Hype, hyp og hysteri
2.0
Flot, pompøs, opulent filmoplevelse, der er helt igennem sort/hvid i sit noget naive verdensbillede og derfor fortæller en særdeles enstrengtet historie om kampen mellem det gode og det onde, og som på den konto desværre bliver utroligt sentimental og kvalmende moraliserende. Så enkelt kan Avatar vel i grunden opsummeres.
Det er ellers svært at komme igennem den utrolige hype, der har været omkring denne film, og alene på baggrund af den massive reklameoffensiv kan filmen nærmest ikke indfri forventningerne. Men ses skal det, om ikke andet så for de fantastiske visuelle scenarier. Der er afgjort sug i maven, når Sully flyver afsted på sin Ikran. Vi har set drageryttere før i både Harry Potter og Eragon, men Avatar når klart nye højder. Tilsvarende har vi bestemt set luftflåder af helikoptere, kæmpelandskaber med flyvende bjerge og horder af flyveøgler før, men ingen film har nogensinde før sat det hele sammen i et så virtuost visuelt panorama som Avatar formår at levere. Alt i alt må det have været et utroligt pillearbejde at fylde så mange små detaljer ind i den visuelle oplevelse, som der præsteres her. 3D effekterne er utrolige at se på. Jeg holder fast på at 3D bølgen i biografen er en gimmick, men det ændrer ikke på, at Avatar rent visuelt er en banebrydende oplevelse. Det er en film af den slags, der bare skal ses i biografen på så stort et lærred, som man kan komme nærheden af. Lige som Independence Day vil den utvivlsomt tabe utroligt meget, når man får den ned på tv-skærmen. Ser du den ikke i biografen, så kan du lige så godt helt lade være med at se den.
Filmen er nu slet ikke nær så original, som det ellers bliver påstået i samtlige interviews. Det er skam utroligt flot, ingen tvivl om det, men det er nu ikke fordi vi aldrig har set noget i samme dur tidligere. Avatar skubber bare til grænserne for, hvad man kan lave rent visuelt. Det er både flot og imponerende, men så er alt også sagt.
Plotmæssigt låner Cameron godt og grundigt fra både film og sci-fi romaner. I et væk kan nævnes Dune, Dances With Wolves, Braveheart, Star Wars, The Matrix samt flere andre. Det ses blandt andet, når Sully bruger sin avatar til at infiltrere de indfødte fremen... jeg mener Na'vi, og siden begynder at betvivle, hvad der er den virkelige verden for ham. "Red pill, blue pill". Han bliver siden accepteret af Omaticaya stammen, mens han lærer deres stolte traditioner, forelsker og gifter sig, og derefter skifter side fra sine egne folk til Na'vi-folket, fordi hans egne folk er så helt igennem utiltalende, grådige, uvidende, respektløse og - værst af alt - troløse. For en mere virkelig pandent, se Kevin Costners fremragende "Dances With Wolves". Det fører selvfølgelig til voldsomme konfrontationer mellem mennesker og Na'vi, hvor de onde mennesker nærmest udsletter de stakkels Na'vi, der bare vil leve i fred og evig harmoni i Pangaea... sorry, Pandora med "moder natur", som her hedder "Eywa". Som tidligere (amerikansk) marinesoldat er Sully derimod selvfølgelig godt rustet til at hjælpe de stakkels, hjælpeløse Na'vi og indfrier derfor naturligvis den ældgamle profeti om at ridde på enorme flyveøgler, så han bliver den sagnomspundne Kwisatz Hade... sorry, Toruk Makto. Derefter skal han så opildne de kuede Na'vi til kamp, hvilket kræver store, pompøse taler, hvor tankerne afgjort blev henledt til Mel Gibsons Braveheart - "...they may take our lives, but they'll never take... our FREEDOM!!!!" Ja, vi får endda krigsmalingen med.
At Cameron låner inspiration fra andre kilder er der sådan set intet i vejen med, men jeg gider altså ikke høre nogen påstå, at det er videre originalt.
