourg har, hvor de sammen prøver at finde frem til problemer og løsninger, gennem klassisk psykologi. Disse samtaler er fascinerende og lette at identificere sig med, samtidig med at de åbner op for hendes psyke og dermed filmens grimme kerne.
Hvad der ellers sker i filmen er lidt lige meget og egentlig virker det, som om den sidste tredjedel kører af sporet, fordi Trier med vold og magt prøver at forklare hvad der faktisk sker - uden held. Og I kan sige hvad I vil om dybere mening, fortolkning og Triers genialitet, men historien er sgu usammenhængende. Det er muligvis med vilje, men problemet er at det ikke virker sådan. Derfor var det jo også ret heldigt, at den ikke var særlig vigtig for undertegnedes filmoplevelse.
Nu kan det jo sagtens være på grund af føromtalte forventningsfulde spænding, baseret på omtale af filmen, men fra start til slut opbygger og opretholder Antichrist en stemning af simrende ubehag. Den koger kun over i de få øjeblikke med åbenlys vold. Ellers holder Trier ubehaget fint pakket ind i smukke, truende billeder og det er nok Antichrists mest markante egenskab - man ved aldrig helt hvad man skal forvente, men man er hele tiden sikker på, at det ikke er rart, hvad end der er på vej. Og det bringer os tilbage til Triers eksplicitte voldsporno-klip, for mit største spørgsmål, efter at ha' set filmen var: hvorfor er de der?
De er på ingen måde essentielle for den filmoplevelse jeg kom ud af biografen med. Der er helt sikkert nogen der vil mene, at de er filmens kerne, men jeg følte det modsatte - de fortyrrede oplevelsen i stedet for at forstærke den. Jeg kan dog naturligvis ikke unddrage mig det faktum, at de har haft en betydning for min filmoplevelse, men mest fordi disse ubehagelige klip, fik Cannes-sjakket til næsten at spilde deres champagne af ren bestyrtelse, hvilket fik pressen pisket helt op i det røde felt, hvilket fik mig til at forvente noget ubehageligt, allerede inden filmen begyndte. Det kunne ha' været ENORMT rart, at se filmen uden at vide, at den ville være ubehagelig eller i visse øjeblikke, meget ulækker. Derfor fristes undertegnede til at tro, at disse klip kun er med, for at skabe omtale - ikke for at hjælpe filmens fortælling - og DÉT er fesent!
Men nok om de fortærskede voldsklip. Antichrist er som sagt meget mere end det. En uhyre flot og kunstnerisk set velkomponeret film, hvis historie egentlig ikke er noget ud over det sædvanlige, men som utvivlsomt vil give dig en biograf oplevelse, der er alt andet end sædvanlig.
Filmnørdens karakter:
Æstetisk ubehag på højt plan, baseret på en flad historie
http://www.filmnoerden.com/
Et navnløst forældrepar mister deres lille søn, da denne en nat vælger at hoppe ud af vinduet fra tredje sal. Faderen er psykolog/terapeut og han begynder, at bearbejde sorgen lige efter bogen. Moderen derimod, bliver fuldstændig opslugt af sin sorg, hvilket får hendes mand til at prøve at hjælpe hende. Han finder frem til at hendes største hindring for at komme igennem sorgen, er hendes frygt. Efter flere terapeutiske samtaler finder de sammen ud af, at det hun er absolut mest bange for, er skovområdet omkring deres hytte (kaldet Eden). Hendes mand ser kun en løsning: at tage op til Eden og konfrontere frygten direkte. Desværre fungerer hans kone ikke helt sådan, for hun bliver nemlig mere og mere sindssyg af at være der, indtil hun til sidst går godt og grundigt fra forstanden.
Lad os ta' det mest presserende emne op først. Ja, denne film har nogle meget voldelige og blodige scener. Derudover er der også en del eksplicitte sexscener der er ekstremt grafiske. Både vold, blod og sex bliver endda blandet sammen her og der. Om det er chokerende? Det kommer helt og aldeles an på hvad du er vant til. Har du set Cannibal Holocaust eller Ichi The Killer, så er det her ingenting. Blev du derimod rystet i din grundvold af Remains Of The Day, jo, så vil du blive dybt chokeret. Under alle omstændigheder er det efter denne anmelders mening langt fra så klamt og chokerende, som man gennem pressens Trier-besættelse har fået indtryk af. Klam... men ikke SÅ klam - og lad os så lukke bogen (for nu) på den del af filmen, for det er slet ikke det der er spændende.
