Én af 2011's bedste film?
6.0
Hovedprisen på sidste års Sundance Festival gik til denne rå historie om 17-årige Ree, der bor i Ozark-bjergene i det amerikanske midtvesten og er blevet voksen før tid. Hun tager sig af sine to små søskende og sin psykisk syge mor, mens hendes far er væk. Det sidste bliver kritisk, da han er løsladt mod kaution, og politiet møder op og meddeler, at familien mister deres hjem, hvis ikke faderen dukker op igen. Og så må Ree på jagt efter sin far blandt områdets narkobryggende udskud.
"Winter's Bone" er amerikansk socialrealisme af den allerfineste slags, som tager seerne med til en verden, man sjældent hører om. I stil og stemning minder den ret meget om den også fantastiske "Frozen River". Den her historie er bare lidt skarpere - og en tand mere barsk.
Forfatter-instruktør Debra Granik leverer nemlig først og fremmest en fascinerende miljøskildring af en semi-lovløs hillbilly-kultur, der definerer sig selv i modsætning til det organiserede samfund. Vi er i de områder, hvor de smuglede hjemmebrændt i forbudstiden; nu til dags brygges der speed, og tavshedens lov er stadig gældende. Man taler ikke med myndighederne - ja, faktisk taler man heller ikke rigtig med hinanden. Én af filmens stærkeste effekter er den ordknaphed, der gennemsyrer manuskriptet. Replikkerne bliver leveret kort og modvilligt af sammenbidte ansigter, der skjuler mere, end de fortæller. For alle ved selvfølgelig, at der er ét eller andet med Rees far.
Mange af rollerne udfyldes effektivt af lokale amatørskuespillere, men filmens helt store præstation kommer fra Jennifer Lawrence i hovedrollen som Ree. Lawrence var 19 år, da filmen blev indspillet, og hun imponerende mig allerede stort i en stærk birolle i "The Burning Plain". Her lægger hun endnu mere udstråling til og bærer filmen som bister, barsk teenagepige. Selv om Ree er filmens absolutte heltinde, er hun nemlig ikke den type, man småforelsker sig i i biografmørket. Tværtimod fremstår hun som et barn af sit miljø, der godt nok gør det rigtige og kæmper for sin familie, men som filmen også efterlader et sted, hvor man tænker, at hun nok vokser op til at blive en ualmindeligt barsk dame.
Det er meget, meget længe siden, at jeg har set en teenager, som kunne spille en så dramatisk stærk rolle så overbevisende, som Jennifer Lawrence gør det her. Hvor de fleste nye kvindenavne i amerikansk film kommer frem gennem nuttede pigeroller, viser Lawrence rendyrket kæmpestort skuespiltalent, og hun kan meget vel være en kommende megastjerne. Og altså ikke en romantic lead, men stjerne i den absolutte superliga, hvor man skal sige navne som Davis, Foster, Streep eller Winslet for at få den rette sammenligning.
Men inden jeg går i selvsving over hovedrollen, skal jeg også huske at nævne John Hawkes, der har en fremragende birolle som Rees onkel, der også er interesseret i, hvad der er blevet af hans bror. I det hele taget er "Winter's Bone" bare én af de der sjældne film, hvor alle elementer rammer plet og klikker sammen i en højere enhed. Replikker, skuespil, fotografering, musik, klipning - alt virker og skaber en fremragende film, som jeg kun kan anbefale at gå ind og se. Vi er kun i første halvdel af januar, men det her kan meget vel vise sig at være én af årets to-tre største filmoplevelser.
"Winter's Bone" er amerikansk socialrealisme af den allerfineste slags, som tager seerne med til en verden, man sjældent hører om. I stil og stemning minder den ret meget om den også fantastiske "Frozen River". Den her historie er bare lidt skarpere - og en tand mere barsk.
Forfatter-instruktør Debra Granik leverer nemlig først og fremmest en fascinerende miljøskildring af en semi-lovløs hillbilly-kultur, der definerer sig selv i modsætning til det organiserede samfund. Vi er i de områder, hvor de smuglede hjemmebrændt i forbudstiden; nu til dags brygges der speed, og tavshedens lov er stadig gældende. Man taler ikke med myndighederne - ja, faktisk taler man heller ikke rigtig med hinanden. Én af filmens stærkeste effekter er den ordknaphed, der gennemsyrer manuskriptet. Replikkerne bliver leveret kort og modvilligt af sammenbidte ansigter, der skjuler mere, end de fortæller. For alle ved selvfølgelig, at der er ét eller andet med Rees far.
Mange af rollerne udfyldes effektivt af lokale amatørskuespillere, men filmens helt store præstation kommer fra Jennifer Lawrence i hovedrollen som Ree. Lawrence var 19 år, da filmen blev indspillet, og hun imponerende mig allerede stort i en stærk birolle i "The Burning Plain". Her lægger hun endnu mere udstråling til og bærer filmen som bister, barsk teenagepige. Selv om Ree er filmens absolutte heltinde, er hun nemlig ikke den type, man småforelsker sig i i biografmørket. Tværtimod fremstår hun som et barn af sit miljø, der godt nok gør det rigtige og kæmper for sin familie, men som filmen også efterlader et sted, hvor man tænker, at hun nok vokser op til at blive en ualmindeligt barsk dame.
Det er meget, meget længe siden, at jeg har set en teenager, som kunne spille en så dramatisk stærk rolle så overbevisende, som Jennifer Lawrence gør det her. Hvor de fleste nye kvindenavne i amerikansk film kommer frem gennem nuttede pigeroller, viser Lawrence rendyrket kæmpestort skuespiltalent, og hun kan meget vel være en kommende megastjerne. Og altså ikke en romantic lead, men stjerne i den absolutte superliga, hvor man skal sige navne som Davis, Foster, Streep eller Winslet for at få den rette sammenligning.
Men inden jeg går i selvsving over hovedrollen, skal jeg også huske at nævne John Hawkes, der har en fremragende birolle som Rees onkel, der også er interesseret i, hvad der er blevet af hans bror. I det hele taget er "Winter's Bone" bare én af de der sjældne film, hvor alle elementer rammer plet og klikker sammen i en højere enhed. Replikker, skuespil, fotografering, musik, klipning - alt virker og skaber en fremragende film, som jeg kun kan anbefale at gå ind og se. Vi er kun i første halvdel af januar, men det her kan meget vel vise sig at være én af årets to-tre største filmoplevelser.
14/01-2011
