Unik brutalitet i smukke klæder

Lars Von Trier beviser endnu engang sin berettigelse via sin umenneskelige kompromisløse tilgang til filmmediet, sin flair for det visuelt overdådige og ikke mindst hans lodrette langemand til enhver form for middelmådighed.
Antichrist ligger i naturlig, men også ekstremt ubehagelig, forlængelse af Breaking the Waves og Dancer In the Dark, hvor kvinden er i centrum og hendes forfald er overskriften. Mange har igennem tiden anklaget Von Trier for at besidde en foragt og dæmonisering af det feminine køn, men denne betragtning er jeg imidlertid uenig i, da jeg ser hans skildringer som værende ofre for noget langt større og mere uhåndterligt, menlig uretfærdighed og mental nedbrydelse. Med andre ord tror jeg ikke at Von Trier foragter kvinden, men i højere grad er fascineret af denne i al dens overfladiske uskyldighed. Ved at lade alverdens ulyksageligheder ramme kvinden i stedet for manden, rammes vores følelser dybere, da vores instinkt ikke normalt forbinder kvinden med noget ondt og brutalt, men derimod det moderlige og følsomme.

Visuelt er Antichrist nærmest at betegne som et overflødighedshorn af smukke billeder, som hvert og ét emmer af dybfølt passion fra såvel instruktørens som hele filmholdets side. Man kan med andre ord mærke kærligheden og viljen strømme ned fra læredet. Alt dette, tillagt det faktum, at ingen anden end den mest depressive og ecxentriske Lars Von Trier kunne have lavet denne film, må og skal afkaste sig fuldt hus i mit favør.