- Læsterlige Klø -
3.0
Omkring halvvejs igennem 'Cause: Birth of Hero' fortæller Zhang Yimou (tingsligt og samtidigt dybsindigt, som kun kinesere kan) om, hvad der for ham beskriver en filminstruktør. ”Man er halvt kunstner og halvt en praktisk problemløser”. Så let kan det meget vel defineres. Nu kunne man være dristig og sige, at kunstner-delen måske i virkeligheden er den letteste. De fleste går sikkert - og for manges vedkommende ikke kun tentativt, men også enfoldigt - med en instruktør i maven, et manuskript gemt væk i skuffen eller en historie fygende på sindet, som blot venter på at blive pustet til live af en kærkommen producer og antænde det hvide lærred, under publikums forsikrede, triumferende jubel. ”Cause: Birth of Hero”, en tre timers bag-om-kameraet-dokumentar på Yimou's episke Wuxia-kostumedrama ”Hero” fra 2002, sætter anden halvdel af hans formelle begrebsbestemmelse i et noget mere overvældende og rent ud sagt ærefrygtindgydende perspektiv, da den portrættere hvorledes den højt agtede og aldrende, kasketklædte auteur med urokkelig virtuositet dirigerer over 400 mennesker i deres individuelle roller og stabler en mastodontisk produktion på benene. En produktion, som på daværende tidspunkt var den største og dyreste i asiatisk filmhistorie.
Og alligevel.....
Er det forbavsende hvor let man finder til dels relevante gloser om ikke kun æstetikken i 'Hero', men også det materiale der er blevet skrabet sammen og som udgør den spraglede sideproduktion; filmen bag filmen. Selvom det hele er præget af ypperlig professionalisme, eksalteret passion og rødglødende ekspertise - et næsten arrogant billede på hvad spillefilmsproduktion i essensen er, føler man sig (med fattigmandsord) ret hurtigt veltilpas, i det arbejdsmiljø der skildres med en novice's håndholdte hjemmevideokamera. Jovist, det er dyrt og stressende at lave film, men også sjovt, hvilket scenerne tilkendegiver med et muntert nærvær og en underholdende sans for at fremhæve det excentriske i filmskabernes profession og fritid, samt de personligheder der dominerer branchen på højeste plan. Man bliver helt lettet.
Her er løjerlige outsidere, brogede livsstykker fra nær og fjern – helt tilbage til de vestlige 60'ere, kæderygende kostumedesignere og teknificerede heksedoktorer, der alle bidrager med lærdom og livserfaring, til hvad der muligvis blev den visuelt smukkeste film i 10 år. Det er, som man nok hurtigt lurer, paradokset i det viste materiale, der gør dokumentaren om ”Hero” interessant; dét at se, hvilke kuriøse typer mennesker, der med hånd, hjerte og hjerne lagde kræfter i at fuldføre Zhang Yimou's ambitiøse (hvis dét ord nogensinde skulle bruges rettidigt) vision fra papir til klipperum. Man bliver som tilskuer ikke skuffet – tværtimod overrasket – over de syn der venter én. For eksempel når en kronisk halvt fordrukken Christopher Doyle ankommer til settet på en gammel damecykel, når en assistentfotograf ryger fed og synger folkesange i bussen eller når en altid storsmilende Jet Li lifligt uddeler buddhistiske lykkekranse til enhver der krydser hans vej. Gid man kunne bryste sig af stor klogskab og med sikkerhed postulere, at idéen om at tidsrelevant karakter eller nationalånd er forudsætning for en interessant film-scene, er noget værre vås. Skulle man forsøge, er dokumentaren om 'Hero' det perfekte valg; i dens menneskeliggørelse af asiatisk films officielle og - for et dansk publikum - fremmedartede ansigter, som forsoningshorisont af filmmediet både i kunstformen og erhvervet, på tværs af tema, udtryk og den kulturelt univeselle skillelinje øst for Europa. Den illustrerer ambitionerne der runger i studiernes korridorer, frustrationerne, kompromiset og ekstasen. Næsten som om den vil gravere en formel, der med sit udspring i kreativitetens brønd og undervejs til skabelsen på biografens lærred, binder skæbnerne for alle involverede. Som tilskuer bliver man endda takket, for at have taget sig tid til at se dén. Her er en fælles indsats, en frembringelse og et åndsprodukt, der tiltrods sin asiatiske afstamning, farvesymbolik, kampsportsfilosofi og religiøse sindstilstand, er en cardeu til sammenholdet blandt mennesker foran og bagved kameraet, over og under lærredet, hvilket dokumentaren sætter en definitiv og mærkbar streg under.
