Hollywoods nye klæder?
2.0
Gud Fader bevares. Eller Eywa Moder bevares. Eller noget. Tænk, at man over så lang tid kan bruge så mange penge på at lave en så flot film ... og basere den på et så tyndt manuskript.
Al foromtalen af "Avatar" har handlet om, hvor utroligt flot og teknisk banebrydende filmen er. Og på det punkt leverer den virkelig varen. Forfatter-instruktør James Cameron har brugt sine mange millioner dollars på at skabe en fantastisk animeret verden, hvor især animationen af dyr og planter er vildt imponerende. Utroligt gennemført, også i at dyrelivet på den her fremmede planet har nogle klare fællestræk, som giver faunaen en troværdig konsistens.
Jeg synes stadig, der er en lille smule 'uncanny valley' i animationen af de indfødte humanoider, na'vierne, for deres mimik virker noget stiv i det. Men samlet set er den imponerende teknisk og visuelt, og jeg vil tro, den har fortjent at blive set i 3D, som jeg gjorde det.
Men så er der lige det med manuskriptet. Cameron burde have brugt bare en lille brøkdel af filmens kæmpebudget på at få arbejdet det bedre igennem, for historien om de onde lejesoldaters angreb på de fredelige na'vier er da den værste klichéfest. Den er både dybt banal og dybt forudsigelig, og det betød, at jeg relativt hurtigt kom til at småkede mig. For så længe holder fascinationen af de pæne billeder heller ikke, og filmen er især skæmmet af et langt og kedeligt midterstykke, hvor den invalide marinesoldat-helt i sin avatar-krop lærer na'viernes skikke og samhørighed med naturen, så han også kan blive en goddamn tree-hugging hippie.
Og nu er det jo ikke, fordi der er noget galt med at kramme træer, tværtimod. Men "Avatar" er en så banal allegori over mødet mellem kolonister og indianere, at de amerikanske stammer nærmest burde anlægge mod Cameron for at ødelægge deres navn og rygte. For det er tydeligt der, filmen har sit udgangspunkt - na'vierne og deres kultur er klart inspireret af de nordamerikanske indianeres kultur, helt ned i deltajerne i de enkelte replikker. Og de bliver fremstillet som så noble vilde i pagt med naturen, at det nåede et pænt stykke over min kvalmegrænse. Mens de onde, kapitalistiske, naturødelæggende indtrængere naturligvis bare er onde og grusomme.
"Avatar" har selvfølgelig også nogle overordnede budskaber om at passe på naturen frem for at udbytte den, men det er set 100% gennem de oprindelige folkeslags briller. Og altså fortalt i en stil, der er mere klæbrig end "Titanic", og hvor hele filmens handling nærmest kan forudses efter fem af de 162 minutter.
Det skal dog retfærdigvis siges, at de afsluttende slagscener bringer noget tiltrængt energi tilbage i filmen. Zoë Saldana spiller også godt bag sit blåanimerede ydre som na'vi-heltinden. Og filmen er en så flot teknisk opvisning, at jeg virkelig havde svært ved at beslutte mig for en karakter. Men i sidste ende var min oplevelse et større øv over det tynde, banale og forudsigelige plot, end det pæne ydre kunne trække op. For "Avatar" er som helhed præcis som sine idealistiske blå rum-indianere. Den har jo ikke noget tøj på.
Al foromtalen af "Avatar" har handlet om, hvor utroligt flot og teknisk banebrydende filmen er. Og på det punkt leverer den virkelig varen. Forfatter-instruktør James Cameron har brugt sine mange millioner dollars på at skabe en fantastisk animeret verden, hvor især animationen af dyr og planter er vildt imponerende. Utroligt gennemført, også i at dyrelivet på den her fremmede planet har nogle klare fællestræk, som giver faunaen en troværdig konsistens.
Jeg synes stadig, der er en lille smule 'uncanny valley' i animationen af de indfødte humanoider, na'vierne, for deres mimik virker noget stiv i det. Men samlet set er den imponerende teknisk og visuelt, og jeg vil tro, den har fortjent at blive set i 3D, som jeg gjorde det.
Men så er der lige det med manuskriptet. Cameron burde have brugt bare en lille brøkdel af filmens kæmpebudget på at få arbejdet det bedre igennem, for historien om de onde lejesoldaters angreb på de fredelige na'vier er da den værste klichéfest. Den er både dybt banal og dybt forudsigelig, og det betød, at jeg relativt hurtigt kom til at småkede mig. For så længe holder fascinationen af de pæne billeder heller ikke, og filmen er især skæmmet af et langt og kedeligt midterstykke, hvor den invalide marinesoldat-helt i sin avatar-krop lærer na'viernes skikke og samhørighed med naturen, så han også kan blive en goddamn tree-hugging hippie.
Og nu er det jo ikke, fordi der er noget galt med at kramme træer, tværtimod. Men "Avatar" er en så banal allegori over mødet mellem kolonister og indianere, at de amerikanske stammer nærmest burde anlægge mod Cameron for at ødelægge deres navn og rygte. For det er tydeligt der, filmen har sit udgangspunkt - na'vierne og deres kultur er klart inspireret af de nordamerikanske indianeres kultur, helt ned i deltajerne i de enkelte replikker. Og de bliver fremstillet som så noble vilde i pagt med naturen, at det nåede et pænt stykke over min kvalmegrænse. Mens de onde, kapitalistiske, naturødelæggende indtrængere naturligvis bare er onde og grusomme.
"Avatar" har selvfølgelig også nogle overordnede budskaber om at passe på naturen frem for at udbytte den, men det er set 100% gennem de oprindelige folkeslags briller. Og altså fortalt i en stil, der er mere klæbrig end "Titanic", og hvor hele filmens handling nærmest kan forudses efter fem af de 162 minutter.
Det skal dog retfærdigvis siges, at de afsluttende slagscener bringer noget tiltrængt energi tilbage i filmen. Zoë Saldana spiller også godt bag sit blåanimerede ydre som na'vi-heltinden. Og filmen er en så flot teknisk opvisning, at jeg virkelig havde svært ved at beslutte mig for en karakter. Men i sidste ende var min oplevelse et større øv over det tynde, banale og forudsigelige plot, end det pæne ydre kunne trække op. For "Avatar" er som helhed præcis som sine idealistiske blå rum-indianere. Den har jo ikke noget tøj på.
02/01-2010