Antichrist er nemlig en utrolig flot film på rigtigt mange andre punkter. Mest iøjenfaldende er Anthony Dodd Mantles fotografering. Det er nogle næsten ufattelige billeder han har komponeret, hvilket kun bliver understreget af, at han har brugt et såkaldt Red One-kamera, der digitalt kan optage godt 1.000 billeder i sekundet. Resultatet er optagelser der gengives i så langsom slowmotion, at man i splitsekunder tror man ser på still-billeder - en effekt der bruges flere gange i løbet af filmen, men som havde været ubetydelige, havde det ikke været for Mantles billedkomposition. Wow! Det var ikke i mangel af bedre, at han fik en Oscar.
En anden imponerende del af Antichrist er skuespillet. Trier kan et eller andet med, at få sine skuespillere helt ud på overdrevet, uden nogensinde at miste publikum eller realismen og dette gælder denne gang især Charlotte Gainsbourg. Willem Defoe gør det skam også godt, men hans rolle er ikke nær så krævende som Gainsbourgs, så det er hende der løber med opmærksomheden.
Selve filmens plot og (be)tydningen af dette, virkede efter forevisningen mærkeligt uvæsentlig for oplevelsen af filmen, pånær én ting: det terapeutiske aspekt. De mange samtaler Defoe og Gainsbourg har, hvor de sammen prøver at finde frem til problemer og løsninger, gennem klassisk psykologi. Disse samtaler er fascinerende og lette at identificere sig med, samtidig med at de åbner op for hendes psyke og dermed filmens grimme kerne.
Hvad der ellers sker i filmen er lidt lige meget og egentlig virker det, som om den sidste tredjedel kører af sporet, fordi Trier med vold og magt prøver at forklare hvad der faktisk sker - uden held. Og I kan sige hvad I vil om dybere mening, fortolkning og Triers genialitet, men historien er sgu usammenhængende. Det er muligvis med vilje, men problemet er at det ikke virker sådan. Derfor var det jo også ret heldigt, at den ikke var særlig vigtig for undertegnedes filmoplevelse.
Nu kan det jo sagtens være på grund af føromtalte forventningsfulde spænding, baseret på omtale af filmen, men fra start til slut opbygger og opretholder Antichrist en stemning af simrende ubehag. Den koger kun over i de få øjeblikke med åbenlys vold. Ellers holder Trier ubehaget fint pakket ind i smukke, truende billeder og det er nok Antichrists mest markante egenskab - man ved aldrig helt hvad man skal forvente, men man er hele tiden sikker på, at det ikke er rart, hvad end der er på vej. Og det bringer os tilbage til Triers eksplicitte voldsporno-klip, for mit største spørgsmål, efter at ha' set filmen var: hvorfor er de der?
De er på ingen måde essentielle for den filmoplevelse jeg kom ud af biografen med. Der er helt sikkert nogen der vil mene, at de er filmens kerne, men jeg følte det modsatte - de fortyrrede oplevelsen i stedet for at forstærke den. Jeg kan dog naturligvis ikke unddrage mig det faktum, at de har haft en betydning for min filmoplevelse, men mest fordi disse ubehagelige klip, fik Cannes-sjakket til næsten at spilde deres champagne af ren bestyrtelse, hvilket fik pressen pisket helt op i det røde felt, hvilket fik mig til at forvente noget ubehageligt, allerede inden filmen begyndte. Det kunne ha' været ENORMT rart, at se filmen uden at vide, at den ville være ubehagelig eller i visse øjeblikke, meget ulækker. Derfor fristes undertegnede til at tro, at disse klip kun er med, for at skabe omtale - ikke for at hjælpe filmens fortælling - og DÉT er fesent!
Men nok om de fortærskede voldsklip. Antichrist er som sagt meget mere end det. En uhyre flot og kunstnerisk set velkomponeret film, hvis historie egentlig ikke er noget ud over det sædvanlige, men som utvivlsomt vil give dig en biograf oplevelse, der er alt andet end sædvanlig.
Filmnørdens karakter:
Æstetisk ubehag på højt plan, baseret på en flad historie
http://www.filmnoerden.com/
22/05-2009