Værre er det, at jeg længes efter den gamle Cameron. For selv om en film selvfølgelig skal have en pointe, så bliver det i Camerons seneste projekter kvalmende at se på, når han begynder at moralisere. Hvor var Camerons moraliseren i film som den oprindelige Terminator eller i Aliens? Bevares, Camerons pointer stod også meget klart i Terminator 2 og især den forlængede udgave af The Abyss, men i både Titanic og Avatar forfalder Cameron til at lade sine pointer marinere så længe i patos og føleri, at det reelt drypper med sentimentalitet, når man ser på projektet. Det er rigtigt trist, fordi Avatar dermed bliver sin egen værste modstander. Det bliver nemlig tæt på umuligt at slå det kritiske filter fra og lade sig rive med, når instruktøren så åbenlyst forsøger at manipulere med mine følelser og fortælle mig, hvad jeg skal føle og mene. Cameron får mig dermed til at hæve paraderne, når jeg skulle sænke dem. Nu kan man så indvende, at jeg bare ikke har teenage-alderen mere og er blevet en hård kyniker med årene. Ville jeg f.eks. kunne lade mig rive med af Lucas' oprindelige Star Wars film fra 1977 (episode IV), hvis jeg for første gang så den i dag? Det kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, men faktisk tror jeg ikke, jeg ville være så kritisk, fordi mens Lucas afgjort spiller på det samme eventyrlystne, drengede action-trip, så moraliserede Lucas (dengang) ikke nær så meget, som Cameron gør i dag. Selv om Lucas er blevet kritiseret for at være for moraliserende i sin Star Wars prequel trilogi, så kan han slet ikke være med på det plan, som Cameron her disker op med. Der er ufatteligt meget grønt new-wave/kultisk "religionsporno" i Avatar, hvor det er vigtigt, at man forsager de onde, onde maskiner og alt deres uvæsen, og i stedet lever i perfekt harmoni med naturen, som forbinder alt liv. "It's an energy field created by all living things. It surrounds us and penetrates us and binds the galaxy together." Den slags religionssnak er sikkert en stærk årsag til, at Avatar sælger styrtende i det religiøse USA. Sigourney Weaver prøver ganske vist at forklare det hele med noget videnskabligt-lydende filosoferen om, hvordan alt på Pandora er forbundet på et genetisk plan. Men det fremstår så tyndt og uengageret, at det primært virker som et forsøg på at stikke en gren ud, som ateistiske biografgængere kan bruge som en billig påstand til at få plottet til at hænge sammen. Intet tyder på, at Cameron selv køber den, og sådan bør det jo også være, hvis man ikke har den rette tro på de højere magter. Bemærk f.eks., at den eneste person i hele historien, der forfølger den idé fremfor at underkaste sig den sande tro prompte bliver dræbt at filmens plot. Det er så, hvad der venter de vantro og tvivlerne i Pandora - selv de grådige mennesker, der tror mere på profit end naturen fortjener åbenbart en bedre skæbne. For selv om de tilbeder en falsk gud, så er det dog i en eller anden form at betragte som et højere væsen, som de underkaster sig, og hvis vilje de forsøger at udføre.
Mest skuffende er dog Camerons søforklaring om, hvorfor Sully accepteres af Omaticaya stammen. Na'vi-folket har været helt afvisende overfor menneskene, og da Na'vi-prinsessen Neytiri første gang ser Sully, vil hun derfor også dræbe ham. Hvorfor gør hun det ikke? Fordi naturmoderen Eywa meget belejligt lige sender nogle klokkeblomst "ånder" til at fortælle Neytiri, at det skal hun lade være med. Vi får aldrig at vide, hvorfor Eywa beskytter Sully, for guder ikke skal jo ikke forklare sig. Der er sådan set ikke noget nyt i, at man i religion forklarer noget uforståeligt med, at "sådan vil gud have det", men i et helt igennem fiktivt plot er det noget af en falliterklæring. Hvis det så var et bevidst valg var det en ting, men Cameron skøjter så belejligt videre, at det snarere virker som om, at rengøringsfirmaet har haft travlt med kosten henne ved gulvtæppet.