Alt denne humanistiske idealisme tilsidesat, er 'Cause' også en spændende portrætfilm af Zhang Yimou; manden, filminstruktøren, perfektionisten – der slog sit navn fast som frontfiguren af Kina's ”5.generation”-talentkvintet, samt et unikt indblik i filmproduktion fra Østen, hvor de religiøse dyder og fredsidealer, modsat så mange andre steder i verden, har opnået en naturlig (næsten påfaldende) balance med kinesernes hverdag. Indspilningens første dag indledes da også med en åndelig velsignelse af produktionen, hvorefter der bedes i kor, summende af mantraer, med røgelsespinde og klokkeslag. Alle deltager...... Alle. Der krydsklippes til Zhang Yimou's private kontor, hvor idéer og inputs om valg af linser, locations eller musik fortoner sig udi det kalkhvide rum, inficeret af solfnug og røg fra manuskriptforfatterens evigt tændte cigaret, og så videre til selve optagelserne, hvor en opkogt instruktør beordre sit udmagrede hold indsamle 60.000(!) efterårsblade, for derefter at sortere dem blad for blad, efter kvalitet....
Det gør de så.
Denne perfektionshungrende nidkærhed virker ved første øjekast selviscenesættende og trættende, men giver afkald med en lavine af farvestrålende billedtrylleri og kronet melodrama, når først spolerne snurrer i klipperummet. Yimou's berusende opus står derfor også som stærk kontrast til de næsten huslige scener, den magelighed, som dokumentaren om tilblivelsen viser os – dette er ikke med profitjag som drivkraft, ikke med brandtaler om succes på dagsordenen, men en udsagt nydelse i at yde sit bedste og lave en god film. Havde det ikke været for kommunismens angstprægede fodlænker, kan man udfra disse sjældne indblik som ”Cause” giver i asiatiske filmproduktion, meget vel konkluderer, at kineserne kunne tituleres som værende nutidens stærkeste filmkultur. Det kan de måske, alligevel. Om ikke andet, er 'Cause', tiltrods sin lange spilletid, et blik værdigt for enhver med interesse i film generelt; ikke den romantiserende selvros som Hollywood-folket plastrer på ekstramaterialet - men som et ærligt, rådt og sødt glimt af filmkreationens alsidige og egenrådige tilværelse. Virker det gabende uinteressant at høre Zhang Yimou diskuterer brugen af vidvinkel med sin fotograf, vil man måske trække på smilebåndet af en husmoderlig Maggie Cheung, der med trænet hånd laver laterner til den årlige høstfest. Måske ellers, når etablerede filmfolk med improvisation og i deres tankespinds udadrettede konflikter, tyer til anderledes metoder og sætter et kondom på en boomstang (go figure...)?
Illusionens kunst har aldrig været mere ægte og mytologien – blændværket - i 'Hero', lever derfor stærkt.
–
Jeg bestilte filmen via. lovefilm.dk (en side jeg gerne vil anbefale), men den er også uploadet på youtube (dog i et noget irriterende format), hvis man kunne tænke sig at se dén.
Og alligevel.....
Er det forbavsende hvor let man finder til dels relevante gloser om ikke kun æstetikken i 'Hero', men også det materiale der er blevet skrabet sammen og som udgør den spraglede sideproduktion; filmen bag filmen. Selvom det hele er præget af ypperlig professionalisme, eksalteret passion og rødglødende ekspertise - et næsten arrogant billede på hvad spillefilmsproduktion i essensen er, føler man sig (med fattigmandsord) ret hurtigt veltilpas, i det arbejdsmiljø der skildres med en novice's håndholdte hjemmevideokamera. Jovist, det er dyrt og stressende at lave film, men også sjovt, hvilket scenerne tilkendegiver med et muntert nærvær og en underholdende sans for at fremhæve det excentriske i filmskabernes profession og fritid, samt de personligheder der dominerer branchen på højeste plan. Man bliver helt lettet.
