Av, av, av, av.
1.0
Jeg er normalt ret vild med Lars von Triers film. Denne er selvfølgelig ikke ført af hans hånd, men han har dog en betydelig andel i filmen. Og jeg er rystet. Hvordan kan den nogensinde slippe igennem et prøverum?
Det var måske meget sjovt, hvis man havde været der. Men det kom jeg på intet tidspunkt i de ulideligt lange 91 minutter. Jeg følte ikke sympati med nogen af karaktererne. Havde jeg grint undervejs, ville jeg ikke have grint med figurerne - men af figurerne.
Er det så bare undertegnede, der er følelskold? Måske, måske ikke. Men prøv selv at finde sympati i nogen af figurerne i nedenstående *spoiler alert*:
Ung, håbefuld instruktør vil gerne ind på filmskolen, fordi han elsker at filme blade på træer. Han kan ikke forklare hvorfor. Det kan han bare.
Meget forståeligt bliver han ikke optaget, ligesom han har dumpet optagelsesprøven til alle andre kreative uddannelser i landet.
Rektorassistenten/whatever får dog på forunderlig vis byttet om på et par ansøgninger, da denne bliver kneppet af rektor over skrivebord, hvilket får papirerne til at falde på gulvet (!).
Den unge instruktørelev bliver ved med at lave himmelråbende dårlige film. Både alene og sammen med andre. De inkompetente lærere kan dog hverken lide, hvad de ser eller læser.
Undervejs møder den håbefulde elev andre instruktører, selv om det aldrig på nogen måde bliver tydeligt, hvad disse egentlig bidrager/ikke bidrager med. En række usympatiske, selvelskende skuespillere og teknikere bliver også undervejs præsenteret. Så kan publikum selv sidde og gætte lidt på, hvilken dansk skuespillerinde, der elsker at vise sig selv frem nøgen, og hvilken key grip, der er lidt lækker, men ikke vil have, at man rører mandens udstyr.
Endeligt beslutter den unge elev sig for at lave "den bedste afgangsfilm nogensinde." Men om han så gør det, står hen i det uvisse. Dog får han finansieret sin første film på snedig vis ved først at tale varmt for at boycutte en filmkonsulent, og derefter selv at opsøge den arbejdsløse konsulent med sit projekt.
Måske er målet ikke at vække sympati hos publikum, selv om den slags unævneligt hjælper. Men hvad er så filmens formål? Skal vi identificere os med nogen? Skal vi more os over indforståethed og referencer til "bag kameraet"-oplevelser?
Fortælleteknisk og klippemæssigt ligner filmen uhjælpeligt meget en tv-film. Og modsat "Direktøren for det hele", der emmede af selvironi, virker "De Unge År" i stedet som et teenageagtigt forsøg på at pege fingre af noget, der var engang.
Som sagt: Man skulle nok have været der. Og sad jeg til julefrokost på filminstituttet, havde jeg nok givet filmen et par stjerner mere. I al fald hvis jeg var meget fuld og kendte de medvirkende (både de aktuelle og dem, de prøvede at karikere). Men som publikum er en stjerne faktisk ret flot.
Det var måske meget sjovt, hvis man havde været der. Men det kom jeg på intet tidspunkt i de ulideligt lange 91 minutter. Jeg følte ikke sympati med nogen af karaktererne. Havde jeg grint undervejs, ville jeg ikke have grint med figurerne - men af figurerne.
Er det så bare undertegnede, der er følelskold? Måske, måske ikke. Men prøv selv at finde sympati i nogen af figurerne i nedenstående *spoiler alert*:
Ung, håbefuld instruktør vil gerne ind på filmskolen, fordi han elsker at filme blade på træer. Han kan ikke forklare hvorfor. Det kan han bare.
Meget forståeligt bliver han ikke optaget, ligesom han har dumpet optagelsesprøven til alle andre kreative uddannelser i landet.
Rektorassistenten/whatever får dog på forunderlig vis byttet om på et par ansøgninger, da denne bliver kneppet af rektor over skrivebord, hvilket får papirerne til at falde på gulvet (!).
Den unge instruktørelev bliver ved med at lave himmelråbende dårlige film. Både alene og sammen med andre. De inkompetente lærere kan dog hverken lide, hvad de ser eller læser.
Undervejs møder den håbefulde elev andre instruktører, selv om det aldrig på nogen måde bliver tydeligt, hvad disse egentlig bidrager/ikke bidrager med. En række usympatiske, selvelskende skuespillere og teknikere bliver også undervejs præsenteret. Så kan publikum selv sidde og gætte lidt på, hvilken dansk skuespillerinde, der elsker at vise sig selv frem nøgen, og hvilken key grip, der er lidt lækker, men ikke vil have, at man rører mandens udstyr.
Endeligt beslutter den unge elev sig for at lave "den bedste afgangsfilm nogensinde." Men om han så gør det, står hen i det uvisse. Dog får han finansieret sin første film på snedig vis ved først at tale varmt for at boycutte en filmkonsulent, og derefter selv at opsøge den arbejdsløse konsulent med sit projekt.
Måske er målet ikke at vække sympati hos publikum, selv om den slags unævneligt hjælper. Men hvad er så filmens formål? Skal vi identificere os med nogen? Skal vi more os over indforståethed og referencer til "bag kameraet"-oplevelser?
Fortælleteknisk og klippemæssigt ligner filmen uhjælpeligt meget en tv-film. Og modsat "Direktøren for det hele", der emmede af selvironi, virker "De Unge År" i stedet som et teenageagtigt forsøg på at pege fingre af noget, der var engang.
Som sagt: Man skulle nok have været der. Og sad jeg til julefrokost på filminstituttet, havde jeg nok givet filmen et par stjerner mere. I al fald hvis jeg var meget fuld og kendte de medvirkende (både de aktuelle og dem, de prøvede at karikere). Men som publikum er en stjerne faktisk ret flot.
12/02-2010
