Det irrationelles rationale
6.0
Spoilers
En kvinde i en kridhvid kjoler går, nærmest svæver, langsomt og spøgelsesagtigt igennem en mørk skov. Hun går med bare fødder i det høje græs. Hun lægger sig ned på skovbunden. Ganske langsomt vokser hun sammen med det grønne og bliver ét med naturen.
Vi er inde i hovedet på en dybt forstyrret kvinde i Lars Von Triers måske stærkeste filmiske bedrift til dato. ”Antichrist” er en film af den type, der bliver i baghovedet i dage, næsten uger, efter oplevelsen i biografsædet.
Flere har fremhævet de stærke grafiske scener med heftig sex og brutal vold. En afhugget klitoris. Et gennemboret ben. En blodsprøjtende penis. For mig var det ikke de scener, der rystede mig. Når Von Trier gør volden grafisk og eksplicit, får den ikke plads til at udvikle sig i fantasien. Vi kan forholde os til det, vi ser på lærredet.
Det er det skjulte, der forstyrrer os dybt. Og det skjulte, det implicitte, det vi ikke umiddelbart forstår, i ”Antichrist” er netop den indre logik i det psykotiske, irrationelle sind, der forårsager volden mellem de to hovedpersoner.
En kvinde (Charlotte Gainsbourg) og en mand (Willem Dafoe) mister deres barn, der hopper ud af et vindue af deres lejlighed, mens de to har hed sex. Kvinden bliver så hårdt ramt af sorgen, at den udvikler sig til en psykisk sygdom med depression og angstanfald. Manden, der er terapeut, tager hende ud af hospitalssengen og med ud i deres skovhytte i skoven Eden, hvor han selv forsøger at behandle hende. Det går ikke som forventet, for at sige det mildt.
I skoven bliver hun så psykotisk og ustabil, at han bliver smittet af hendes vrangforestillinger om, at skoven og naturen er ond. Han lægger kun mærke til de døde og syge, ting i skoven. En ræv, der har spist af sin egen krop. En hjort, der hopper rundt i skovbrynet med et dødfødt kid. Skovflåt der æder af hans hånd om natten. Et egetræ der kyler sine agern ned på taget af hytten.
Naturen er i den romantiske forestilling, og måske også i moderne klima-forestillinger, balanceret og god. I Lars von Triers film er den destruktiv og til tider irrationel.
Kvinden er ikke i tvivl om, at naturen er ond. ”Naturen er satans kirke,” siger hun til manden en nat i hytten. Måske lider hun af vrangforestillinger. Måske har hun solgt sig selv til djævlen. Under alle omstændigheder tror hun selv på det, og derfor bliver det deres virkelighed. De bliver ”onde”. De gør irrationelle sind.
Der dog er en indre logik i det irrationelle, som ethvert forsøg på rationel analyse ikke kan hamle op med. Hun forklarer på et tidspunkt regnen af agern fra egetræet over hytten. Egetræet ønsker at forplante sig, så det skyder tusindvis af agern ud i verden i løbet af de hundrede år, det lever, og af de agern er der måske kun eet, der bliver til et træ. Utroligt, men ikke ubegribeligt.
Til sammenligning begår menneskene i "Antichrist" irrationelle, men ikke ubegribelige handlinger. Hun ønsker at holde på sin elskede, så hun borer et hul igennem hans ben og binder en stor sten til det. Hun forbinder barnets død med sine egne seksuelle lyster, så hun klipper klitoris af. Han ser til sidst hende som årsagen til alt det onde, der er sket dem (måske tilmed også barnets død), så han kvæler hende. Alt dette er måske ondt og skidt, men der er en indre mening i meningsløsheden. En logik i ondskaben.
”Antichrist” er en ond, men smuk film. Billeduniverset er mættet af en stemning af angst, irrationalitet og smerte. Trier benytter nogle gange nogle enkle, manipulative metoder til at skabe frygt i publikums sind. Manden, der langsomt nærmer sig kameraet, da han har fået øjne på noget mystisk og måske farligt i skovbunden. Pludselige angreb og høje, skærende lyde. Den slags vækker en basal frygt. Vi kan bruge vores fornuft til at sige at skumle lyde i en mørk skov ikke burde være skræmmende, men det er de.
Mest skræmmende af alt er det irrationelle menneskelige sind, der arbejder ud fra sin egen, uforudsigelige logik. Manden i filmen forsøger at holde fast i rationelle teknikker til at værne sig mod den side af naturen. Det mislykkedes. Eden og ”Antichrist” sejrer.