Samtidig er Stephen Lang i rollen som den lede Oberst Quaritch så typecastet som filmens militære krigsforbryder af en skurk, at der nærmest burde være en lov mod det. Jeg har aldrig hørt om Stephen Lang før, og så enstrenget og overfladisk som han spiller her, så kommer jeg nok heller ikke til det igen, undtagen i dårlige Chuck Norris film eller remakes af tilsvarende.
I det hele taget er figurgalleriet en lidt halvtrist omgang, hvor helten Jake Sully primært ender som helten, fordi resten af karakterene - undtagen heltinden Neytiri, der selvsagt lærer ham at være et godt menneske... øh, Na'vi - er så helt igennem utiltalende eller overfladiske, at man ikke fatter nogen sympati eller medfølelse for dem. Den eneste undtagelse er Sigourney Weaver, der af al magt kæmper for at gøre Dr. Augustine til en sympatisk person. Hun får dog ikke meget hjælp af plottet, før karakteren skal bruges til at presse tårerne frem. Michelle Rodriguez giver den igen som hårdtslående chick, men er tillige typecastet til formålet og henter primært point på at spille en type, vi har set hende spille mange gange før. Giovanni Ribisi er derimod noget spildt i rollen som bureaukraten, der repræsenterer den onde, profit-orienterede og grådige, egoistiske virksomhedskultur/finansverden - bemærk han hedder SELF-ridge. Ribisi kan meget mere, end han viser her.
Alt i alt savner Avatar spændende bifigurer. Sully's avatar-makker Spellman er en noget stereotyp nørd, mens den obligatoriske rival til den smukke Neytiris følelser, Tsu'Tey, er så kønsløs og ligegyldig, at plottet undervejs nærmest må yde førstehjælp for at holde ham i live i vores bevidsthed.
Det lidt kedelige figurgalleri skyldes nok det særdeles unuancerede plot, der er helt igennem sort og hvidt - enten er du på moder naturs side, eller også er du imod hende. I Pandora er der ingen plads til grå nuancer a la Han Solo eller Jack Sparrow.
Dermed fremstår Avatars budskab som utroligt puritansk og naivt. Skulle vi følge filmens budskab til dets logiske konklusion, så holdt vi alle sammen op med at køre biler, spille computerspil, se film, gå med tøj, eller bruge det onde internet allerede i dag.
Men mens Cameron således har travlt med at moralisere om, hvor meget vi alle sammen burde leve grønt i pakt med naturen, så tænker man unægteligt på, hvor stor en succes Avatar ville have været, hvis ikke de onde mennesker prompte havde overhældt hele idyllen i Pandora med særdeles store eksplosioner. Ville Avatar være en succes, hvis Sully faktisk havde etableret en dialog og var nået frem til en diplomatisk løsning? Det gider vi da ikke se på, og så meget som Cameron moraliserer, så bemærker den onde Oberst Quaritch da også tørt undervejs, at diplomatiet har spillet fallit. Det er jo ikke meningen, vi skal leve i fred og nå til enighed - vi skal have krig og store eksplosioner. Fjenden fortjener ikke medfølelse og forståelse. Nej, han er ond og skal dø. Fyrværkeri og store eksplosioner, ja, det gider vi se på. Ganske som i Titanic holder vi kun det mellemliggende melodrama ud, fordi vi ved den store, sentimentale tragedie venter forude. Set fra den vinkel kommer Camerons moralske opstød dermed til at fremstå som noget dobbeltmoralske, fordi han således prædiker fred og harmoni, mens han strategisk er i fuld gang med at køre de helt store kanoner og eksplosioner i stilling. Cameron er dermed ligesom ekshustruen Kathryn Bigelow udmærket klar over, at vi i højere grad drives af stærke og destruktive dødsdrifter end af vores længsel efter fred og harmoni. Det spiller han bevidst på, mens han samtidig moraliserer det modsatte overfor os. Det virker ikke helt ærligt. Ekshustruen Kathryn Bigelow er mere ærlig i sin skildring af de samme drifter i film som Near Dark og Point Break.
