Fire Minutter I Dommedag
6.0
Zack Snyder instruerede for blot tre år siden den super underholdende og blodige rutsjebanetur 300, baseret på Frank Millers tegneserie. Snyders næste projekt var også en tegneserie, men det er en af de mest berømte tegneserier nogensinde: Alan Moores Watchmen. En kompromisløs og yderst kompleks skildring af en verden i forfald, hvor superhelte er bandlyste og Nixon er præsident. Mange instruktørere har prøvet at give sig i kast med Watchmen som filmudgave, men ingen af projekterne så nogensinde dagens lys. Nu har Zack Snyder så gjort det umulige: Han har filmatiseret det ufilmatiserbare.
Historien tager sit afsæt i mordet på en superhelt af den nu opløste gruppe Watchmen. Sociopaten Rorschach begynder at efterforske mordet og hvirvler sine gamle kolleger ind i mysteriet, som snart begynder at tage den ene uhyggelige drejning efter hinanden.
Mere kan ikke skrives om den skarpskårne historie uden at røbe vigtige pointer.
Watchmen-filmen er blevet alt det, den skal være. En nedkogning af Moores mastodont-forlæg. Zack Snyder og manuskriptet undgår samtlige filmiske faldgrupper ved f.eks. at give folk, der ikke har læst forlægget en hurtig gennemgang af universet i en af filmhistoriens (allerede nu) bedste åbningssekvenser.
Derefter er fokus centreret udelukkende om Watchmen og deres baggrunde. Samtlige "superhelte" bliver forklaret til bunds, og det er tit skarp kost.
For Watchmen-filmen er ikke bare en omgang dybsindig, filosoferende og dystopisk fortælling, men også en actionfilm af rang. Den R-rating, som skulle til for at leveggøre Moores karakterer bliver skubbet til det yderste med både brækkede lemmer, smeltende ansigter, knoglekvasende nærkampe og traumatiserede børn.
Et andet klogt trækn fra Snyder er at lade fortællingen finde sted i sit originale 1985. Tegneserien er så stort et produkt af Den Kolde Krig, at det ville være en falliterklæring at lade handlingen foregå i vor tid, men det er bestemt ikke fordi, at der ikke kan trækkes paralleller til vores egen tid.
Klimakset er også ændret, så det passer bedre til det store lærred. Jeg ville personligt have svært ved at se hvordan de kunne klare det originale klimaks, uden at det blev en tæerkrummende oplevelse.
Watchmen er en visuel nydelse. Alle billeder er en nødvendighed, og står i flot kontrast til de dystre figurer, der befinder sig i fortællingen. De flotte effekter er eksekveret med dygtig hånd, og der er scener der vil efterlade dig tomt stirrende ud i luften, mens du tænker: "Hvad har jeg lige set?"
Der spilles stort i samtlige roller, som består af mindre kendte navne. Endnu et godt (og modigt fra studiets side) træk af Snyder, dette giver os chancen for at føle med disse mennesker fremfor hvis det havde været store Hollywood-navne, der havde prydet plakaten. Specielt Jackie Earle Haley giver en præstation af en anden verden som Rorschach. En mand, der pga. sin barndom har fået et psykotisk syn på byens bundfald. En yderst kompleks præstation.
Watchmen har sammen med The Dark Knight, rykket grænserne for hvad tegneserie-filmatiseringer kan tillade sig, og man må spørge sig selv, hvad der kan ske herefter? Den er både brutal og jordnær, men også fantastisk og over-the-top. Dette er en tegneseriefilm for voksne i ordets bedste forstand. Eftertænksom underholdning i ordets bedste forstand!
Bravo, Snyder. Bra-vo!
Historien tager sit afsæt i mordet på en superhelt af den nu opløste gruppe Watchmen. Sociopaten Rorschach begynder at efterforske mordet og hvirvler sine gamle kolleger ind i mysteriet, som snart begynder at tage den ene uhyggelige drejning efter hinanden.
Mere kan ikke skrives om den skarpskårne historie uden at røbe vigtige pointer.
Watchmen-filmen er blevet alt det, den skal være. En nedkogning af Moores mastodont-forlæg. Zack Snyder og manuskriptet undgår samtlige filmiske faldgrupper ved f.eks. at give folk, der ikke har læst forlægget en hurtig gennemgang af universet i en af filmhistoriens (allerede nu) bedste åbningssekvenser.
Derefter er fokus centreret udelukkende om Watchmen og deres baggrunde. Samtlige "superhelte" bliver forklaret til bunds, og det er tit skarp kost.
For Watchmen-filmen er ikke bare en omgang dybsindig, filosoferende og dystopisk fortælling, men også en actionfilm af rang. Den R-rating, som skulle til for at leveggøre Moores karakterer bliver skubbet til det yderste med både brækkede lemmer, smeltende ansigter, knoglekvasende nærkampe og traumatiserede børn.
Et andet klogt trækn fra Snyder er at lade fortællingen finde sted i sit originale 1985. Tegneserien er så stort et produkt af Den Kolde Krig, at det ville være en falliterklæring at lade handlingen foregå i vor tid, men det er bestemt ikke fordi, at der ikke kan trækkes paralleller til vores egen tid.
Klimakset er også ændret, så det passer bedre til det store lærred. Jeg ville personligt have svært ved at se hvordan de kunne klare det originale klimaks, uden at det blev en tæerkrummende oplevelse.
Watchmen er en visuel nydelse. Alle billeder er en nødvendighed, og står i flot kontrast til de dystre figurer, der befinder sig i fortællingen. De flotte effekter er eksekveret med dygtig hånd, og der er scener der vil efterlade dig tomt stirrende ud i luften, mens du tænker: "Hvad har jeg lige set?"
Der spilles stort i samtlige roller, som består af mindre kendte navne. Endnu et godt (og modigt fra studiets side) træk af Snyder, dette giver os chancen for at føle med disse mennesker fremfor hvis det havde været store Hollywood-navne, der havde prydet plakaten. Specielt Jackie Earle Haley giver en præstation af en anden verden som Rorschach. En mand, der pga. sin barndom har fået et psykotisk syn på byens bundfald. En yderst kompleks præstation.
Watchmen har sammen med The Dark Knight, rykket grænserne for hvad tegneserie-filmatiseringer kan tillade sig, og man må spørge sig selv, hvad der kan ske herefter? Den er både brutal og jordnær, men også fantastisk og over-the-top. Dette er en tegneseriefilm for voksne i ordets bedste forstand. Eftertænksom underholdning i ordets bedste forstand!
Bravo, Snyder. Bra-vo!
03/07-2009
