Stillestående Transformers

2.0
Anden omgang med legetøjsrobotterne er nærmest en direkte kopi af den første. I "Revenge of the Fallen" kommer de onde Decepticons igen til Jorden, på jagt den sidste stump af den terning, som har skabt universet. Igen har den unge hovedperson nøglen til, hvor dimsen befinder sig, og igen går de gode Autobots selvfølgelig forrest i kampen.

Plottet er et fjollet, stærkt usammenhængende opkog af fantasy-myter og logik taget fra tv-morgenfladens børnetegnefilm. Jeg havde så ikke forventet mig meget andet af en Transformers-film, men i forhold til den første film er der endnu mindre sammenhæng i begivenhederne, ligesom humoren er blevet en del mere fladpandet, drevet af tåbelige karakterer blandt både mennesker og robotter.

Efter otte år med Hollywood-film, der gjorde grin med Bush-regeringens aggressive stil, er "Revenge of the Fallen" så også den første store produktion, som helt åbenlyst gør grin med Obama-regeringens ønske om at løse konflikter via diplomati. I Transformers-universet ved de modige soldater nemlig godt, at vold er det eneste virkningsfulde svar til fjenden. Det er en interessant, men ikke særlig sympatisk detalje ved filmen, som også er ganske xenofobisk i sin humor.

På ét punkt er der dog klare fremskridt i forhold til etteren. Nemlig i det visuelle, hvor effekterne er endnu mere imponerende end i den ellers flotte "Transformers". Jeg syntes, at kampene i den første film nogle gange blev forvirrende, når masser af metal fløj over skærmen på mørke baggrunde. Her foregår det meste i fuldt dagslys, og det er flot og overbevisende lavet.

Men det er altså ikke nok at vise pæne robot-effekter i to en halv time. Instruktør Michael Bay mister (igen) grebet om den basale historiefortælling og lader både logik, plot og personer drukne i bulder og brag. Shia LaBeouf har stadig en god udstråling i hovedrollen, men han skal til at finde sig en anden slags film, hvis han for alvor skal blive en stor stjerne. Omvendt synes "Revenge of the Fallen" at vise, at Megan Fox' talent er noget mere begrænset, for her er hun virkelig reduceret til bare at se godt ud - hun var meget bedre i etteren. Det er nu også svært at tilkæmpe sig plads i en film, hvor kæmperobotterne fylder det hele.
Transformers: De Faldnes Hævn