Ultrapopkulturel underholdning

4.0
Filmatisering af den canadiske tegneserie om Scott Pilgrim - en 23-årig slacker, der bor i Toronto, spiller bas i bandet Sex Bob-omb og har et halvpinligt forhold til en highschool-pige. Hun bliver dog hurtigt skubbet i baggrunden, da Scott ved første blik forelsker sig i gothpigen Ramona - men for at få Ramona er han nødt til at overvinde hendes syv onde ekskærester.

Og det er 'overvinde' i ordets bogstaveligste forstand, for i Scott Pilgrim-universet kæmper man som i Street Fighter eller andre computerspil med specielle kræfter og moves, indtil taberen eksploderer i en sky af bonusmønter. Ligesom dialogerne omkring duellerne også er bevidst stive og computerspilsagtige.

"Scott Pilgrim vs. the World" er på mange måder en klassisk ungdomskomedie om at score den lækre pige og drømme om succes med sit band, men den ekstremt stiliserede indpakning i mange lag af popkultur hæver den langt over gennemsnittet. Historien trækker lystigt på klicheer fra både spil, musik, tegneserier og film, og det hele rystes sammen i en virkelig velfungerende cocktail af instruktør Edgar Wright (kendt for "Shaun of the Dead" og "Hot Fuzz"). Den når godt nok at blive en smule repetitiv i brugen af sin computerspilramme, men visuelt er der hele tiden nye indfald, og den selvbevidste humor er gennemgående herlig.

I titelrollen er Michael Cera vanligt stilsikker som fyren, der også bliver konfronteret af sine egne romantiske skeletter, mens han bekæmper sin udkårnes. Det eneste problem ved at bruge ham er, at rollen er så arketypisk Michael Cera, men derfor fungerer han selvfølgelig også i den. Over for ham er Mary Elizabeth Winstead fin og passende cool-lækker som Ramona. Og derudover fungerer mange af filmens karikerede biroller også glimrende - særligt Alison Pill som Sex Bob-ombs trommeslager og Kieran Culkin som Scotts spydigt morsomme bofælle.

Det kan godt være, at der ikke er noget nyt eller dybt at finde i denne omgang ultra-popkultur. Men den er dæleme underholdende og tæt på fem stjerner hos mig.
Scott Pilgrim mod verden