Film noir a la Jarmusch
4.0
Det her er den mærkeligste film, Jim Jarmusch hidtil har lavet. Hvilket faktisk ikke siger så lidt.
Isaach de Bankolé spiller en mand i stilfulde jakkesæt, der rejser rundt i Spanien, hvor han møder mystiske mennesker, der giver ham kodede beskeder og sære genstande og fører korte samtaler om kunst og livets meningsløshed. En gang imellem dukker der en nøgen pige op på hans hotelværelser. Og til sidst finder vi ud af, at hans mission er at myrde en stærkt bevogtet forretningsmand.
Jeg ser "The Limits of Control" som en søsterfilm til "Dead Man". Hvor den var Jarmuschs take på westerngenren, er det her hans bud på film noir. En total dekonstruktion, hvor 'overflødige' ting som plot, sammenhængende handling og meningsfyldte replikker er skåret væk til fordel for stemning, stil og et forsøg på at finde genrens essens. Som så igen bliver flettet ind i en mere generel kunstdiskussion.
Det er intellektuelt og artsy på et nærmest absurd niveau. Men også sært fascinerende i sit langsomme tempo, båret af de Bankolés stenansigt, en underliggende ironi og fantastisk flotte billeder af Christopher Doyle. Visuelt er "The Limits of Control" en nydelse, en række smukke tableauer med stærke farveflader. Kombineret med et godt soundtrack giver det mulighed for en meditativ filmoplevelse - som er nødvendig for at få noget som helst ud af den, eftersom den slet ikke kommunikerer på noget logisk niveau.
Og det minder mig så om, at jeg også kunne have refereret til Jim Jarmusch, da jeg for nylig anmeldte "Valhalla Rising". Og hvis du syntes, at den var for meget, skal du holde dig langt, langt væk fra "The Limits of Control". Den er nemlig endnu mere ekstrem kunstfilm i samme stil. :-)
Set på CPH:PIX.
Isaach de Bankolé spiller en mand i stilfulde jakkesæt, der rejser rundt i Spanien, hvor han møder mystiske mennesker, der giver ham kodede beskeder og sære genstande og fører korte samtaler om kunst og livets meningsløshed. En gang imellem dukker der en nøgen pige op på hans hotelværelser. Og til sidst finder vi ud af, at hans mission er at myrde en stærkt bevogtet forretningsmand.
Jeg ser "The Limits of Control" som en søsterfilm til "Dead Man". Hvor den var Jarmuschs take på westerngenren, er det her hans bud på film noir. En total dekonstruktion, hvor 'overflødige' ting som plot, sammenhængende handling og meningsfyldte replikker er skåret væk til fordel for stemning, stil og et forsøg på at finde genrens essens. Som så igen bliver flettet ind i en mere generel kunstdiskussion.
Det er intellektuelt og artsy på et nærmest absurd niveau. Men også sært fascinerende i sit langsomme tempo, båret af de Bankolés stenansigt, en underliggende ironi og fantastisk flotte billeder af Christopher Doyle. Visuelt er "The Limits of Control" en nydelse, en række smukke tableauer med stærke farveflader. Kombineret med et godt soundtrack giver det mulighed for en meditativ filmoplevelse - som er nødvendig for at få noget som helst ud af den, eftersom den slet ikke kommunikerer på noget logisk niveau.
Og det minder mig så om, at jeg også kunne have refereret til Jim Jarmusch, da jeg for nylig anmeldte "Valhalla Rising". Og hvis du syntes, at den var for meget, skal du holde dig langt, langt væk fra "The Limits of Control". Den er nemlig endnu mere ekstrem kunstfilm i samme stil. :-)
Set på CPH:PIX.
18/04-2010
