Antichrist

Jeg har lige set Antichrist. I går. Den rumsterer i mit indre endnu. Når jeg læser anmeldelser og udsagn bliver jeg målløs! For jeg er så optaget af filmen og dens budskab (ihvertfald det jeg opfatter som budskabet), at jeg ikke helt fatter, hvad det er, folk siger. Dem der bare tager afstand. Dem der kalder den en gyser eller en pornofilm. En horrorfilm. Og siger ting om Lars von Trier, som ingen af os kender. Bortset fra dem, der står ham nær.
I Danmark er det ikke tilladt at være genial. Lars von Trier er genial. Og susende svær at forstå. Og denne film er ingen undtagelse. Snarere tværtimod. For han sætter jo fingeren på noget af det mest smertelige i menneskelivet. Og det VIL vi bare ikke se, slet ikke på film, slet ikke i en film, hvor naturen, kærligheden, ensomheden, magtesløsheden, kaos beskrives på en måde, som er så skræmmende, så grotesk og så smukt, at fatteevnen står af. Nej, så hellere storgrine af en smådum komedie. Og udnævne et mesterværk, som nærmer sig Bergmanske dimensioner til porno. Eller en gal mands værk. Så er den abe placeret, og den er heldigvis ikke vores.
Heldigvis er vandene delte, og jeg har mødt mennesker, der også finder Antichrist grum, smuk og fantastisk.
Tak til Lars von Trier og hans stab. Tak til modige skuespillere for en gyselig og smuk og fantastisk oplevelse. Som ikke ligner noget, jeg nogensinde har set. Men som får mindelser op i mit indre om "Såsom i et spegel" af Ingmar Bergman engang i 60'erne, da jeg faktisk var for ung til at fatte, hvad det var jeg så. Og som jeg ikke engang kan huske den rigtige titel på!
Har søgt en side på facebook om filmen. Men jeg gider ikke diskutere film på engelsk. For så glipper det væsentlige, nemlig min oplevelse. Hvis den skal vendes, er det nødvendigt at være tro overfor mig selv, og det kan jeg kun på dansk.