Filmnørden anmelder: Harry Brown

Har du nogensinde haft lyst til at smadre nogle helt fremmede mennesker du ser på gaden, kun fordi de ikke opfører sig ordentligt? I så fald er du modtagelig for selvtægts-film. Så kan du godt sætte dig i hovedpersonens sted, når han/hun begynder at tage loven i egen hånd og udøve noget god, gammeldags retfærdighed. Så kan du forstå Harry Brown.

Harry bor i et gudsforladt slumkvarter i en unavngiven engelsk storby. Hver dag ser han hvordan byens narkomaner, pushere, ludere og andet godtfolk, gør livet surt for alle andre end dem selv. Hans kone ligger for døden på nærliggende hospital, men da de endelig ringer til Harry og siger "nu er det nu" kommer han for sent, fordi han ikke tør gå gennem fodgængertunnelen og derfor må gå en ad en omvej. Harrys bedste og eneste ven, Leonard, er også bange - og vred. Så vred at han nu er begyndt at gå rundt bevæbnet med en gammel militærbajonet. Leonards vrede (og våben) ender dog hurtigt med at få ham slået ihjel. Nu er Harry altså alene i verden, en mand uden noget at tabe og det er her han beslutter at drage nytte af sine år som koldblodig marinesoldat. Blodet flyder og bøllerne falder som fluer.

Filmens første skud er optaget med hvad der ligner et mobilkamera af to ukendte bandemedlemmer. De filmer at de tager en masse narko, ræser rundt på en scooter og plaffer en sagesløs dame ned midt på åben gade. Herefter flygter de og bliver i forvirringen kørt ned af en lastbil. Optagelsen er larmende, rystet og vild og ja, vi fatter det: kriminalitet betaler sig ikke!

Så skifter filmen fuldstændig stil. Billederne er herfra stille som graven og krystalklare som en poleret kiste. Harrys ramponerede nabolag ligner en krigszone, men er filmet som var det en fashion-reklame. Det er et forfriskende valg af en visuel udtryksform, der ligger så langt fra socialrealisme som man kan tænke sig og det virker. Instruktøren Daniel Barbers ekstensive erfaringer inden for reklamebranchen, er ikke svær at spotte. Disse utroligt flotte billeder af noget utroligt grimt, fungerer kontrapunktisk og ender med at forstærke fornemmelsen af omgivelsernes ækelhed. I disse omgivelser præsenteres du så for en række kriminelle voldsmænd, der via filmens kolde, klare stemning og stil, også får deres ækelhed forstærket. Det virker ikke uægte - bare hyper-realistisk. Kombineret med den unavngivne geografi og det onde, pumpende elektroniske soundtrack, skaber dette en distance mellem tilskueren og filmen, der understreger at dette altså ikke skal opfattes som virkelighed. Harry Brown skal nemlig opfattes som et slags eventyr, omend et ufatteligt grumt og grimt et af slagsen.

Omdrejningspunktet er og bliver Michael Caine i rollen som Harry Brown. Han skaber et afrundet billede af den stille pensionist, der både er umådeligt ked af det og samtidig ser rødt og begynder at udrydde nabolagets bærme på svært tilfredstillende måder. Rollen i sig selv er interessant, for det er sjældent man oplever en svag og sårbar hævner. Han kommer ikke med en smart bemærkning og tænder en cigaret, efter han har stukket en pusher ned. Han tisser i bukserne og tøffer hjem.

Filmen er glimrende afbalanceret. I første halvdel er du vidne til så mange uretfærdigheder, at du næsten klapper i hænderne, når Harry endelig afliver sin første bølle. Problemet er, at den aldrig rigtigt tager stilling til sig selv. En film der oser så meget af selvtillid og overskud, bør også gå ind i en dialog med tilskueren om sit emne, men den gør det desværre ikke. Er det korrekt at udøve gade-retfærdighed eller er det bare symptombehandling? Vil de nedlagte pushere ikke bare blive erstattet af nye pushere? Filmen gi'r et meget kort, ensporet og unuanceret svar, der ikke holder.

Det gør alt det andet dog. Knaldgode billeder, unik musik, rørende drama, solid spænding, uovertrufne Michael Caine - hele molevitten er én stor, grum, fantastisk oplevelse. Bare den dog også havde været lidt krævende.

Filmnørdens karakter: (4/6)
Mangler intet andet end dybde.

http://www.filmnoerden.com