Energisk actioneventyr
3.0
Actioneventyr baseret på den græske mytologi. "Clash of the Titans" er en genindspilning af filmen af samme navn fra 1981, og ligesom den gamle film er den baseret på Perseus-myten, som dog her er skrevet endnu længere væk fra det oldgræske forlæg.
Historiens omdrejningspunkt er en bystat med storhedsdrømme, hvor kongeparret erklærer, at de er større end guderne. Det får naturligvis Olympen til at reagere, og Zeus giver Hades lov til at slippe sine underverdensmonstre løs på dem. Men da en ung fisker bliver draget ind i konflikten, viser det sig, at han er en halvgud, og han rejser ud for at finde midlerne til at stoppe gudernes hævn.
Det er en meget løs sammenskrivning af elementer fra Perseus' eventyr, men filmen holder sig dog klart i det oldgræske univers med hybris og nemesis og de meget menneskelignende guder. Ligesom der er en god del klassisk helteepos over Perseus' rejse, som går fra den ene forhindring til den anden, hvor der skal løses forskellige opgaver og dræbes monstre.
Den oprindelige "Clash of the Titans" var den sidste film, som den gamle effektmester Ray Harryhausen leverede stop-motion-monstre til, og genindspilningen er på den måde også trofast mod Harryhausens stil. Monstrene er naturligvis lavet på computer og svinger lidt i kvalitet - men bl.a. Medusa er fint animeret.
Og derfor er det så også en film, hvor action og effekter fylder mere end historie eller skuespillere. I hovedrollen overbeviser Sam Worthington ikke om, at han er mere end en middelmådig actionhelt - faktisk har han fuldstændig samme mimik og stil som i "Avatar". Mads Mikkelsen er en rimelig actionmand som én af hans følgesvende, mens det til gengæld er slående, at selv ikke Liam Neeson som Zeus og Ralph Fiennes som Hades kan få Olympen til at virke overbevisende på film. Selv om den dog fungerer noget bedre, end den for nylig gjorde i "Percy Jackson & the Olympians".
"Clash of the Titans" er, som det fremgår, en film, hvor jeg kan finde mange kritikpunkter. Men Louis Leterriers energiske instruktion og ønsket om at lave eventyr med stort E redder meget. Hvis man ser "Clash of the Titans" som rent ramasjang-eventyr og en hyldest til Ray Harryhausens livsværk, jamen, så underholder den ganske fint det meste af vejen.
Historiens omdrejningspunkt er en bystat med storhedsdrømme, hvor kongeparret erklærer, at de er større end guderne. Det får naturligvis Olympen til at reagere, og Zeus giver Hades lov til at slippe sine underverdensmonstre løs på dem. Men da en ung fisker bliver draget ind i konflikten, viser det sig, at han er en halvgud, og han rejser ud for at finde midlerne til at stoppe gudernes hævn.
Det er en meget løs sammenskrivning af elementer fra Perseus' eventyr, men filmen holder sig dog klart i det oldgræske univers med hybris og nemesis og de meget menneskelignende guder. Ligesom der er en god del klassisk helteepos over Perseus' rejse, som går fra den ene forhindring til den anden, hvor der skal løses forskellige opgaver og dræbes monstre.
Den oprindelige "Clash of the Titans" var den sidste film, som den gamle effektmester Ray Harryhausen leverede stop-motion-monstre til, og genindspilningen er på den måde også trofast mod Harryhausens stil. Monstrene er naturligvis lavet på computer og svinger lidt i kvalitet - men bl.a. Medusa er fint animeret.
Og derfor er det så også en film, hvor action og effekter fylder mere end historie eller skuespillere. I hovedrollen overbeviser Sam Worthington ikke om, at han er mere end en middelmådig actionhelt - faktisk har han fuldstændig samme mimik og stil som i "Avatar". Mads Mikkelsen er en rimelig actionmand som én af hans følgesvende, mens det til gengæld er slående, at selv ikke Liam Neeson som Zeus og Ralph Fiennes som Hades kan få Olympen til at virke overbevisende på film. Selv om den dog fungerer noget bedre, end den for nylig gjorde i "Percy Jackson & the Olympians".
"Clash of the Titans" er, som det fremgår, en film, hvor jeg kan finde mange kritikpunkter. Men Louis Leterriers energiske instruktion og ønsket om at lave eventyr med stort E redder meget. Hvis man ser "Clash of the Titans" som rent ramasjang-eventyr og en hyldest til Ray Harryhausens livsværk, jamen, så underholder den ganske fint det meste af vejen.
29/04-2010