Alene af den grund kan Avatar kun ses som rendyrket eskapisme uden noget reelt indhold eller budskab til den virkelige verden. Søger man virkelighedsflugt fra trist finanskrise og arbejdsløshed, er der således tilflugt at finde i Pandora. Og det er da også nok her, at filmens succes skal findes. Når krisen kradser, søger man tilflugt i andre verdener, og her er Pandora og Xbox 360 sikkert gode steder at finde ly fra den grimme virkelighed. På den konto må man sige, at Cameron har sluppet sin film løs på det helt rigtige tidspunkt. Hvis den var kommet ud for et par år siden, da det hele gik godt, så havde den nok ikke fået så meget vind i sejlene. Anerkendt for sin visuelle side, ja bestemt, men næppe heller mere. Camerons univers er trods alt ikke så rigt på fantasifulde landskaber og farverige figurer, som Lucas' "galakse langt væk for længe siden" var det i 1977. Mindre kan så også gøre det, men det er slut i samme øjeblik, man forlader biografen. Cameron giver os ikke noget brugbart at tage med hjem.
Det betyder ikke, at Avatar er nogen skidt film. Ja, den er utroligt overfladisk og naiv. Men ellers er den udmærket fortalt, og Cameron formår trods alt at få den til at flyve højt og flot på den indrømmet imponerende visuelle oplevelse. Kan man abstrahere fra det halvtriste persongalleri og instruktørens moraliseren og manipuleren, er der således helt igennem fin underholdning at finde. Det vil Avatar trods alt blive husket for, men også kun for det. For som filmværk ender det med at blive en noget jævn affære. Personligt er jeg dog ikke i tvivl om, at vi vil vi huske Ledgers Joker i meget længere tid. Og heldigvis for det.
Det er ellers svært at komme igennem den utrolige hype, der har været omkring denne film, og alene på baggrund af den massive reklameoffensiv kan filmen nærmest ikke indfri forventningerne. Men ses skal det, om ikke andet så for de fantastiske visuelle scenarier. Der er afgjort sug i maven, når Sully flyver afsted på sin Ikran. Vi har set drageryttere før i både Harry Potter og Eragon, men Avatar når klart nye højder. Tilsvarende har vi bestemt set luftflåder af helikoptere, kæmpelandskaber med flyvende bjerge og horder af flyveøgler før, men ingen film har nogensinde før sat det hele sammen i et så virtuost visuelt panorama som Avatar formår at levere. Alt i alt må det have været et utroligt pillearbejde at fylde så mange små detaljer ind i den visuelle oplevelse, som der præsteres her. 3D effekterne er utrolige at se på. Jeg holder fast på at 3D bølgen i biografen er en gimmick, men det ændrer ikke på, at Avatar rent visuelt er en banebrydende oplevelse. Det er en film af den slags, der bare skal ses i biografen på så stort et lærred, som man kan komme nærheden af. Lige som Independence Day vil den utvivlsomt tabe utroligt meget, når man får den ned på tv-skærmen. Ser du den ikke i biografen, så kan du lige så godt helt lade være med at se den.
Filmen er nu slet ikke nær så original, som det ellers bliver påstået i samtlige interviews. Det er skam utroligt flot, ingen tvivl om det, men det er nu ikke fordi vi aldrig har set noget i samme dur tidligere. Avatar skubber bare til grænserne for, hvad man kan lave rent visuelt. Det er både flot og imponerende, men så er alt også sagt.
