Det spirituelle touchdown

At sport er mere end blot sport, bliver oftest erklæret via flotte, unikke kraftpræstationer der en sjælden gang hænder indenfor sportsbranchen. Disse kraftpræstationerne har det tit med at blive overromantiseret – hvis det nu ikke lige lægger i Jørgen Leths filmhænder og betagende fortællerstemme – gennem klamme, klistret klicheer og et forudsigeligt patos om et hold, oftest præget af etniske forskelle og individualitet, der finder sammen under fælles fane og kreerer en uovervindelig masse.

Det er den kommercielle historie, der er blevet trasket godt og grundigt i mange gange. Og også en cementering af en genre, der hungrer efter originalitet og kliche undvigelse.

Det er derfor utroligt dejligt, at se en film, der gennem brug af et mesterligt soundtrack, på original vis skildrer et amerikansk fodboldholds gennem en sæson med mange nedture, men bestemt også enkelte opture.

Peter Berg’s ’Friday Night Lights’ er ikke historien om den umulige sejr for politisk korrekthed eller anden. Det er i stedet historien om en flok teenagere, der med hver sin private historie, er på vej ud i den fagre voksne verden med gele i knæene og rystende på hånden.

Ikke så meget med sportsgrenen som springbræt, men i stedet den visdom og gave, der ligger i at blive sammentømret gennem et uforligneligt kammeratskab, der under ekstreme omstændighed bliver skabt.

Peter Berg vender med succes kameraet ind mod personerne selv end mod selve scoringstavlen. Godt nok er modstanderne i finalen de traditionelle større, stærkere og bedre, men også onde, voldsomme og feje spillere, der forinden har revet alt modstand fra hinanden.

Mens holdet man følger er et sympatisk ensemble af forskellige unge drenge med hver sine problemer. Og selvfølgelig også det hårdt kæmpende hold, der tager slagene og kommer til at bløde af det.

På den konto er skitseringen af den sportslige succes ikke anderledes end så mange andre sportsfilm, men med den baggrund og et dirrende håndteret kamera opnår Peter Berg en ikke før set oprigtighed ved de mange kampe.

Håbløsheden for det lille hold fra Odessa i Texas, er at spore i den sidste alt afgørende kamp. Melankolien får også en ekstra utrolig smuk glans, når den ledsages af et soundtrack, der i sidste ende lufter filmen til de uforglemmelige luftlag.

Det er romantiseret sport, når finalekampen nærmest udvikler sig til en slagmark mellem David og Goliat.

Det er som om, at den bogstaveligt talt kropslige nedslagtning, virkelig gør ondt og at Berg inden da på unik vis har skabt en ekstra dimension i det traditionelle sportsdrama om et hold der sigter mod toppen, slår sig, men vinder personlig gunst. Ikke gennem resultaterne, men gennem at tage en tackling for en holdkammerat.

Kampene virker langt fra konstrueret, som det tit er tilfældet i andre sportsfilm. I stedet er tekniske finesser som slowmotion brugt i fornuftige mængder, mens et håndholdt kamera skaber en kaotisk billedrammen for en lige så brutal og kaotisk sportsgren.

Det gør især ekstra ondt, når man ser de forskellige hovedpersonerne blive tacklet, så de dårligt nok kan rejse sig op igen, netop fordi man kender dem som personer.

Men det der i virkeligheden fungerer så godt i ’Friday Night Lights’, er den menneskelige dybde og skildringen af de unge ildsjæle.

Da holdets store stjerne, Boobie, bliver skadet, så han ikke kan spille fodbold mere, kulminerer det i en dybfølt scene, hvor Boobie bryder sammen i sin bil sammen med hans onkel.

Han er grædefærdig, ødelagt og realiserer, at fodbold var det eneste han kunne finde ud af.

Mens holdets quarterback, Winchell, slet ikke aner, om han vil amerikansk fodbold i fremtiden. Han føler en plagende forpligtelse overfor sin syge mor.

Det er disse små hverdagsdramaer, der når højder, så det er grænsende til patos. Men vekslingen mellem store armbevægelser og små, stille øjeblikke giver filmen en suveræn balance. Det er storartet patos med små armbevægelser.

Selv halvlegs peptalken i finalen forekommer utrolig menneskelig, forståelig og langt fra klichepræget.

Fordi man føler med holdet. Man bløder med holdet. Man vinder med holdet. Og man græder med holdet.

Selvom bolden ikke nåede de sidste afgørende centimeter, så nåede den hele vejen fra første kamp til finalen. Ledsaget af blod, sved og tåre og et nu sammenknyttet bånd mellem de unge drenge.

For det er i virkeligheden, ikke pokalen der tæller. Det er om du tør tage en tackling for den anden, og så blive hjulpet op af ham du tog tacklingen for.

Og det er alene så smukt med en evindelig hjerteskærende melankoli.