Her er løjerlige outsidere, brogede livsstykker fra nær og fjern – helt tilbage til de vestlige 60'ere, kæderygende kostumedesignere og teknificerede heksedoktorer, der alle bidrager med lærdom og livserfaring, til hvad der muligvis blev den visuelt smukkeste film i 10 år. Det er, som man nok hurtigt lurer, paradokset i det viste materiale, der gør dokumentaren om ”Hero” interessant; dét at se, hvilke kuriøse typer mennesker, der med hånd, hjerte og hjerne lagde kræfter i at fuldføre Zhang Yimou's ambitiøse (hvis dét ord nogensinde skulle bruges rettidigt) vision fra papir til klipperum. Man bliver som tilskuer ikke skuffet – tværtimod overrasket – over de syn der venter én. For eksempel når en kronisk halvt fordrukken Christopher Doyle ankommer til settet på en gammel damecykel, når en assistentfotograf ryger fed og synger folkesange i bussen eller når en altid storsmilende Jet Li lifligt uddeler buddhistiske lykkekranse til enhver der krydser hans vej. Gid man kunne bryste sig af stor klogskab og med sikkerhed postulere, at idéen om at tidsrelevant karakter eller nationalånd er forudsætning for en interessant film-scene, er noget værre vås. Skulle man forsøge, er dokumentaren om 'Hero' det perfekte valg; i dens menneskeliggørelse af asiatisk films officielle og - for et dansk publikum - fremmedartede ansigter, som forsoningshorisont af filmmediet både i kunstformen og erhvervet, på tværs af tema, udtryk og den kulturelt univeselle skillelinje øst for Europa. Den illustrerer ambitionerne der runger i studiernes korridorer, frustrationerne, kompromiset og ekstasen. Næsten som om den vil gravere en formel, der med sit udspring i kreativitetens brønd og undervejs til skabelsen på biografens lærred, binder skæbnerne for alle involverede. Som tilskuer bliver man endda takket, for at have taget sig tid til at se dén. Her er en fælles indsats, en frembringelse og et åndsprodukt, der tiltrods sin asiatiske afstamning, farvesymbolik, kampsportsfilosofi og religiøse sindstilstand, er en cardeu til sammenholdet blandt mennesker foran og bagved kameraet, over og under lærredet, hvilket dokumentaren sætter en definitiv og mærkbar streg under.
Alt denne humanistiske idealisme tilsidesat, er 'Cause' også en spændende portrætfilm af Zhang Yimou; manden, filminstruktøren, perfektionisten – der slog sit navn fast som frontfiguren af Kina's ”5.generation”-talentkvintet, samt et unikt indblik i filmproduktion fra Østen, hvor de religiøse dyder og fredsidealer, modsat så mange andre steder i verden, har opnået en naturlig (næsten påfaldende) balance med kinesernes hverdag. Indspilningens første dag indledes da også med en åndelig velsignelse af produktionen, hvorefter der bedes i kor, summende af mantraer, med røgelsespinde og klokkeslag. Alle deltager...... Alle. Der krydsklippes til Zhang Yimou's private kontor, hvor idéer og inputs om valg af linser, locations eller musik fortoner sig udi det kalkhvide rum, inficeret af solfnug og røg fra manuskriptforfatterens evigt tændte cigaret, og så videre til selve optagelserne, hvor en opkogt instruktør beordre sit udmagrede hold indsamle 60.000(!) efterårsblade, for derefter at sortere dem blad for blad, efter kvalitet....
Det gør de så.
Denne perfektionshungrende nidkærhed virker ved første øjekast selviscenesættende og trættende, men giver afkald med en lavine af farvestrålende billedtrylleri og kronet melodrama, når først spolerne snurrer i klipperummet. Yimou's berusende opus står derfor også som stærk kontrast til de næsten huslige scener, den magelighed, som dokumentaren om tilblivelsen viser os – dette er ikke med profitjag som drivkraft, ikke med brandtaler om succes på dagsordenen, men en udsagt nydelse i at yde sit bedste og lave en god film. Havde det ikke været for kommunismens angstprægede fodlænker, kan man udfra disse sjældne indblik som ”Cause” giver i asiatiske filmproduktion, meget vel konkluderer, at kineserne kunne tituleres som værende nutidens stærkeste filmkultur. Det kan de måske, alligevel. Om ikke andet, er 'Cause', tiltrods sin lange spilletid, et blik værdigt for enhver med interesse i film generelt; ikke den romantiserende selvros som Hollywood-folket plastrer på ekstramaterialet - men som et ærligt, rådt og sødt glimt af filmkreationens alsidige og egenrådige tilværelse. Virker det gabende uinteressant at høre Zhang Yimou diskuterer brugen af vidvinkel med sin fotograf, vil man måske trække på smilebåndet af en husmoderlig Maggie Cheung, der med trænet hånd laver laterner til den årlige høstfest. Måske ellers, når etablerede filmfolk med improvisation og i deres tankespinds udadrettede konflikter, tyer til anderledes metoder og sætter et kondom på en boomstang (go figure...)?
Illusionens kunst har aldrig været mere ægte og mytologien – blændværket - i 'Hero', lever derfor stærkt.
–
Jeg bestilte filmen via. lovefilm.dk (en side jeg gerne vil anbefale), men den er også uploadet på youtube (dog i et noget irriterende format), hvis man kunne tænke sig at se dén.
14/04-2010