Livet i et cirkus
5.0
Han er præcis lige så fantastisk god, som han er blevet hypet til. Altså Mickey Rourke. "The Wrestler" er først og fremmest hans film, et fantastisk comeback af en gammel stjerne, hvis personlige historie i uhyggelig grad minder om den afdankede wrestler, han spiller her.
Randy the Ram var engang et kæmpestort navn, som stod øverst på plakaten i Madison Square Garden. Nu optræder han i usle gymnastiksale for småpenge, men drømmen om rampelyset bliver tændt igen, da hans manager vil arrangere en rematch af hans største kamp. Problemet er bare, at Randys krop ikke kan holde til meget mere, og det får ham til at tage sit liv op til overvejelse.
"The Wrestler" er en melankolsk og rørende, men også smuk film om en mand, der klynger sig til sin identitet. Lige meget hvor sørgelig den så er - for det er ikke en film, der forsøger at gøre wrestling til andet end cirkus. Man er med, når Randy tager sol og ordner hår, køber steroider og aftaler kampenes forløb med modstanderne. Og alligevel får man stor respekt for de her wrestleres evner, når instruktør Darren Aronofsky i intense, medrivende nærbilleder skildrer showet i ringen.
Rourke er som nævnt fremragende, den helt rigtige til rollen, men der er også flot spil af Marisa Tomei som den stripper, Randy er lun på, og af Evan Rachel Wood som hans fremmedgjorte datter. Aronofsky har instrueret den dygtigt i uvant afdæmpet stil, med masser af plads til improvisation af skuespillerne og god brug af rigtige wrestlere i birollerne, som giver filmen en virkelig realistisk fornemmelse. Den har også et passende nostalgisk soundtrack med 80'er-heavy og Bruce Springsteens smukke titelsang.
"The Wrestler" er ikke nogen storfilm, men derimod et stille, nært portræt af en slidt mand i en virkelig sær branche. Den er egentlig ganske forudsigelig, men utroligt godt lavet, og Aronofsky holder sig flot fra de mest klæbrige klicheer. Og Mickey Rourke blev snydt for en Oscar.
Randy the Ram var engang et kæmpestort navn, som stod øverst på plakaten i Madison Square Garden. Nu optræder han i usle gymnastiksale for småpenge, men drømmen om rampelyset bliver tændt igen, da hans manager vil arrangere en rematch af hans største kamp. Problemet er bare, at Randys krop ikke kan holde til meget mere, og det får ham til at tage sit liv op til overvejelse.
"The Wrestler" er en melankolsk og rørende, men også smuk film om en mand, der klynger sig til sin identitet. Lige meget hvor sørgelig den så er - for det er ikke en film, der forsøger at gøre wrestling til andet end cirkus. Man er med, når Randy tager sol og ordner hår, køber steroider og aftaler kampenes forløb med modstanderne. Og alligevel får man stor respekt for de her wrestleres evner, når instruktør Darren Aronofsky i intense, medrivende nærbilleder skildrer showet i ringen.
Rourke er som nævnt fremragende, den helt rigtige til rollen, men der er også flot spil af Marisa Tomei som den stripper, Randy er lun på, og af Evan Rachel Wood som hans fremmedgjorte datter. Aronofsky har instrueret den dygtigt i uvant afdæmpet stil, med masser af plads til improvisation af skuespillerne og god brug af rigtige wrestlere i birollerne, som giver filmen en virkelig realistisk fornemmelse. Den har også et passende nostalgisk soundtrack med 80'er-heavy og Bruce Springsteens smukke titelsang.
"The Wrestler" er ikke nogen storfilm, men derimod et stille, nært portræt af en slidt mand i en virkelig sær branche. Den er egentlig ganske forudsigelig, men utroligt godt lavet, og Aronofsky holder sig flot fra de mest klæbrige klicheer. Og Mickey Rourke blev snydt for en Oscar.
05/06-2009
