sløret autonomi
5.0
Persepolis er en hudløs ærlig genfortælling af Marjane Satrapis liv og miljøet omkring det i et land (Iran) der danser på en tynd line af shahens magt og et anti-autokrati, der vakler på fallitens rand.
Marjani Satrapi fortæller ud fra det en historie, en meget dybsindig og skarp historie om pigen Marji, der går igennem et væld af hårde og brutale oplevelser, som konstant styrker og udvikler hende.
Marji har svært ved at leve med alt den krig og død, den miserable tilværelse i Iran. Det nostalgiske, tragiske, og ikke mindst bemærkelsesværdige ved denne "biografi" er, at under hele denne lille piges oprør, fanges der så mange detaljer, at man føler der kan drages paralleler. Ikke, at min barndom har været ligesom Marjis, men mere det overall-panoramiske aspekt i det. - Hun starter resistansen mod denne fascistiske regering, ved f.eks at købe Iron Maiden-bånd, skrive "Punks not ded" på ryggen af sin jakke og gå rundt med nike sneakers.
Hun dyrker denne rebelskhed, da hendes familie fungerer som modstandsbevægelsen til regeringen. Især hendes onkel, Anouche, der også fortæller denne helt eminente og fantastiske fortælling, om hvordan styret er blevet i Iran som det er. Historien han fortæller som en godnathistorie, bliver også - da filmen er en animationfilm, vist på denne dukketeatermåde, så man blot kan læne sig tilbage og nyde historien, fryde sig over Vincent Paronnauds smukke tegninger - Shahen der videregiver tronen til sin søn, englænderen med dårlig fransk accent og sønnens inkompetence. Efter Onkel Anouche har fortalt denne historie, får lille Marji denne svane som han lavede af brødkrummer imens han sad i fængsel. Anouche bliver senere igen fængslet og henrettet. ¨
Hele familien er - som sagt - modstandere af styret i Iran, hvilket fører til at de sender Marji, lige efter styrets fald, sendt til Østrig.
I Østrig får hun nye bekendtskaber, hun flytter ind hos en gammel frue der har en meget bemærkelsesværdig hund. På trods af hendes infantile opførsel, bliver hun hurtigt accepteret af et nyt miljø. Hun føler sig udenfor samtidig med at hun heller ikke ville mene der var et andet sted, bedre end hvor hun befandt sig. Hun forelsker sig, bliver skuffet, bliver teenager, bliver forelsket, bliver skuffet, bliver mere teenager, år efter det vender hun hjem igen, og efter et mislykket ægteskab starter hun sin uddannelse og sit kunstnerstudie.
Satrapi blander melankoli med komik på en så speciel måde, at jeg har fået et meget ambivalent forhold til Persepolis. Så ligegyldig en historie men dog så rammende, at man ikke, bestemt ikke kan sluge den med det samme. Den kan tages råt, men er mere værd end det. En detalje der er værd at tage med, er når hun ser et billede i bevægelse af en østrigsk stereotyp der jodler står der en person i højre hjørne og heiler. Detaljen er ligegyldig, men viser Vincent Paronnauds kynisme og sarkastiske forhold til hele idéen bag Persepolis.
Jeg har helt klart glemt en del faktorer der er vigtige at få med, derfor opfordrer jeg på det kraftigste til debat og lad os få denne film sat på plads i en respektabel bås.
Marjani Satrapi fortæller ud fra det en historie, en meget dybsindig og skarp historie om pigen Marji, der går igennem et væld af hårde og brutale oplevelser, som konstant styrker og udvikler hende.
Marji har svært ved at leve med alt den krig og død, den miserable tilværelse i Iran. Det nostalgiske, tragiske, og ikke mindst bemærkelsesværdige ved denne "biografi" er, at under hele denne lille piges oprør, fanges der så mange detaljer, at man føler der kan drages paralleler. Ikke, at min barndom har været ligesom Marjis, men mere det overall-panoramiske aspekt i det. - Hun starter resistansen mod denne fascistiske regering, ved f.eks at købe Iron Maiden-bånd, skrive "Punks not ded" på ryggen af sin jakke og gå rundt med nike sneakers.
Hun dyrker denne rebelskhed, da hendes familie fungerer som modstandsbevægelsen til regeringen. Især hendes onkel, Anouche, der også fortæller denne helt eminente og fantastiske fortælling, om hvordan styret er blevet i Iran som det er. Historien han fortæller som en godnathistorie, bliver også - da filmen er en animationfilm, vist på denne dukketeatermåde, så man blot kan læne sig tilbage og nyde historien, fryde sig over Vincent Paronnauds smukke tegninger - Shahen der videregiver tronen til sin søn, englænderen med dårlig fransk accent og sønnens inkompetence. Efter Onkel Anouche har fortalt denne historie, får lille Marji denne svane som han lavede af brødkrummer imens han sad i fængsel. Anouche bliver senere igen fængslet og henrettet. ¨
Hele familien er - som sagt - modstandere af styret i Iran, hvilket fører til at de sender Marji, lige efter styrets fald, sendt til Østrig.
I Østrig får hun nye bekendtskaber, hun flytter ind hos en gammel frue der har en meget bemærkelsesværdig hund. På trods af hendes infantile opførsel, bliver hun hurtigt accepteret af et nyt miljø. Hun føler sig udenfor samtidig med at hun heller ikke ville mene der var et andet sted, bedre end hvor hun befandt sig. Hun forelsker sig, bliver skuffet, bliver teenager, bliver forelsket, bliver skuffet, bliver mere teenager, år efter det vender hun hjem igen, og efter et mislykket ægteskab starter hun sin uddannelse og sit kunstnerstudie.
Satrapi blander melankoli med komik på en så speciel måde, at jeg har fået et meget ambivalent forhold til Persepolis. Så ligegyldig en historie men dog så rammende, at man ikke, bestemt ikke kan sluge den med det samme. Den kan tages råt, men er mere værd end det. En detalje der er værd at tage med, er når hun ser et billede i bevægelse af en østrigsk stereotyp der jodler står der en person i højre hjørne og heiler. Detaljen er ligegyldig, men viser Vincent Paronnauds kynisme og sarkastiske forhold til hele idéen bag Persepolis.
Jeg har helt klart glemt en del faktorer der er vigtige at få med, derfor opfordrer jeg på det kraftigste til debat og lad os få denne film sat på plads i en respektabel bås.
03/10-2010
