- Eternal Sunshine of the Spotless Nolan -

3.0
Hvordan bryder man ind i et andet menneskes drømme, i Christopher Nolan's verden? Jo, man designer dét scenarie, som offeret skal drømme og så.... ja, så drømmer han det sgu bare. For som vi alle ved, kan vi altid bestemme hvad vi selv vil drømme – og i særdeleshed, hvad andre skal drømme. Ligesom vi altid er bevidste om at vi drømmer – lucide drømme er nemlig en af den slags oplevelser, der kun er specielle i al deres almindelighed. Hvordan planter man så en idé i et andet menneskes ubevidste, ifølge Nolan? Jo, man laver små hentydninger og så gør drømmeren selv resten af arbejdet. Hentydninger inden i det ubevidste.... Det ubevidste, som vi ikke selv er herre over, som Leo jo også påpeger tidligere i filmen... Det ubevidste's ubevidste, javel ja. Hvordan ser sindets inderste mørkekammer så ud, i Nolan's vision? Det ligner.... et pengeskab eller en bankboks. Hvordan ser drømmeverdenen egentlig ud, i Nolan's vision? Er den som en Kafkask labyrint, der spinder dunkle feberkollager og fortoner sig ud i enhver association? Nej, den er uforanderlig (undtagen når bussen rokker sig under biljagten, selvfølgelig). Drømmeren accepterer stadiet, som det jo altid er tilfældet. Hvad så med de vagter, der beskytter drømmerens hemmeligheder (”projektioner”, som Nolan på mystisk vis kalder dem)? Hvordan opfører de sig? De er såmend selvstændige, med egen vilje... Men dét at plante en idé,... dét kræver sofistikerede midler! M-hm. Hvordan bekæmper man dem så? Man skyder dem med maskingeværer.... og hvad med det ubevidstes og fantasiens oprindelsessted; intuitionens og sindets kyst – grænsen mellem menneskets sjæl og den kosmiske helhed, hvordan ser den ud? Den ligner såmend.... en kyst, som var det et postkort. Og hvad med mandens ihjelslåede hustru, der hjemsøger hans drømme – hvordan gør hun det? Tja, hun ligner sig selv, bortset fra at hun bærer håndvåben og er hypervoldelig. Hun prøver blandt andet af dolke ham med en køkkenkniv, men det overlever han – heldigvis, for hun ville vist egentlig helst have, at han blev i drømmen hos hende.

”Dreams feel real while we're in them. It's only after we wake up, that we realize something was actually strange”....

Nå-dada. Det affejende brug af begrebet ”interessant” er vist ret malplaceret her. Gab, mand!
Inception