Eventyrligheden er død i eventyret

3.0
Anders Thomas Jensen og Thomas Villum Jensens ’Ved Verdens Ende’ er en spøjs sammenblanding af til tider grotesk grafisk vold, tropisk romance og en blomst, der efter sagnet giver evigt liv.

En blanding som lyder lidt af et festfyrværkeri af et eventyr, men det er netop eventyrligheden, der mangler i det nye ”sokker-i-sandal-action-brag”, som filmen har markedsført sig selv som på dens filmplakat.

Og netop markedsføringen ligner da grangiveligt også noget fra et af Hollywoods allerbedste filmeventyr, Indiana Jones. Men den lever desværre på ingen måde op til, hvad filmplakaten antyder:

Et plagiat af det store klassiske Hollywood-eventyr. Dertil mangler filmen for det første kompromis og stramhed i fortællingen, dernæst sætter den sig irriterende mellem to stole og bliver en mellemvarer.

Resultatet er glimtvise grin, men set over hele linjen en plat omgang sursød-suppe, der er set flere gange før. For selvom ’Ved Verdens Ende’ vover en masse i dens grafiske vold og voldsomme eksplosioner, så tør den aldrig rigtig at rokke sig som selvstændig fortælling.

Larmen overdøver handling og tager tempoet ud af en historie, der i mange omgange tenderer til det platte. Alligevel har den erfarne manuskriptforfatter, Anders Thomas Jensen, fået viklet nogle små guldkorn ind i det endelige resultat.

Nogle guldkorn, der momentvis viser netop den fremragende humor Anders Thomas Jensens tidligere værker som ’Adams Æbler’ og ikke mindst klassikeren ’Blinkende Lygter’.

Den der gennemtrængende sorte platte humor, Anders Thomas Jensen er så god til at formidle, så platheden ikke frembringer et skævt smil, men et latterudbrud.

Men det er som om, at Anders Thomas Jensens (måske for) sprælske manuskript i Thomas Villum Jensens hænder, ender som en film, der har samme problemer som ’Sprængfarlig Bombe’ havde.

Nemlig balancen mellem den groteske humor og den sentimentale alvor.

Det hele går hen og bliver forstokket, halvhjertet og harmonerer ikke sammen som helhed. Det er ’Ved Verdens Ende’ helt store handicap.

Især karakterudviklingen er død i filmen. Kun lige filmens friske pust, Beate, spillet fint af Birgitte Hjort Sørensen, gennemgår en varm udvikling, men selv hendes rolle er set før: den traditionelle smækre blondine, der dog ikke er så dum igen.

Nikolaj Lie Kaas er i sin sædvanlige rolle, som den lidt sære asociale snegl, der i filmens omgivelser forekommer som den eneste logisk tænkende figur. Men hans figur forbliver som den, den var i starten af filmen.

Spørgsmålet er så, om det er en insisterende fra de to Jensens side, at drive det åbenlyse plagiat af den store Hollywood-blockbuster helt der ud, hvor kopien selvbevidst bliver grinagtig og fremstiller den kommercielle masse som en stupid omgang, der ikke kan skelne gråd fra latter.

Hvis det er tilfældet, giver filmen bedre mening. Det siger vel også meget om ’Ved Verdens Ende’, at den selvbevidst gør sig til en dårlig film, så vi åh så fine smagsdommere kan gnide vores hænder i selvtilfredshed over, at vi er meget bedre vidende end ham gutten ved siden af, der skraldgriner over at Beate får slynget en gren i hovedet, mens hun vandrer i junglen.

Som om det ikke er set før.

Hele dette stort eksploderende plagiat er en habil, omend spøjs størrelse. De mange værktøjer filmen bruger, overbruger den nærmest til at overgå forrige scene. Og det er da også usædvanligt for en dansk film (der endda lader rulleteksterne være på engelsk), at en helikopter styrter ned i ægte krigsfilm stil, Ramboagtig maskinel nedmejning af indonesiske soldater og brag, på brag, på brag.

På den tekniske side er ’Ved Verdens Ende’ et løjerligt friskt pust i dansk film. Og det ser også ud som om, at Thomas Villum Jensens har haft nok med penge at gøre med, som en dansk udgave af Michael Bay.

Dem har han til gengæld også brugt. På store eksplosioner og halv fesen computer animation af en Lie Kaas der hænger og dingler i en snor fra en højtflyvende helikopter.

Det kunne være blevet årets danske action brag. Det er den måske delvis også, men man glemte lige sammenhængen mellem eventyrligheden og eventyret.
Ved Verdens Ende