Hævntørstens anatomi
5.0
Susanne Bier har nok en gang instrueret et manuskript af Anders Thomas Jensen. Det er blevet til "Hævnen", som på overfladen er en ret banal historie om, hvordan vi håndterer, at andre gør os ondt eller uret. Så føler vi vrede og behov for at få hævn. Men det kristne budskab fortæller os, at det er forkert, og at vi skal vende den anden kind til. Er det så bare noget filosofisk, virkelighedsfjernt vås, eller er det visdomsord, man bør leve efter?
Historien handler om drengen Christian, hvis mor lige er død af kræft, hvorefter han med sin noget verdensfjerne far er flyttet fra London tilbage til Danmark, hvor han møder det lokalt underkuede mobbe-offer Elias. I betragtning af filmens tema, er de to drenges noget bibelske navne måske ikke helt tilfældige. Christian er fyldt med uforløst vrede mod sin far over moderens død, mens Elias' forældre er separeret, og han bliver mobbet efter noder i skolen. De har altså begge noget at hævne. Og som filmen skrider frem, bliver der ikke mindre.
Filmen foregår primært i Danmark, men med mange skift til Afrika, hvor Mikael Persbrandt i rollen som Elias' far er udsendt som læge. De mange skift mellem Danmark og Afrika kan virke lidt voldsomme, når der hoppes meget direkte frem og tilbage. Men de tjener dog en vigtig pointe til at nuancere filmens grundliggende budskab om at tage afstand til hævntørsten. Dermed bliver pointen ikke bare en lidt fortænkt, akademisk, moraliserende prut i vores idylliske, fredelige del af verden, hvor vi i vores velbehag marinerer i café latté med flødeskum og kage, og følgeligt tit burde skamme os over, hvordan vores navlepilleri af overflødighedsdilemmaer og luksusproblemer skal fremhæves som meget vigtigt i sammenligning med andre steder i verden, hvor livet virkeligt er hårdt og ondt.
Skuespillet er generelt fremragende. De to unge drenge, spillet af William Jøhnk Nielsen og Markus Rygaard, fylder naturligvis meget, men håndterer med en imponerede lethed det tunge åg, der således lægges på deres skuldre. Især William Jøhnk Nielsen i rollen som Christian har vi næppe set det sidste til. Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm gør det også virkeligt godt i deres roller som Elias' forældre. Det kræver noget at kunne bære disse roller, uden at det bliver for rørstrømsk og for meget føleri. Som f.eks. scenen, hvor Trine Dyrholm styrter til hospitalet, kunne meget let kamme over med patos og selvhøjtidelighed, hvis ikke hun sælger scenen 100%. Det er den slags scener, man ofte undgår, fordi de næsten kun kan gå galt og ende i meget teatralsk flæben så utroværdigt, at det næsten bliver karikeret og ufrivilligt komisk, og man derfor taber tilskueren. Men i "Hævnen" tør man den slags, og det fungerer tilmed. Ulrich Thomsen er dog lidt spildt som Christians distancerede far. Hans skuespil er som altid skudsikkert. Det bliver bare ikke brugt til ret meget, og derfor virker han en smule spildt. Vi ved jo, han kan meget mere.
Nu har et emne som hævn selvfølgelig mange nuancer, og derfor gennemgår handlingen også mange skift, så man kan granske og analysere de mange facetter. Mens den umiddelbare higen efter hævn er let at forstå, så bruges Mikael Persbrandt i høj grad til at signalere den anden muligheden, nemlig tilgivelsen. Og det endda i en sådan grad, at tankerne meget klart ledes hen på anti-voldsprincipper, hvis man ellers kan sin Gandhi. Han bliver så selvfølgelig også selv konfronteret med hævntørsten. Der er i den sammenhæng bunker af symbolik i, at han er læge, og at han dermed ifølge lægeløftet kun må helbrede, men aldrig skade andre. Og det bliver selvfølgelig også sat på spidsen undervejs.
Jeg må virkelig anbefale denne film. Det kunne sagtens være blevet til en gang filosofisk vås og moraliseren, men Bier retter med let og fast hånd ethvert antræk tilbage mod en troværdig og medrivende skildring, mens hævnens substans med kirurgisk præcision blotlægges, analyseres og stilles til regnskab for de menneskelige konsekvenser af dens forbitrede væsen. En meget anderledes film end "Submarino", men stadig lige så god. Hvis Vinterberg og Bier kan holde denne standard, så har dansk film - sammen med Lars von Trier - stadig meget at byde på.
