Filmnørden anmelder: The American
3.0
Der er rigtigt mange ting der peger i den rigtige retning på The American. George Clooney har hovedrollen. Anton Corbjin instruerer. Den handler om en hitman, der prøver at pensionere sig selv. Den foregår i det misundelsesværdige Norditalien. Alt i alt et regnestykke der meget vel kunne gå op i gode sager.
Clooney er Jack - en yderst professionel lejemorder, der er blevet så gammel, at hans voksende moralske skrubler er begyndt at gå udover hans arbejde. Han VED han ikke har tid til at overveje om han skal trykke på aftrækkeren. Han VED han ikke bør involvere sig følelsesmæssigt med nogen eller noget, som han ikke kan forlade på et spiltskund. Han VED han ikke må stole på nogen. Disse regler begynder han så småt at overtræde og tager derfor hurtigt beslutningen om, at han ikke kan fortsætte sin karriere som usynlig dræber. Han drager til Italien hvor han afslører sine intentioner om at gå på pension til sin hemmelighedsfulde arbejdgiver Pavel. Et sidste job skal der dog naturligvis være plads til... men SÅ er det også slut, prut, finale. Og minsandten om ikke der opstår problemer med dette sidste job.
Vi kan lige så godt skære ind til benet af filmens problem med det samme: den er himmelråbende uoriginal. Med mindre du aldrig har set Collateral, Road To Perdition, Heat, The Limey, Nikita, Leon, The Boondock Saints, In Bruges, Pulp Fiction eller nogen af Bourne-filmene, så træder The American på ingen måde nye veje. Myten om den enlige lejemorder og de personlige problemer sådan en gut må bokse med, er blevet tæsket gule og blå igennem den ene film efter den anden. Tag nu ikke fejl - jeg ELSKER lejemordere. De er cool som bare fanden, men der skal mere til at imponere, end en så simplistisk fremstilling af en lejemorder, som The American disker op med. Man fatter pointerne ret hurtigt, men alligevel bliver filmen ved med at vade i dem.
De af jer der har set Control ved, at Anton Corbijn er en instruktør man skal holde øje med. Alligevel skal I nok kigge væk et øjeblik, indtil han er klar med næste film, for The American er ikke synderligt flot eller opsigtsvækkende. Som sådan er der ikke noget galt med håndværket og han formår at involvere publikum i karakterernes følelser, men det hele forgår på en enormt neutral og meeeget langsom måde. Nogle vil sikkert kalde den "en film der letter hatten til 70'ernes rå krimier", men det synes jeg simpelthen den er for ufarlig til. Der sker intet i denne film, som den gængse biografgænger ikke ser komme på forhånd og de moralske dilemmaer som Corbijn i stedet prøver at udforske, byder ikke på noget nyt. Derudover kan det undre hvor tam filmen er i sin visuelle stil, når man ved hvor god han er til at fotografere og komponere billeder. Filmens få actionscener er ganske gode, men han forsøger at opbygge en form for poetisk stemning omkring filmens tunge emner og denne stemning skinner momentvis igennem, mens den i andre øjeblikke virker alt for søgt.
Nu skal det hele dog ikke gå op i vrissent anmelder-bavl, for der er skam også positive sider af The American, hvoraf George Clooney må tage førstepladsen. På trods af et enormt stort offentligt image, formår han endnu engang at ryste George Clooney-masken af sig og fordybe sig så meget i sin karakter som Jack, at man glemmer filmstjernen i ham, som filmen skrider frem. De fleste af birollerne er også ganske inddragende og troværdige, pånær den præst Jack opbygger et venskab med. Han er sgu kluntet spillet af italieneren Paolo Bonacelli.
Det regnestykke vi satte op i begyndelsen, må derfor desværre siges ikke at gå op. Puslespillet så mere spændende ud inden det blev samlet. Det er ikke fordi The American falder til jorden med et brag - den er bare lidt kedelig og uoriginal. Det værste er dog, at den prøver at være noget, som den ikke er - poetisk. Det vil være meget individuelt om man bliver fanget af stemningen og poesien, men undertegnede gjorde ikke.
