Confessions of a Curious Mind
4.0
I 1992 udviklede en sag om industrispionage sig til den største sag om ulovlige prisaftaler i USA's historie. FBI efterforskede egentlig et forsøg på spionage mod biotek-firmaet ADM, da én af firmaets topchefer, Mark Whitacre, afslørede, at ADM var involveret i verdensomspændende karteldannelse, hvor priserne på lysin (en aminosyre, som bl.a. bruges ved produktion af fødevarer og foder) blev aftalt mellem alle verdens store producenter. Whitacre blev undercover-agent for FBI, men sagen viste sig at indeholde endnu flere overraskelser.
Denne virkelige historie er baggrunden for Steven Soderberghs "The Informant!", der bliver fortalt med en absurd-ironisk undertone, som først og fremmest får den til at minde om Clooney/Kaufman-filmen "Confessions of a Dangerous Mind". Soderbergh lægger sig stilistisk tæt op ad gamle spionkomedier, især med ekstremt aggressiv brug af det 60'er-agtige soundtrack.
I starten er "The Informant!" en fortælling om en lidt nørdet mand, som bliver en ualmindeligt kikset undercover-agent. Hvor filmens stilmæssige greb netop understreger, at det hele er lidt latterligt. Men mod slut udvikler historien sig mere og mere bizart, og galskaben får pludselig en alvorlig undertone. Og det twist virker ekstremt effektivt, netop fordi Soderbergh fra start har mast filmen ind i en ramme af let komedie.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg et langt stykke ind i filmen syntes, at "The Informant!" var lidt tyndbenet og uvedkommende. Men så laver den det her imponerende slag med halen og tegner pludselig et bidsk billede af et griskt Corporate America, hvor man spørger sig selv, hvordan i alverden alt det her har kunnet lade sig gøre? Og det virker selvsagt ekstra stærkt, når filmen kommer i en tid med global finanskrise og store diskussioner om erhvervslederes ansvar.
"The Informant!" er både film- og fortælleteknisk rigtig elegant bygget op. Instruktør Steven Soderbergh sætter i usædvanlig grad alt på ét bræt - og resultatet er hans bedste værk i årevis. Det er et virkelig intelligent stykke film, hvor Matt Damon også er imponerende i hovedrollen som det udspekulerede fjols Mark Whitacre.
Denne virkelige historie er baggrunden for Steven Soderberghs "The Informant!", der bliver fortalt med en absurd-ironisk undertone, som først og fremmest får den til at minde om Clooney/Kaufman-filmen "Confessions of a Dangerous Mind". Soderbergh lægger sig stilistisk tæt op ad gamle spionkomedier, især med ekstremt aggressiv brug af det 60'er-agtige soundtrack.
I starten er "The Informant!" en fortælling om en lidt nørdet mand, som bliver en ualmindeligt kikset undercover-agent. Hvor filmens stilmæssige greb netop understreger, at det hele er lidt latterligt. Men mod slut udvikler historien sig mere og mere bizart, og galskaben får pludselig en alvorlig undertone. Og det twist virker ekstremt effektivt, netop fordi Soderbergh fra start har mast filmen ind i en ramme af let komedie.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg et langt stykke ind i filmen syntes, at "The Informant!" var lidt tyndbenet og uvedkommende. Men så laver den det her imponerende slag med halen og tegner pludselig et bidsk billede af et griskt Corporate America, hvor man spørger sig selv, hvordan i alverden alt det her har kunnet lade sig gøre? Og det virker selvsagt ekstra stærkt, når filmen kommer i en tid med global finanskrise og store diskussioner om erhvervslederes ansvar.
"The Informant!" er både film- og fortælleteknisk rigtig elegant bygget op. Instruktør Steven Soderbergh sætter i usædvanlig grad alt på ét bræt - og resultatet er hans bedste værk i årevis. Det er et virkelig intelligent stykke film, hvor Matt Damon også er imponerende i hovedrollen som det udspekulerede fjols Mark Whitacre.
17/11-2009
