Brooklyn Blues

4.0
Politifilm, der i tre parallelle handlingsspor følger tre politimænd fra et barskt distrikt i Brooklyn. En vovehals fra indsatsstyrken, der har store problemer med at forsørge sin familie og lader sig friste af nemme penge. En undercover-agent, som har været så længe i narko-underverdenen, at han bare gerne vil ud. Og en udbrændt gadebetjent, som kun tænker på, at han går på pension om en uge.

"Brooklyn's Finest" er instrueret af Antoine Fuqua, der fik sit gennembrud med netop en politifilm, "Training Day", men siden har været mindre heldig med film i andre genrer. Her er han tilbage i en genre, der tydeligvis passer ham bedre, og "Brooklyn's Finest" har da også samme kyniske syn på politiarbejdet som "Training Day".

Den overordnede pointe synes at være, at betjentene bliver ødelagt af jobbet og den barske virkelighed, de dagligt konfronteres med. Og den bliver så præsenteret med alle de klicheer, vi kender fra politiserier fra "Hill Street Blues" til "NYPD Blue", i en del af Brooklyn, hvor der tilsyneladende kun bor narkohandlere og ludere. Men samtidig med en konsekvent kynisme og ensemblestil, der bringer minder frem om stærke genreforfattere som James Ellroy og Joseph Wambaugh. Fuqua lader historien folde sig langsomt ud, så der bliver plads til at bygge dramaet op - godt nok temmelig forudsigeligt, og lettere kluntet instrueret, men også effektivt, når de tre handlingstråde mødes til sidst.

Den lidt langsomme stil giver også godt plads til skuespillerne, og den udnytter især Richard Gere godt. Han er faktisk rigtig god som udbrændt, færdig politimand. Don Cheadle og Ethan Hawke gør det o.k. i de andre hovedroller, men bortset fra Gere var det faktisk Wesley Snipes, der imponerede mig mest i en overraskende afdæmpet rolle som narkobandeleder. Og så har Shannon Kane en god lille rolle som den luder, Gere søger trøst hos.

Samlet set var "Brooklyn's Finest" en lille positiv overraskelse for mig. En glimrende dyster politifilm, der ikke har ambitioner om at bryde genrens konventioner, men til gengæld leverer dem effektivt.
Brooklyn's Finest