Nihilistisk narrefisse
3.0
Den østrigske instruktør Michael Haneke sagde engang, at de bedste film - eller i hvert fald de film, der for alvor blev siddende i hans hukommelse - var de film der foruroligede eller oprørte ham. Om jeg er enig med Haneke, hvis film alle gør en kunst ud af at ruske op i publikums berøringsangst, er tvivlsomt, men jeg ville lyve hvis ikke jeg sagde, at han har fat i noget rigtigt.
Jeg er selv mere end villig til at betale 70-75 kr. for en biografbillet og få pengene gengældt med en chokeret mine og et plaget sind. Det kan f. eks. være af netop Michael Haneke, der elsker at smider en stor klump af ubehag og utryghed i skødet på sin seer og lade det være op til vedkommende at fumle sig frem til, hvad der bør gøres ved den. Eller det kan være franske Gaspar Noé, der tværer en højtløftet pegefinger i øjet på os samtidig med at udpensle det bitre faktum, at tiden er uundgåelig og altødelæggende. Det kradser, det kan mærkes. Det er stærkt, i hver en betydning af ordet.
Langt hen ad vejen i John Hillcoats ’The Road’ er der god grund til at tro, at det her er én af de slags film. Hvis ikke et decideret aggressivt kunstværk som Noe´s ’Irreversible’ og ’I Stand Alone’ eller Hanekes ’Kode ukendt’, så i hvert fald en stor sort og humørdræbende oplevelse af den sjældent mindeværdige slags. Så gennemført er den altafgørende stemning af undergang og kaos i ’The Road’. Den stemning trykker helt klart og præcist på nogle knapper i den menneskelige angst, der ikke kan benægtes, særligt når billederne af en far og hans søn der vandrer rundt i en øde og afstumpet verden er så overbevisende sat i scene som de er John Hillcoats univers. På samme måde er filmen uhyggelig effektiv i sin beskrivelse af menneskeligt fordærv, som da faren og sønnen ved et uheld havner i et hus af kannibaler og udsultede ofre. Den scene er ualmindeligt nervepirrende og chokerende.
Dertil rammer Hillcoat såvel som forfatteren bag filmens forlæg af samme navn, Cormac McCarthy, en fantastisk facet i fortællingen via. flashbacks fortalt fra indersiden af filmens hovedperson, spillet af Viggo Mortensen, og hans trykkende længsel efter at genopleve fortiden med sin kone. Fra de askegrå dommedagslandskaber til det forgangne familielivs solstråleidyl tager filmen nogle spring der kan lyde tyktsmurte, men i sin visuelle kontrast har de simpelthen en forbavsende slagside på film.
Så langt hen ad vejen ligner ’The Road’ summen af sine ofte helt utrolige dele, af smukke billeder, af et befriende tempo og af en usikkerhed der får nerverne til at dirre i næsten alle scener. Men der er noget galt. Efter 1 time og tre kvarters desillusionerende filmkraft pakker McCarthy og Hillcoat simpelthen kufferten og takker af. Meget mere præcist kan jeg ikke beskrive filmens fatale fejltrin, eftersom den indtræffer i absolut sidste scene. Som thrillerdrama kan det ganske vist ikke fratage filmen dens fremragende kvaliteter og dens klasseforskel opvejet mod mange andre. Desværre ender ’The Road’ meget langt tilbage i køen af de uafrystelige og kraftfuldt mørke film, der står på spring for at hjemsøge erindringen.
Jeg er selv mere end villig til at betale 70-75 kr. for en biografbillet og få pengene gengældt med en chokeret mine og et plaget sind. Det kan f. eks. være af netop Michael Haneke, der elsker at smider en stor klump af ubehag og utryghed i skødet på sin seer og lade det være op til vedkommende at fumle sig frem til, hvad der bør gøres ved den. Eller det kan være franske Gaspar Noé, der tværer en højtløftet pegefinger i øjet på os samtidig med at udpensle det bitre faktum, at tiden er uundgåelig og altødelæggende. Det kradser, det kan mærkes. Det er stærkt, i hver en betydning af ordet.
Langt hen ad vejen i John Hillcoats ’The Road’ er der god grund til at tro, at det her er én af de slags film. Hvis ikke et decideret aggressivt kunstværk som Noe´s ’Irreversible’ og ’I Stand Alone’ eller Hanekes ’Kode ukendt’, så i hvert fald en stor sort og humørdræbende oplevelse af den sjældent mindeværdige slags. Så gennemført er den altafgørende stemning af undergang og kaos i ’The Road’. Den stemning trykker helt klart og præcist på nogle knapper i den menneskelige angst, der ikke kan benægtes, særligt når billederne af en far og hans søn der vandrer rundt i en øde og afstumpet verden er så overbevisende sat i scene som de er John Hillcoats univers. På samme måde er filmen uhyggelig effektiv i sin beskrivelse af menneskeligt fordærv, som da faren og sønnen ved et uheld havner i et hus af kannibaler og udsultede ofre. Den scene er ualmindeligt nervepirrende og chokerende.
Dertil rammer Hillcoat såvel som forfatteren bag filmens forlæg af samme navn, Cormac McCarthy, en fantastisk facet i fortællingen via. flashbacks fortalt fra indersiden af filmens hovedperson, spillet af Viggo Mortensen, og hans trykkende længsel efter at genopleve fortiden med sin kone. Fra de askegrå dommedagslandskaber til det forgangne familielivs solstråleidyl tager filmen nogle spring der kan lyde tyktsmurte, men i sin visuelle kontrast har de simpelthen en forbavsende slagside på film.
Så langt hen ad vejen ligner ’The Road’ summen af sine ofte helt utrolige dele, af smukke billeder, af et befriende tempo og af en usikkerhed der får nerverne til at dirre i næsten alle scener. Men der er noget galt. Efter 1 time og tre kvarters desillusionerende filmkraft pakker McCarthy og Hillcoat simpelthen kufferten og takker af. Meget mere præcist kan jeg ikke beskrive filmens fatale fejltrin, eftersom den indtræffer i absolut sidste scene. Som thrillerdrama kan det ganske vist ikke fratage filmen dens fremragende kvaliteter og dens klasseforskel opvejet mod mange andre. Desværre ender ’The Road’ meget langt tilbage i køen af de uafrystelige og kraftfuldt mørke film, der står på spring for at hjemsøge erindringen.
22/01-2010
