Det (U)perfekte Menneske
4.0
Små SPOILERS!
Vi befinder os i 2018. Dommedag er sket, og de resterende mennesker lever i små, uorganiserede grupper. Dog er der opstået en Modstandsbevælgelse med John Connor (Bale) som dets Messias.
Desværre bliver hovedmaskinen Skynets tropper hurtigt mere avancerede, og det ligner en kamp menneske er dømt til at tabe. Men måske er der håb, da de opdager den unge Marcus Wainwright. En mand der i sin tid blev henrettet for dobbeltmord og skal bruges som Skynets ultimative infiltreringsenhed, men har maskinerne mon skudt sig selv i foden?
Det nyeste skud i Terminator-franchisen er en blockbuster af format. Der går stort set ikke fem minutter før endnu en actionsekvens bliver stablet på benene, og hele molevitten er fremragende filmet i en dystopisk og trøstesløs stil. Jojo, production-valuen fejler ingenting, og underholdningen er med garanti sikret.
Desværre er det også for blankpoleret og fint (nok pga. filmens PG-13 rating) og derfor føler man aldrig helt, at man sidder og ser en Terminator-film, på trods af, at det bogstavelig talt, regner med dem.
Manuskriptet er vandtæt, men har dog sine huller og der kommer for meget fyld på undervejs, i form af små, romantiske sideplots, der aldrig bliver ordentligt bearbejdet, og hvorfor i himlens navn er Terminatorerne nu begyndt at bruge de bare næver frem for et high-tech våben, der ligger lige for fødderne af dem?
Hele actionscenariet bliver akkompagneret af Danny Elfmans score, der næsten har glemt alt om filmens originale tema, bortset fra et par satser hist og her, og det er i mine øjne en stor fejl. Da Brad Fiedels score, er synonym med Terminator.
Skuespillet er også godkendt. Specielt Christian Bale er fremragende som John Connor, men også en action-legende som Michael Ironside himself er herlig som Connors øverstkommanderende. Den nyslåede skuespiller Sam Worthington er karismatisk, enddog en smule for stiv i betrækket som Marcus Wainwright, og så er der en sjov lille Arnold cameo til de nostalgiske fjolser (som mig selv).
McG har lavet Terminator: Salvation med stor respekt for de forgående film, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det mytiske ved Terminatorene nu er forsvundet. Nu er vi i gang med den afgørende krig, og der er ej flere overraskelser (eller er der mon?)
Den fjerde Terminator er dog (når alt kommer til alt) bedre end den ret ujævne 3'er, men står ikke distancen til Camerons to første film. Men som blockbuster-underholdning svigter filmen ihvertfald ikke.
Jeg glæder mig ihvertfald til de to næste film i rækken.
Vi befinder os i 2018. Dommedag er sket, og de resterende mennesker lever i små, uorganiserede grupper. Dog er der opstået en Modstandsbevælgelse med John Connor (Bale) som dets Messias.
Desværre bliver hovedmaskinen Skynets tropper hurtigt mere avancerede, og det ligner en kamp menneske er dømt til at tabe. Men måske er der håb, da de opdager den unge Marcus Wainwright. En mand der i sin tid blev henrettet for dobbeltmord og skal bruges som Skynets ultimative infiltreringsenhed, men har maskinerne mon skudt sig selv i foden?
Det nyeste skud i Terminator-franchisen er en blockbuster af format. Der går stort set ikke fem minutter før endnu en actionsekvens bliver stablet på benene, og hele molevitten er fremragende filmet i en dystopisk og trøstesløs stil. Jojo, production-valuen fejler ingenting, og underholdningen er med garanti sikret.
Desværre er det også for blankpoleret og fint (nok pga. filmens PG-13 rating) og derfor føler man aldrig helt, at man sidder og ser en Terminator-film, på trods af, at det bogstavelig talt, regner med dem.
Manuskriptet er vandtæt, men har dog sine huller og der kommer for meget fyld på undervejs, i form af små, romantiske sideplots, der aldrig bliver ordentligt bearbejdet, og hvorfor i himlens navn er Terminatorerne nu begyndt at bruge de bare næver frem for et high-tech våben, der ligger lige for fødderne af dem?
Hele actionscenariet bliver akkompagneret af Danny Elfmans score, der næsten har glemt alt om filmens originale tema, bortset fra et par satser hist og her, og det er i mine øjne en stor fejl. Da Brad Fiedels score, er synonym med Terminator.
Skuespillet er også godkendt. Specielt Christian Bale er fremragende som John Connor, men også en action-legende som Michael Ironside himself er herlig som Connors øverstkommanderende. Den nyslåede skuespiller Sam Worthington er karismatisk, enddog en smule for stiv i betrækket som Marcus Wainwright, og så er der en sjov lille Arnold cameo til de nostalgiske fjolser (som mig selv).
McG har lavet Terminator: Salvation med stor respekt for de forgående film, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det mytiske ved Terminatorene nu er forsvundet. Nu er vi i gang med den afgørende krig, og der er ej flere overraskelser (eller er der mon?)
Den fjerde Terminator er dog (når alt kommer til alt) bedre end den ret ujævne 3'er, men står ikke distancen til Camerons to første film. Men som blockbuster-underholdning svigter filmen ihvertfald ikke.
Jeg glæder mig ihvertfald til de to næste film i rækken.
03/06-2009