Filmnørdens karakter: 3/6
Det tegnede lige så godt...
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
Clooney er Jack - en yderst professionel lejemorder, der er blevet så gammel, at hans voksende moralske skrubler er begyndt at gå udover hans arbejde. Han VED han ikke har tid til at overveje om han skal trykke på aftrækkeren. Han VED han ikke bør involvere sig følelsesmæssigt med nogen eller noget, som han ikke kan forlade på et spiltskund. Han VED han ikke må stole på nogen. Disse regler begynder han så småt at overtræde og tager derfor hurtigt beslutningen om, at han ikke kan fortsætte sin karriere som usynlig dræber. Han drager til Italien hvor han afslører sine intentioner om at gå på pension til sin hemmelighedsfulde arbejdgiver Pavel. Et sidste job skal der dog naturligvis være plads til... men SÅ er det også slut, prut, finale. Og minsandten om ikke der opstår problemer med dette sidste job.
Vi kan lige så godt skære ind til benet af filmens problem med det samme: den er himmelråbende uoriginal. Med mindre du aldrig har set Collateral, Road To Perdition, Heat, The Limey, Nikita, Leon, The Boondock Saints, In Bruges, Pulp Fiction eller nogen af Bourne-filmene, så træder The American på ingen måde nye veje. Myten om den enlige lejemorder og de personlige problemer sådan en gut må bokse med, er blevet tæsket gule og blå igennem den ene film efter den anden. Tag nu ikke fejl - jeg ELSKER lejemordere. De er cool som bare fanden, men der skal mere til at imponere, end en så simplistisk fremstilling af en lejemorder, som The American disker op med. Man fatter pointerne ret hurtigt, men alligevel bliver filmen ved med at vade i dem.
De af jer der har set Control ved, at Anton Corbijn er en instruktør man skal holde øje med. Alligevel skal I nok kigge væk et øjeblik, indtil han er klar med næste film, for The American er ikke synderligt flot eller opsigtsvækkende. Som sådan er der ikke noget galt med håndværket og han formår at involvere publikum i karakterernes følelser, men det hele forgår på en enormt neutral og meeeget langsom måde. Nogle vil sikkert kalde den "en film der letter hatten til 70'ernes rå krimier", men det synes jeg simpelthen den er for ufarlig til. Der sker intet i denne film, som den gængse biografgænger ikke ser komme på forhånd og de moralske dilemmaer som Corbijn i stedet prøver at udforske, byder ikke på noget nyt. Derudover kan det undre hvor tam filmen er i sin visuelle stil, når man ved hvor god han er til at fotografere og komponere billeder. Filmens få actionscener er ganske gode, men han forsøger at opbygge en form for poetisk stemning omkring filmens tunge emner og denne stemning skinner momentvis igennem, mens den i andre øjeblikke virker alt for søgt.
Nu skal det hele dog ikke gå op i vrissent anmelder-bavl, for der er skam også positive sider af The American, hvoraf George Clooney må tage førstepladsen. På trods af et enormt stort offentligt image, formår han endnu engang at ryste George Clooney-masken af sig og fordybe sig så meget i sin karakter som Jack, at man glemmer filmstjernen i ham, som filmen skrider frem. De fleste af birollerne er også ganske inddragende og troværdige, pånær den præst Jack opbygger et venskab med. Han er sgu kluntet spillet af italieneren Paolo Bonacelli.
Det regnestykke vi satte op i begyndelsen, må derfor desværre siges ikke at gå op. Puslespillet så mere spændende ud inden det blev samlet. Det er ikke fordi The American falder til jorden med et brag - den er bare lidt kedelig og uoriginal. Det værste er dog, at den prøver at være noget, som den ikke er - poetisk. Det vil være meget individuelt om man bliver fanget af stemningen og poesien, men undertegnede gjorde ikke.
Filmnørdens karakter: 3/6
Det tegnede lige så godt...
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
14/10-2010