Plotmæssigt låner Cameron godt og grundigt fra både film og sci-fi romaner. I et væk kan nævnes Dune, Dances With Wolves, Braveheart, Star Wars, The Matrix samt flere andre. Det ses blandt andet, når Sully bruger sin avatar til at infiltrere de indfødte fremen... jeg mener Na'vi, og siden begynder at betvivle, hvad der er den virkelige verden for ham. "Red pill, blue pill". Han bliver siden accepteret af Omaticaya stammen, mens han lærer deres stolte traditioner, forelsker og gifter sig, og derefter skifter side fra sine egne folk til Na'vi-folket, fordi hans egne folk er så helt igennem utiltalende, grådige, uvidende, respektløse og - værst af alt - troløse. For en mere virkelig pandent, se Kevin Costners fremragende "Dances With Wolves". Det fører selvfølgelig til voldsomme konfrontationer mellem mennesker og Na'vi, hvor de onde mennesker nærmest udsletter de stakkels Na'vi, der bare vil leve i fred og evig harmoni i Pangaea... sorry, Pandora med "moder natur", som her hedder "Eywa". Som tidligere (amerikansk) marinesoldat er Sully derimod selvfølgelig godt rustet til at hjælpe de stakkels, hjælpeløse Na'vi og indfrier derfor naturligvis den ældgamle profeti om at ridde på enorme flyveøgler, så han bliver den sagnomspundne Kwisatz Hade... sorry, Toruk Makto. Derefter skal han så opildne de kuede Na'vi til kamp, hvilket kræver store, pompøse taler, hvor tankerne afgjort blev henledt til Mel Gibsons Braveheart - "...they may take our lives, but they'll never take... our FREEDOM!!!!" Ja, vi får endda krigsmalingen med.
At Cameron låner inspiration fra andre kilder er der sådan set intet i vejen med, men jeg gider altså ikke høre nogen påstå, at det er videre originalt.
Værre er det, at jeg længes efter den gamle Cameron. For selv om en film selvfølgelig skal have en pointe, så bliver det i Camerons seneste projekter kvalmende at se på, når han begynder at moralisere. Hvor var Camerons moraliseren i film som den oprindelige Terminator eller i Aliens? Bevares, Camerons pointer stod også meget klart i Terminator 2 og især den forlængede udgave af The Abyss, men i både Titanic og Avatar forfalder Cameron til at lade sine pointer marinere så længe i patos og føleri, at det reelt drypper med sentimentalitet, når man ser på projektet. Det er rigtigt trist, fordi Avatar dermed bliver sin egen værste modstander. Det bliver nemlig tæt på umuligt at slå det kritiske filter fra og lade sig rive med, når instruktøren så åbenlyst forsøger at manipulere med mine følelser og fortælle mig, hvad jeg skal føle og mene. Cameron får mig dermed til at hæve paraderne, når jeg skulle sænke dem. Nu kan man så indvende, at jeg bare ikke har teenage-alderen mere og er blevet en hård kyniker med årene. Ville jeg f.eks. kunne lade mig rive med af Lucas' oprindelige Star Wars film fra 1977 (episode IV), hvis jeg for første gang så den i dag? Det kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, men faktisk tror jeg ikke, jeg ville være så kritisk, fordi mens Lucas afgjort spiller på det samme eventyrlystne, drengede action-trip, så moraliserede Lucas (dengang) ikke nær så meget, som Cameron gør i dag. Selv om Lucas er blevet kritiseret for at være for moraliserende i sin Star Wars prequel trilogi, så kan han slet ikke være med på det plan, som Cameron her disker op med. Der er ufatteligt meget grønt new-wave/kultisk "religionsporno" i Avatar, hvor det er vigtigt, at man forsager de onde, onde maskiner og alt deres uvæsen, og i stedet lever i perfekt harmoni med naturen, som forbinder alt liv. "It's an energy field created by all living things. It surrounds us and penetrates us and binds the galaxy together." Den slags religionssnak er sikkert en stærk årsag til, at Avatar sælger styrtende i det religiøse USA. Sigourney Weaver prøver ganske vist at forklare det hele med noget videnskabligt-lydende filosoferen om, hvordan alt på Pandora er forbundet på et genetisk plan. Men det fremstår så tyndt og uengageret, at det primært virker som et forsøg på at stikke en gren ud, som ateistiske biografgængere kan bruge som en billig påstand til at få plottet til at hænge sammen. Intet tyder på, at Cameron selv køber den, og sådan bør det jo også være, hvis man ikke har den rette tro på de højere magter. Bemærk f.eks., at den eneste person i hele historien, der forfølger den idé fremfor at underkaste sig den sande tro prompte bliver dræbt at filmens plot. Det er så, hvad der venter de vantro og tvivlerne i Pandora - selv de grådige mennesker, der tror mere på profit end naturen fortjener åbenbart en bedre skæbne. For selv om de tilbeder en falsk gud, så er det dog i en eller anden form at betragte som et højere væsen, som de underkaster sig, og hvis vilje de forsøger at udføre.