Historien handler om drengen Christian, hvis mor lige er død af kræft, hvorefter han med sin noget verdensfjerne far er flyttet fra London tilbage til Danmark, hvor han møder det lokalt underkuede mobbe-offer Elias. I betragtning af filmens tema, er de to drenges noget bibelske navne måske ikke helt tilfældige. Christian er fyldt med uforløst vrede mod sin far over moderens død, mens Elias' forældre er separeret, og han bliver mobbet efter noder i skolen. De har altså begge noget at hævne. Og som filmen skrider frem, bliver der ikke mindre.
Filmen foregår primært i Danmark, men med mange skift til Afrika, hvor Mikael Persbrandt i rollen som Elias' far er udsendt som læge. De mange skift mellem Danmark og Afrika kan virke lidt voldsomme, når der hoppes meget direkte frem og tilbage. Men de tjener dog en vigtig pointe til at nuancere filmens grundliggende budskab om at tage afstand til hævntørsten. Dermed bliver pointen ikke bare en lidt fortænkt, akademisk, moraliserende prut i vores idylliske, fredelige del af verden, hvor vi i vores velbehag marinerer i café latté med flødeskum og kage, og følgeligt tit burde skamme os over, hvordan vores navlepilleri af overflødighedsdilemmaer og luksusproblemer skal fremhæves som meget vigtigt i sammenligning med andre steder i verden, hvor livet virkeligt er hårdt og ondt.
Skuespillet er generelt fremragende. De to unge drenge, spillet af William Jøhnk Nielsen og Markus Rygaard, fylder naturligvis meget, men håndterer med en imponerede lethed det tunge åg, der således lægges på deres skuldre. Især William Jøhnk Nielsen i rollen som Christian har vi næppe set det sidste til. Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm gør det også virkeligt godt i deres roller som Elias' forældre. Det kræver noget at kunne bære disse roller, uden at det bliver for rørstrømsk og for meget føleri. Som f.eks. scenen, hvor Trine Dyrholm styrter til hospitalet, kunne meget let kamme over med patos og selvhøjtidelighed, hvis ikke hun sælger scenen 100%. Det er den slags scener, man ofte undgår, fordi de næsten kun kan gå galt og ende i meget teatralsk flæben så utroværdigt, at det næsten bliver karikeret og ufrivilligt komisk, og man derfor taber tilskueren. Men i "Hævnen" tør man den slags, og det fungerer tilmed. Ulrich Thomsen er dog lidt spildt som Christians distancerede far. Hans skuespil er som altid skudsikkert. Det bliver bare ikke brugt til ret meget, og derfor virker han en smule spildt. Vi ved jo, han kan meget mere.
Nu har et emne som hævn selvfølgelig mange nuancer, og derfor gennemgår handlingen også mange skift, så man kan granske og analysere de mange facetter. Mens den umiddelbare higen efter hævn er let at forstå, så bruges Mikael Persbrandt i høj grad til at signalere den anden muligheden, nemlig tilgivelsen. Og det endda i en sådan grad, at tankerne meget klart ledes hen på anti-voldsprincipper, hvis man ellers kan sin Gandhi. Han bliver så selvfølgelig også selv konfronteret med hævntørsten. Der er i den sammenhæng bunker af symbolik i, at han er læge, og at han dermed ifølge lægeløftet kun må helbrede, men aldrig skade andre. Og det bliver selvfølgelig også sat på spidsen undervejs.
Jeg må virkelig anbefale denne film. Det kunne sagtens være blevet til en gang filosofisk vås og moraliseren, men Bier retter med let og fast hånd ethvert antræk tilbage mod en troværdig og medrivende skildring, mens hævnens substans med kirurgisk præcision blotlægges, analyseres og stilles til regnskab for de menneskelige konsekvenser af dens forbitrede væsen. En meget anderledes film end "Submarino", men stadig lige så god. Hvis Vinterberg og Bier kan holde denne standard, så har dansk film - sammen med Lars von Trier - stadig meget at byde på.
26/10-2010