En kvinde i en kridhvid kjoler går, nærmest svæver, langsomt og spøgelsesagtigt igennem en mørk skov. Hun går med bare fødder i det høje græs. Hun lægger sig ned på skovbunden. Ganske langsomt vokser hun sammen med det grønne og bliver ét med naturen.
Vi er inde i hovedet på en dybt forstyrret kvinde i Lars Von Triers måske stærkeste filmiske bedrift til dato. ”Antichrist” er en film af den type, der bliver i baghovedet i dage, næsten uger, efter oplevelsen i biografsædet.
Flere har fremhævet de stærke grafiske scener med heftig sex og brutal vold. En afhugget klitoris. Et gennemboret ben. En blodsprøjtende penis. For mig var det ikke de scener, der rystede mig. Når Von Trier gør volden grafisk og eksplicit, får den ikke plads til at udvikle sig i fantasien. Vi kan forholde os til det, vi ser på lærredet.
Det er det skjulte, der forstyrrer os dybt. Og det skjulte, det implicitte, det vi ikke umiddelbart forstår, i ”Antichrist” er netop den indre logik i det psykotiske, irrationelle sind, der forårsager volden mellem de to hovedpersoner.
En kvinde (Charlotte Gainsbourg) og en mand (Willem Dafoe) mister deres barn, der hopper ud af et vindue af deres lejlighed, mens de to har hed sex. Kvinden bliver så hårdt ramt af sorgen, at den udvikler sig til en psykisk sygdom med depression og angstanfald. Manden, der er terapeut, tager hende ud af hospitalssengen og med ud i deres skovhytte i skoven Eden, hvor han selv forsøger at behandle hende. Det går ikke som forventet, for at sige det mildt.
I skoven bliver hun så psykotisk og ustabil, at han bliver smittet af hendes vrangforestillinger om, at skoven og naturen er ond. Han lægger kun mærke til de døde og syge, ting i skoven. En ræv, der har spist af sin egen krop. En hjort, der hopper rundt i skovbrynet med et dødfødt kid. Skovflåt der æder af hans hånd om natten. Et egetræ der kyler sine agern ned på taget af hytten.
Naturen er i den romantiske forestilling, og måske også i moderne klima-forestillinger, balanceret og god. I Lars von Triers film er den destruktiv og til tider irrationel.
Kvinden er ikke i tvivl om, at naturen er ond. ”Naturen er satans kirke,” siger hun til manden en nat i hytten. Måske lider hun af vrangforestillinger. Måske har hun solgt sig selv til djævlen. Under alle omstændigheder tror hun selv på det, og derfor bliver det deres virkelighed. De bliver ”onde”. De gør irrationelle sind.
Der dog er en indre logik i det irrationelle, som ethvert forsøg på rationel analyse ikke kan hamle op med. Hun forklarer på et tidspunkt regnen af agern fra egetræet over hytten. Egetræet ønsker at forplante sig, så det skyder tusindvis af agern ud i verden i løbet af de hundrede år, det lever, og af de agern er der måske kun eet, der bliver til et træ. Utroligt, men ikke ubegribeligt.
Til sammenligning begår menneskene i "Antichrist" irrationelle, men ikke ubegribelige handlinger. Hun ønsker at holde på sin elskede, så hun borer et hul igennem hans ben og binder en stor sten til det. Hun forbinder barnets død med sine egne seksuelle lyster, så hun klipper klitoris af. Han ser til sidst hende som årsagen til alt det onde, der er sket dem (måske tilmed også barnets død), så han kvæler hende. Alt dette er måske ondt og skidt, men der er en indre mening i meningsløsheden. En logik i ondskaben.
”Antichrist” er en ond, men smuk film. Billeduniverset er mættet af en stemning af angst, irrationalitet og smerte. Trier benytter nogle gange nogle enkle, manipulative metoder til at skabe frygt i publikums sind. Manden, der langsomt nærmer sig kameraet, da han har fået øjne på noget mystisk og måske farligt i skovbunden. Pludselige angreb og høje, skærende lyde. Den slags vækker en basal frygt. Vi kan bruge vores fornuft til at sige at skumle lyde i en mørk skov ikke burde være skræmmende, men det er de.
Mest skræmmende af alt er det irrationelle menneskelige sind, der arbejder ud fra sin egen, uforudsigelige logik. Manden i filmen forsøger at holde fast i rationelle teknikker til at værne sig mod den side af naturen. Det mislykkedes. Eden og ”Antichrist” sejrer.
30/05-2009
