Ansigt Til Ansigt
6.0
SPOILERS
Har man ansvaret for, at et andet menneske vælger at tage sit eget liv? Nej. Og hvis man pålægger sig selv skyldfølelse for sådanne dramatiske handlinger, hvordan overbevises man da om, at man ikke har et ansvaret for dem? Skyld og skyldoverførsel er i bund og grund det klassiske britiske filmtema, kendt og elsket helt tilbage fra Hitchcocks Spellbound, som Christopher Nolan centerer handlingen omkring i det psykologiske festfyrvækeri, Inception. Det kan ofte være svært for de nærmeste at forstå og acceptere den skyldfølelse folk føler eller pålægger sig selv. For svigerforældre (Miles) eller den nye kæreste (Ariadne?). Man vil gerne hjælpe og give råd, men dybest set kan den pågældende person kun selv frigøre sig fra den parasitlignende, baktierieagtige tankegang, at vedkommende har ansvaret for andres selvskabte ulykker. Og hvordan planter man den idé hos dette menneske, at vedkommende ikke har grundlag for sin skyldfølelse. Det lyder som et grundkursus for psykologer. Men det er en film.
Skylden, den uberettigede, er en labyrint, Cobb har fået driblet sig ind, måske fordi han legede med tanken om Mals død og det blev til et skyldkompleks for ham. Vejen ud kræver at han foranlediges til en nedstigning i sindets dybeste lag. Og, ifølge Nolan, kræver det en konfrontation med den begivenhed, det objekt, der skabte skyldfølelsen, og det kræber så at sige en ny chance for at gøre det hele om og godt igen. For kun derved stilles sagen på spidsen som et eksistentielt valg, og derved afdækkes den uberettigede skylds væsen, som i Inception består i, at Cobb piedestaliserer kvinden som en billedskøn luftspejling, der ikke holder vand mod virkeligheden - et billede af noget mistet, af et liv sammen, et billede af et offer med en berettiget hævntørst.
Cobbs opgør med dette billede, der har skabt hans livstruende skyldspiral og fastholder ham hypnotisk i hans vrangforestilling, initieres af Miles og ikke mindst Ariadne, der skaber det meste af filmen i sit hoved. Og Ariadne (og Nolan) giver os filmens bedste og mest galgenhumoristiske scene, da Cobb frejdigt skyder løs på hvad han kalder projektioner, for i næste øjeblik at rette sigtekornet mod hvad der viser sig at være selve det billede, den kvinde, der har fremkaldt hans skyldfølelse. Det er også filmens stærkeste scene, for de to verdner kan ikke eksistere sammen: Den verden, hvor han skørt har påtaget sig skylden, og den verden, hvor han kæmper for at blive forenet med sine børn. Det er dog ikke foreningen som en fysisk forening, vi taler om her, men som abstrakt, åndeligt projekt, da han netop ikke kan "face" dem, se dem i øjnene, på grund af sin skyldfølelse, der blokerer for en naturlig forældrerelation, eller en landing og indrejse i det fælles univers med børnene. Han må skyde eller dø. Og fra det øjeblik han skyder billedet og forbandelsen i stykker, er hans opgør med skyldfølelsen dømt til at lykkes.
Cobbs har allerede fra starten nedlagt Ariadne på en fransk café i en orgastisk eksplosionscene, der penetrerer hendes hud, og Ariadne gengælder så at sige hans kærlighed ved at (skabe resten af filmen) og hjælpe ham ud af labyrinten og den forbandelse, skylden har kastet over ham. Hun hjælper ham ved at prøve at forstå ham. Cobbs tror han er på vej ned i Fischers underbevidsthed, men i virkeligheden er han selv målet for rejsen og for Ariadnes projekt, også dens sidste station. Så betyder det mindre, om hele filmen er en drøm eller dødsfantasi, for hvad der udspiller sig mellem den første scene på stranden og slutningen, er et af de mest virtuose forsøg i filmhistorien på at illustrere psykologens farlige arbejdsmiljø, det menneskelige sind. Det er sindet, der er gerningsstedet, for det er her skylden skabes og lagres. Men det er også her man udfries for skylden, hvor faldet bliver kontrolleret som en flylanding, og hvor adgangen til livet, hvor man kan se livet, børnene, i øjnene, er betinget af en egen erkendelse, et opgør med sine egne vrangforestillinger (et opgør som andre ofte har lagt grundstenen til). Så filmens slutning er ikke virkeligere end det. Det foregår i sindet. Og det kan godt være man ikke krydser broen, fordi man falder i vandet, men hvad gør det, når man derved genfødes. Dette er den direkte forbindelse mellem historien om den døde hustru og børnene, at opgøret med skylden er betingelsen for at han kan være en rigtig far. Ligesom Fischers uforløste forhold til faren spejler Cobbs uforløste forhold til børnene.
Det er et fromt ønske herfra, at filmen vandt Oscar for bedste film, for denne statuette går jo som bekendt til producenten, Nolans hustru, og derved ville ringen være fint sluttet i et evigt skiftende univers af virkelighed og drøm, nu hvor fiktionens Ariadne i hvert fald tilsyneladende måtte gå tomhændet hjem uden den velfortjente løn for veludført arbejde.
"Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud."
