In dreams, I walk with you

5.0
Christopher Nolan har tilsyneladende lavet en deal med Warner Bros., om at han får lov til at lave et personligt projekt mellem hver Batman-film. Og hurra for det - ikke fordi der er noget galt med hans fremragende Batman-film, men de mere personlige film begynder også at ligne en interessant serie.

I hvert fald er Nolan på samme spor som i "Memento" og "The Prestige" med "Inception", der i sin kerne også handler om de tricks, den menneskelige hjerne kan udsætte sig selv for. Denne gang med fokus på drømme, for filmens præmis er, at der er blevet udviklet en teknologi, som gør det muligt at deltage i delte drømme. Det kan selvsagt udnyttes på mindre pæne måder, bl.a. til at 'stjæle' andres hemmeligheder, hvad filmens hovedperson er ekspert i. Nu bliver han i stedet hyret til at gøre det modsatte, nemlig at samle et team, der kan plante en idé i hovedet på deres offer.

Grundideen i "Inception" er virkelig flot gennemført. Overbevisende technobabble parret med en fedt varieret billedside, hvor man naturligvis skifter sceneri, mens handlingen bevæger sig ned gennem drømme i drømme i drømme. Men i virkeligheden handler filmen primært om sin hovedperson, drømmetyven, der for at gennemføre den svære mission bliver nødt til at konfrontere sine egne drømme og erindringer og komme overens med sine personlige dæmoner. Inden Nolan så slår et dobbelttydigt slag med halen i den bedste slutscene, jeg længe har set.

Filmen udnytter de ubegrænsede muligheder i drømmeverdener fint - "Inception" er rigtig flot, så den utraditionelle historie bliver pakket imponerende ind i rigtig Hollywood-storfilmsstil. Nolan er dog stadig ikke verdens største actioninstruktør, så actionscenerne, der symboliserer offerets kamp mod indtrængerne i drømmene, er kun udmærkede, ikke fremragende. Til gengæld er det imponerende, at en så kompleks historie kan formidles så relativt lettilgængeligt, som det sker her. Og endelig har "Inception" et usædvanligt stærkt cast. Leonardo DiCaprio er virkelig god i hovedrollen og bakkes op af en imponerende stribe kvalitetsskuespillere: Ken Watanabe, Ellen Page, Marion Cotillard, Joseph Gordon-Levitt, Tom Hardy, Cillian Murphy og Michael Caine.

"Inception" er en fantastisk medrivende leg med drømme og fantasi. Internettet bugner allerede med tolkninger af filmen, men jeg syntes nu faktisk ikke, den var så svær at have med at gøre - plottet er efter min mening lige ud ad landevejen og en klassisk heltefortælling, hvis man bare holder tungen lige i munden under de mange sceneskift. Men det er under alle omstændigheder dejligt at se så meget blockbuster-lir kombineret med et intelligent manuskript og talent i alle afdelinger. "Inception" er Hollywood-underholdning fra øverste hylde.
Inception