En helt unik filmoplevelse!

6.0
Selv om mine forventninger til filmen var høje, havde jeg absolut ikke forventet at få en oplevelse, der var helt ud over det sædvanlige.
Filmen følger en lille gruppe kristne munke i et afsides kloster i Algeriet, Her lever de et spartansk liv i bøn og arbejde, og indgår samtidig som en integreret del af den muslimske lokalbefolknings hverdag. Da landet midt i 1990'erne bliver ramt af islamistisk terror, bliver munkenes fredelige tilværelse fra den ene dag til den anden forvandlet til gru og rædsel.
Filmen er baseret på en virkelig hændelse og den har derfor også et dokumentarisk præg, hvilket gør, at man i den grad kan leve sig ind i munkenes eksistensielle problemer, og de valg som de ulykkelige omstændighederne tvinger dem til at træffe.
I de skiftende scener lærer man hver enkelt af de aldrende munke at kende, dels gennem deres indbyrdes diskussioner og uenigheder om hvordan de skal forholde sig til oprørerne og til landets kke mindre brutale hærenheder, dels ved at følge kameraets dvælen ved munkenes ansigter, hvor man kan aflæse den enkeltes indre sjælekvaler som en åben bog.
Det er længe siden, jeg har set så vedkommende og så gribende en film. Jeg tager hatten af for Grand biografen i København og de enkelte provinsbiografer, der tør vise viser en film, der ikke umiddelbart lyder som en publikumsmagnet. Jeg tøver ikke med at give den mine varmeste anbefalinger og 6 stjerner.
Om guder og mænd