Lortefilm
2.0
Det kan sagtens komme forkert ud at sige, at en film som tyske ’Eine frau in Berlin’ er noget nær en ren lortefilm. Først og fremmest kan valget af ordet ’lortefilm’ lyde fuldstændig forfejlet, fordi ordet ofte bruges om de fuldkommen uduelige film uden nogen som helst kvaliteter. Den slags kan ’Eine Frau in Berlin’ ganske vist ikke siges at være én af. Filmen har skam kvaliteter, deriblandt belysning, underlægningsmusik og klipning, der er med største tydelighed er udført af højt lønnede folk i faget - og en instruktør der aldrig nogensinde synes at være i tvivl om hvornår man går på stativ og hvornår man filmer håndholdt.
Oven i hatten af de helt usvigelige filmkvaliteter ’Eine Frau in Berlin’ ligger inde med, kan filmens instruktør Max Färberböck lune sig ved at han har nogle fremragende tematiske byggesten at fortælle ud fra. Han kan fortælle den rystende og chokerende beretning om de forladte tyske kvinder, som blev voldtaget og misbrugt på det groveste af de russiske soldater, efter deres belejring de ruinerede rester af Berlin under 2. verdenskrigs efterdønninger. I ryggen har Fäberböck et helt igennem skudsikkert skriftligt dagbogsforlæg, der lader filmen være en autentisk historie i den absolut bogstaveligste forstand, man kan forestille sig. Hvad kan overhoved gå galt?
Sidstnævnte sætning må unægtelig have spadseret gennem hoved på Max Färberböck et sted i filmens pre-produktive fase. En anden konkret grund til det fuldkommen livløse udfald af ’Eine Frau in Berlin’ er svær at forestille sig. Der mangler tro på, at historien ikke fortæller sig selv. Tro på at knugede, karismaløse skuespilleransigter ikke nødvendigvis fungerer godt på film, bare fordi de ligner knugede hverdagsmennesker og ikke skuespillere. At følsom strygermusik der akkompagnerer ethvert nedtrykt blik sendt fra Berlins misbrugte kvinder ikke er et sikkert kort, men faktisk en vanvittig kedelig, ukreativ måde at projektere følelser på i to timer, der stort set ikke handler om andet.
’Eine Frau in Berlin’ synes mest af alt at stille sig tilfreds med, at den har en relevant historie at fortælle. Det er selvfølgelig en kæmpe fejl. Svært er det ikke at tænke på lignende tyske film som ’Forfalskerne’ og ’Sophie Scholl’, der med ret ryg og klædelige manerer frådser det tematiske guld væk i ren ærefrygt. Det kan altså lyde hårdt at smide et ord som ’lortefilm’ efter en tydeligvis så gennemarbejdet filmproduktion med så sympatisk og væsentligt et emne, men det her er simpelthen for skamløst kedeligt til at lade være.
Oven i hatten af de helt usvigelige filmkvaliteter ’Eine Frau in Berlin’ ligger inde med, kan filmens instruktør Max Färberböck lune sig ved at han har nogle fremragende tematiske byggesten at fortælle ud fra. Han kan fortælle den rystende og chokerende beretning om de forladte tyske kvinder, som blev voldtaget og misbrugt på det groveste af de russiske soldater, efter deres belejring de ruinerede rester af Berlin under 2. verdenskrigs efterdønninger. I ryggen har Fäberböck et helt igennem skudsikkert skriftligt dagbogsforlæg, der lader filmen være en autentisk historie i den absolut bogstaveligste forstand, man kan forestille sig. Hvad kan overhoved gå galt?
Sidstnævnte sætning må unægtelig have spadseret gennem hoved på Max Färberböck et sted i filmens pre-produktive fase. En anden konkret grund til det fuldkommen livløse udfald af ’Eine Frau in Berlin’ er svær at forestille sig. Der mangler tro på, at historien ikke fortæller sig selv. Tro på at knugede, karismaløse skuespilleransigter ikke nødvendigvis fungerer godt på film, bare fordi de ligner knugede hverdagsmennesker og ikke skuespillere. At følsom strygermusik der akkompagnerer ethvert nedtrykt blik sendt fra Berlins misbrugte kvinder ikke er et sikkert kort, men faktisk en vanvittig kedelig, ukreativ måde at projektere følelser på i to timer, der stort set ikke handler om andet.
’Eine Frau in Berlin’ synes mest af alt at stille sig tilfreds med, at den har en relevant historie at fortælle. Det er selvfølgelig en kæmpe fejl. Svært er det ikke at tænke på lignende tyske film som ’Forfalskerne’ og ’Sophie Scholl’, der med ret ryg og klædelige manerer frådser det tematiske guld væk i ren ærefrygt. Det kan altså lyde hårdt at smide et ord som ’lortefilm’ efter en tydeligvis så gennemarbejdet filmproduktion med så sympatisk og væsentligt et emne, men det her er simpelthen for skamløst kedeligt til at lade være.
12/11-2009