Mest skuffende er dog Camerons søforklaring om, hvorfor Sully accepteres af Omaticaya stammen. Na'vi-folket har været helt afvisende overfor menneskene, og da Na'vi-prinsessen Neytiri første gang ser Sully, vil hun derfor også dræbe ham. Hvorfor gør hun det ikke? Fordi naturmoderen Eywa meget belejligt lige sender nogle klokkeblomst "ånder" til at fortælle Neytiri, at det skal hun lade være med. Vi får aldrig at vide, hvorfor Eywa beskytter Sully, for guder ikke skal jo ikke forklare sig. Der er sådan set ikke noget nyt i, at man i religion forklarer noget uforståeligt med, at "sådan vil gud have det", men i et helt igennem fiktivt plot er det noget af en falliterklæring. Hvis det så var et bevidst valg var det en ting, men Cameron skøjter så belejligt videre, at det snarere virker som om, at rengøringsfirmaet har haft travlt med kosten henne ved gulvtæppet.
Samtidig er Stephen Lang i rollen som den lede Oberst Quaritch så typecastet som filmens militære krigsforbryder af en skurk, at der nærmest burde være en lov mod det. Jeg har aldrig hørt om Stephen Lang før, og så enstrenget og overfladisk som han spiller her, så kommer jeg nok heller ikke til det igen, undtagen i dårlige Chuck Norris film eller remakes af tilsvarende.
I det hele taget er figurgalleriet en lidt halvtrist omgang, hvor helten Jake Sully primært ender som helten, fordi resten af karakterene - undtagen heltinden Neytiri, der selvsagt lærer ham at være et godt menneske... øh, Na'vi - er så helt igennem utiltalende eller overfladiske, at man ikke fatter nogen sympati eller medfølelse for dem. Den eneste undtagelse er Sigourney Weaver, der af al magt kæmper for at gøre Dr. Augustine til en sympatisk person. Hun får dog ikke meget hjælp af plottet, før karakteren skal bruges til at presse tårerne frem. Michelle Rodriguez giver den igen som hårdtslående chick, men er tillige typecastet til formålet og henter primært point på at spille en type, vi har set hende spille mange gange før. Giovanni Ribisi er derimod noget spildt i rollen som bureaukraten, der repræsenterer den onde, profit-orienterede og grådige, egoistiske virksomhedskultur/finansverden - bemærk han hedder SELF-ridge. Ribisi kan meget mere, end han viser her.
Alt i alt savner Avatar spændende bifigurer. Sully's avatar-makker Spellman er en noget stereotyp nørd, mens den obligatoriske rival til den smukke Neytiris følelser, Tsu'Tey, er så kønsløs og ligegyldig, at plottet undervejs nærmest må yde førstehjælp for at holde ham i live i vores bevidsthed.
