The Money-Machine

Jeg har aldrig været den store fan af supergelte-film, men film som Batman Begins og The Dark Knight, X-Men 1 og 2, samt dette års Watchmen, har jeg det dog noget anderledes med. De kan nemlig tages seriøst! Og hvad mener jeg så med det? For jeg ved at der sidder mange mennesker derude (især mange teenage-drenge...), der fx var helt vilde med sidste års Iron Man, som jeg dog aldrig rigtigt så som andet end underholdning - hvilket jo faktisk også var meningen med netop den film. Men de førnævnte film vil altså bare meget mere end "blot" at være den næste popcorns-blockbuster, direkte importeret fra Hollywood - de har et budskab under al galskaben, de visuelle effekter, de spektakulære stunts og de besynderlige karakterer. Og den slags superhelte-film startede vel egentlig med den første X-Men film fra 2000.

Bryan Singer gjorde et helt fantastisk arbejde som instruktør, og den blev da også en øjeblikkelig pengesluger, så selvfølgelig gik der ikke længe inden fortsættelsen, X2, udkom. Mod de flestes forventninger var den faktisk endnu bedre end sin fremragende forgænger, og indtjente også endnu mere, så overraskelsen var heller ikke stor, da Fox annoncerede den tredje og sidste del af trilogien, X-Men: The Last Stand. Længe inden premieren blev der lagt op til et stort og følelsesladet sidste kapitel, men forargelsen var stor hos de fleste fans, da Bryan Singer droppede ud, og den håbløst talentløse Brett Ratner tog over. Han forvandlede det der skulle have været en forløsende slutning, til en fuldt ud ligegyldig pengemaskine, hvor der absolut ingen sjæl var at finde; dog var underholdningsværdien stor, men det var altså bare ikke nok.

Nu har vi så fået X-Men Origins: Wolverine. Den første af en række prequels, der ifølge filmskaberne er til for at underbygge de forskellige karakterer; Men vi ved jo selvfølgelig alle sammen godt, at den egentlig grund til at lave disse prequels, er penge. Og netop denne følelse sad jeg med, hele vejen igennem filmens halvanden times spilletid: At det hele var drevet af penge.
Det er selvfølgelig Wolverine den første prequel skal handle om - for det er ham, der er den mest populære karakter i X-Men universet. Og han er måske også den med den mest interessante fortid, da den er så godt som slettet fra hans hukommelse, i de tre oprindelige film. Hugh Jackman er selvfølgelig tilbage i den rolle der gjorde ham til én af vor tids støste filmstjerner, og han gør det på præcis samme måde, som han nu har gjort det tre gange tidligere - der er altså intet nyt at komme efter hér. Persongalleriet er til gengæld meget kulørt, hvilket det vel skal i en genre som denne. Som det også var tilfældet i tredje del af den oprindelige trilogi, bliver de mange forskellige mutationer bare for meget i længden. Flotte, men for meget. Og så er det altså bare irriterende, når en karakter bliver portrætteret af forskellige skuespillere, i to forskellige film. I X2 spillede Brian Cox William Stryker, der er manden der indopererer det uforgængelige metal adamantium i Wolverines krop, men han er i denne film blevet skiftet ud med Danny Huston, der bestemt ikke er nogen ringe skuespiller - han er bare ikke Brian Cox...
Uanset hvor meget filmen prøver på at give os noget nyt, virker det hele bare som noget man allerede har set før - og det bedre! Så selvom vi på en måde ikke befinder os i filmenes vante univers, og langt de fleste af de karakterer vi kender fra trilogien ikke er til stede i denne film, er der altså aldrig for alvor noget at komme efter i denne omgang.
Egentlig er denne film hverken ringere eller bedre end The Last Stand, men uoriginaliteten er denne gang så tydelig, at jeg bliver nødt til at være hårdere i min dom. Hvor Brett Ratners skuffende afslutning på den oprindelige trilogi kunne snige sig op på tre stjerner, nægter jeg simpelthen at give denne pengemaskine mere end to. Den har ganske enkelt ikke fortjent det. Jeg er sikker på, at der er mange drengerøve derude, der helt sikkert nok skal få det store kick ud af filmen, men for alle der er flydt 14, er der sgu ikke noget nyt at komme efter. For endnu engang er temaet om isolation og fremmedhad kogt ned, til fordel for flere pompøse special-effects... en skam, for der var engang X-Men kunne andet end blot at underholde.