Stærkt og troværdigt jalousidrama

4.0
Det her er først og fremmest et udstillingsvindue for to virkelig talentfulde unge skuespillere. Cyron Melville har hovedrollen som en ung pianist, der drømmer om at komme på Juilliard, men har en voldsom bagage fra en far, der begik selvmord. Sara Hjort er den søde cellist, han falder for på konservatoriet.

Melville bekræfter med eftertryk det talent, han tidligere har vist, i rollen som den søde, stille unge fyr, der bliver ædt op af sit behov for kontrol og bekræftelse og ender i vrangforestillinger og jalousi-galskab. Men Hjort er også virkelig god som den glade og måske lidt naive pige, der først for sent ser, hvad der rammer hende. De to spiller flot op mod hinanden, og ikke mindst de intime scener mellem Hellerup-drengen og Nørrebro-pigen fungerer utroligt godt.

Og så er det i øvrigt ikke kun skuespillernes film, for "Vanvittig forelsket" er også en virkelig flot debut for forfatter-instruktør Morten Giese. Det er en fascinerende rejse ind i et galt sind, som formår at vække medfølelse og frygt på samme tid, og som for mig var meget vedkommende som et billede på, hvad der sker, når mænd går amok i jalousi. Historien er måske ikke helt skarpsleben, men Giese instruerer med stor intensitet, som bl.a. viser sig i et par voldsomt følelsesladede musikscener.

Også teknisk har filmen fortjent ros, for billedsiden er godt nok ikke vanvittigt ambitiøs, men til gengæld ført konsekvent igennem i nærbilleder af personer og københavnerliv. Støttet af godt arbejde med både locations, production design og tøj, som alt sammen er med til at karakterisere de forskellige personer. Filmen er derfor også enormt troværdig som nutidsbillede - det føles som helt rigtige mennesker, der kunne være lige uden for døren.

"Vanvittig forelsket" var en klar positiv overraskelse for mig. Rigtig god film.
Vanvittig forelsket