Det lidt kedelige figurgalleri skyldes nok det særdeles unuancerede plot, der er helt igennem sort og hvidt - enten er du på moder naturs side, eller også er du imod hende. I Pandora er der ingen plads til grå nuancer a la Han Solo eller Jack Sparrow.
Dermed fremstår Avatars budskab som utroligt puritansk og naivt. Skulle vi følge filmens budskab til dets logiske konklusion, så holdt vi alle sammen op med at køre biler, spille computerspil, se film, gå med tøj, eller bruge det onde internet allerede i dag.
Men mens Cameron således har travlt med at moralisere om, hvor meget vi alle sammen burde leve grønt i pakt med naturen, så tænker man unægteligt på, hvor stor en succes Avatar ville have været, hvis ikke de onde mennesker prompte havde overhældt hele idyllen i Pandora med særdeles store eksplosioner. Ville Avatar være en succes, hvis Sully faktisk havde etableret en dialog og var nået frem til en diplomatisk løsning? Det gider vi da ikke se på, og så meget som Cameron moraliserer, så bemærker den onde Oberst Quaritch da også tørt undervejs, at diplomatiet har spillet fallit. Det er jo ikke meningen, vi skal leve i fred og nå til enighed - vi skal have krig og store eksplosioner. Fjenden fortjener ikke medfølelse og forståelse. Nej, han er ond og skal dø. Fyrværkeri og store eksplosioner, ja, det gider vi se på. Ganske som i Titanic holder vi kun det mellemliggende melodrama ud, fordi vi ved den store, sentimentale tragedie venter forude. Set fra den vinkel kommer Camerons moralske opstød dermed til at fremstå som noget dobbeltmoralske, fordi han således prædiker fred og harmoni, mens han strategisk er i fuld gang med at køre de helt store kanoner og eksplosioner i stilling. Cameron er dermed ligesom ekshustruen Kathryn Bigelow udmærket klar over, at vi i højere grad drives af stærke og destruktive dødsdrifter end af vores længsel efter fred og harmoni. Det spiller han bevidst på, mens han samtidig moraliserer det modsatte overfor os. Det virker ikke helt ærligt. Ekshustruen Kathryn Bigelow er mere ærlig i sin skildring af de samme drifter i film som Near Dark og Point Break.
Alene af den grund kan Avatar kun ses som rendyrket eskapisme uden noget reelt indhold eller budskab til den virkelige verden. Søger man virkelighedsflugt fra trist finanskrise og arbejdsløshed, er der således tilflugt at finde i Pandora. Og det er da også nok her, at filmens succes skal findes. Når krisen kradser, søger man tilflugt i andre verdener, og her er Pandora og Xbox 360 sikkert gode steder at finde ly fra den grimme virkelighed. På den konto må man sige, at Cameron har sluppet sin film løs på det helt rigtige tidspunkt. Hvis den var kommet ud for et par år siden, da det hele gik godt, så havde den nok ikke fået så meget vind i sejlene. Anerkendt for sin visuelle side, ja bestemt, men næppe heller mere. Camerons univers er trods alt ikke så rigt på fantasifulde landskaber og farverige figurer, som Lucas' "galakse langt væk for længe siden" var det i 1977. Mindre kan så også gøre det, men det er slut i samme øjeblik, man forlader biografen. Cameron giver os ikke noget brugbart at tage med hjem.
Det betyder ikke, at Avatar er nogen skidt film. Ja, den er utroligt overfladisk og naiv. Men ellers er den udmærket fortalt, og Cameron formår trods alt at få den til at flyve højt og flot på den indrømmet imponerende visuelle oplevelse. Kan man abstrahere fra det halvtriste persongalleri og instruktørens moraliseren og manipuleren, er der således helt igennem fin underholdning at finde. Det vil Avatar trods alt blive husket for, men også kun for det. For som filmværk ender det med at blive en noget jævn affære. Personligt er jeg dog ikke i tvivl om, at vi vil vi huske Ledgers Joker i meget længere tid. Og heldigvis for det.
07/01-2010