Evaluering. Tre ting jeg lærte af Inception:
1. Kun kvinder med små bryster er fornuftige.
2. Et liv uden svigermor er i sandhed en drøm.
3. Valget mellem et liv med svigerfar + børn eller hustru + børn er ikke svært.
Har man ansvaret for, at et andet menneske vælger at tage sit eget liv? Nej. Og hvis man pålægger sig selv skyldfølelse for sådanne dramatiske handlinger, hvordan overbevises man da om, at man ikke har et ansvaret for dem? Skyld og skyldoverførsel er i bund og grund det klassiske britiske filmtema, kendt og elsket helt tilbage fra Hitchcocks Spellbound, som Christopher Nolan centerer handlingen omkring i det psykologiske festfyrvækeri, Inception. Det kan ofte være svært for de nærmeste at forstå og acceptere den skyldfølelse folk føler eller pålægger sig selv. For svigerforældre (Miles) eller den nye kæreste (Ariadne?). Man vil gerne hjælpe og give råd, men dybest set kan den pågældende person kun selv frigøre sig fra den parasitlignende, baktierieagtige tankegang, at vedkommende har ansvaret for andres selvskabte ulykker. Og hvordan planter man den idé hos dette menneske, at vedkommende ikke har grundlag for sin skyldfølelse. Det lyder som et grundkursus for psykologer. Men det er en film.
Skylden, den uberettigede, er en labyrint, Cobb har fået driblet sig ind, måske fordi han legede med tanken om Mals død og det blev til et skyldkompleks for ham. Vejen ud kræver at han foranlediges til en nedstigning i sindets dybeste lag. Og, ifølge Nolan, kræver det en konfrontation med den begivenhed, det objekt, der skabte skyldfølelsen, og det kræber så at sige en ny chance for at gøre det hele om og godt igen. For kun derved stilles sagen på spidsen som et eksistentielt valg, og derved afdækkes den uberettigede skylds væsen, som i Inception består i, at Cobb piedestaliserer kvinden som en billedskøn luftspejling, der ikke holder vand mod virkeligheden - et billede af noget mistet, af et liv sammen, et billede af et offer med en berettiget hævntørst.
Cobbs opgør med dette billede, der har skabt hans livstruende skyldspiral og fastholder ham hypnotisk i hans vrangforestilling, initieres af Miles og ikke mindst Ariadne, der skaber det meste af filmen i sit hoved. Og Ariadne (og Nolan) giver os filmens bedste og mest galgenhumoristiske scene, da Cobb frejdigt skyder løs på hvad han kalder projektioner, for i næste øjeblik at rette sigtekornet mod hvad der viser sig at være selve det billede, den kvinde, der har fremkaldt hans skyldfølelse. Det er også filmens stærkeste scene, for de to verdner kan ikke eksistere sammen: Den verden, hvor han skørt har påtaget sig skylden, og den verden, hvor han kæmper for at blive forenet med sine børn. Det er dog ikke foreningen som en fysisk forening, vi taler om her, men som abstrakt, åndeligt projekt, da han netop ikke kan "face" dem, se dem i øjnene, på grund af sin skyldfølelse, der blokerer for en naturlig forældrerelation, eller en landing og indrejse i det fælles univers med børnene. Han må skyde eller dø. Og fra det øjeblik han skyder billedet og forbandelsen i stykker, er hans opgør med skyldfølelsen dømt til at lykkes.
Cobbs har allerede fra starten nedlagt Ariadne på en fransk café i en orgastisk eksplosionscene, der penetrerer hendes hud, og Ariadne gengælder så at sige hans kærlighed ved at (skabe resten af filmen) og hjælpe ham ud af labyrinten og den forbandelse, skylden har kastet over ham. Hun hjælper ham ved at prøve at forstå ham. Cobbs tror han er på vej ned i Fischers underbevidsthed, men i virkeligheden er han selv målet for rejsen og for Ariadnes projekt, også dens sidste station. Så betyder det mindre, om hele filmen er en drøm eller dødsfantasi, for hvad der udspiller sig mellem den første scene på stranden og slutningen, er et af de mest virtuose forsøg i filmhistorien på at illustrere psykologens farlige arbejdsmiljø, det menneskelige sind. Det er sindet, der er gerningsstedet, for det er her skylden skabes og lagres. Men det er også her man udfries for skylden, hvor faldet bliver kontrolleret som en flylanding, og hvor adgangen til livet, hvor man kan se livet, børnene, i øjnene, er betinget af en egen erkendelse, et opgør med sine egne vrangforestillinger (et opgør som andre ofte har lagt grundstenen til). Så filmens slutning er ikke virkeligere end det. Det foregår i sindet. Og det kan godt være man ikke krydser broen, fordi man falder i vandet, men hvad gør det, når man derved genfødes. Dette er den direkte forbindelse mellem historien om den døde hustru og børnene, at opgøret med skylden er betingelsen for at han kan være en rigtig far. Ligesom Fischers uforløste forhold til faren spejler Cobbs uforløste forhold til børnene.
Det er et fromt ønske herfra, at filmen vandt Oscar for bedste film, for denne statuette går jo som bekendt til producenten, Nolans hustru, og derved ville ringen være fint sluttet i et evigt skiftende univers af virkelighed og drøm, nu hvor fiktionens Ariadne i hvert fald tilsyneladende måtte gå tomhændet hjem uden den velfortjente løn for veludført arbejde.
"Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud."
Evaluering. Tre ting jeg lærte af Inception:
1. Kun kvinder med små bryster er fornuftige.
2. Et liv uden svigermor er i sandhed en drøm.
3. Valget mellem et liv med svigerfar + børn eller hustru + børn er ikke svært.
25/08-2010
