Crappy Toy Soldiers

1.0
** "We're running her face through an infinity scan." **

Okay, det var jo synd for alt det andet legetøj, at Transformers løb med al opmærksomheden. Så nu har G.I. Joe (aka Action Force) også fået deres egne film. Og den handler jo så om en international styrke af legetøjsfigurer, undskyld elitesoldater, som fra en hemmelig base under Sahara redder verden fra ondskaben. Som for eksempel skurkagtige våbenhandler/terrorist-sammensværgelser, der vil lægge hele storbyer øde med deres nanomite-bomber.

Og det bliver naturligvis omsat til en ualmindeligt tåbelig handling. Som er fuld af dårlige machoseje replikker, techno-mili-babble, plothuller og klip, hvor man tænker 'hvad skete der lige dér?'. Og et væld af fjollede militær-gadgets - hvorfor er det fx lige, at en strålepistol har form som en armbrøst og skal genlades mellem hvert skud? (*host* merchandise)

** "Oh no! They're gonna use him to weaponize the warheads!" **

"The Rise of Cobra" er på alle måder en dårlig tegneserie-actionfilm, og den er så gigantisk fjollet, at det faktisk er underholdende i sig selv. Problemet er bare, at den ikke tager pis på sig selv og genren, men i stedet er et kynisk kalkuleret produkt, der sigter efter drengebørn og deres forældres pengepung med hjælp fra alle klicheerne. Inklusive heltens sjove sorte sidekick-ven og småchauvinistisk brug af kvinderollerne.

Roller er i øvrigt så meget sagt, for der bliver ikke spillet meget skuespil i denne film. Channing Tatum er virkelig papagtig som den primære helt, men større navne som Sienna Miller, Jonathan Pryce, Joseph Gordon-Levitt, Christopher Eccleston og (især) Dennis Quaid får også vist, at de kan spille ringe, når det kræves af dem. Faktisk er det kun den koreanske actionstjerne Lee Byung-hun, der kommer nogenlunde helskindet igennem filmen som den onde ninjaskurk.

Jeg vil gerne medgive, at instruktør Stephen Sommers og hans effektfolk disker op med en god del visuel kreativitet i løbet af filmen. Der sker en fantastisk masse på lærredet i de mange kampscener i forskellige miljøer, og der er dæleme mange eksplosioner. Men det hjælper jo ikke så meget, når det, der sker, oftest er decideret tåbeligt ...

** "The time has come for the Cobra to rise up and reveal himself. You will call me ... Commander." **

Og ja, der kommer helt sikkert en fortsættelse. Ellers ville filmen jo ikke slutte med en cliffhanger.
G.I. Joe - The Rise of Cobra